Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Debatten om digital suverænitet tager til i styrke verden over.
I en tid præget af geopolitisk usikkerhed og teknologisk konkurrence er det både naturligt og nødvendigt, at nationer ønsker større kontrol over deres digitale fremtid. Det egentlige spørgsmål er ikke, om lande bør stræbe efter suverænitet på kritiske områder, men hvordan det bedst opnås.
Mange lande reagerer på de nye globale vilkår ved at investere massivt i datacentre, ud fra den antagelse at ejerskab over den fysiske infrastruktur til cloud, data og AI sikrer uafhængighed.
Men at sidestille servere og processorer med digital suverænitet ignorerer realiteten af global teknologisk indbyrdes afhængighed og kan i virkeligheden fjerne fokus fra et lands egne digitale styrker.
Selv når et datacenter drives af en lokal udbyder på nationalt territorium, er dets nøglekomponenter – processorer, netværksudstyr, de AI-modeller der kører dér – næsten altid designet eller produceret i udlandet.
At opnå fuldstændig teknologisk selvforsyning ville kræve udelukkelse af al udenlandsk hardware og dermed også den udenlandske software, som er dybt integreret i både erhvervsliv og offentlig administration.
En sådan strategi er hverken praktisk eller økonomisk bæredygtig, da den ville isolere ethvert land fra den konstante strøm af innovation fra resten af verden.
I stedet for at jagte selvforsyning bør lande investere strategisk og indføre pragmatiske reguleringer, der fokuserer på resultater frem for teoretiske idealer.
Ægte digital suverænitet handler om at bevare kontrol over kritiske data og aktiver, samtidig med at man udnytter de bedste teknologier i overensstemmelse med nationale interesser.
Med det som udgangspunkt bliver prioriteringen tydeligere:
For det første bør regeringer investere deres begrænsede ressourcer dér, hvor de har størst effekt.
Det reelle kapløb handler ikke om, hvem der ejer flest servere, men om hvem der udvikler og kontrollerer den software og de AI-applikationer, der driver fremtidens industrier.
Det er her, suverænitet og langsigtet konkurrenceevne afgøres, og hvor offentlige investeringer giver størst udbytte.
Regeringer, der fremmer software- og AI-udbredelse i erhvervsliv og offentlig sektor, skaber samtidig naturlig efterspørgsel efter datacentre og chips – og opnår dermed begge mål på én gang.
For det andet kræver alle data ikke samme niveau af digital suverænitet – og højere suverænitetsniveauer medfører naturligt højere omkostninger i tid og penge.
For størst effekt bør nationer matche beskyttelsesniveauet med den kritiske vigtighed af de pågældende data.
Oplysninger, der er essentielle for national sikkerhed eller offentlig tryghed, kræver det højeste kontrolniveau, med drift under national myndighed, sikkerhedsgodkendt personale og i regulerede miljøer.
I andre tilfælde kan en tilgang med datalokalisering være passende – for eksempel i regulerede brancher som sundhedssektoren.
Endelig kan mindre følsomme data og standard forretningsapplikationer sikkert og omkostningseffektivt drives i cloud-løsninger, forudsat at de overholder anerkendte cybersikkerhedsstandarder.
For det tredje bør regeringer vedtage internationale suverænitetsstandarder (såsom ISO, IEC osv.) i stedet for at udvikle deres egne særregler.
Fælles standarder gør det muligt for flere udbydere at komme ind på markedet og opnå stordriftsfordele.
De gør det også muligt for regeringer og virksomheder at anvende digitalt suveræne løsninger hostet i nabolande, der følger de samme regler. Det vil føre til et bredere udbud af suveræne cloud-løsninger til lavere omkostninger og hurtigere implementering i både offentlige og private sektorer.
For det fjerde er det klogt at nationer investerer i national uddannelse, træning og forskning inden for cloud, data og anvendt AI.
På den måde kan de systematisk ruste deres befolkning med de kompetencer og færdigheder, der skal til for at tage nationens digitale skæbne i egne hænder. Også her handler digital suverænitet om meget mere end blot at købe og eje hardware.
I sidste ende handler det om en fælles forståelse af, at en nations digitale fremtid ikke afgøres i serverrummene.
Den formes af virksomheder og offentlige institutioner, der træffer kloge, pragmatiske beslutninger om digital suverænitet og konkurrenceevne – med fokus på resultater frem for teoretiske idealer og ved at anvende de bedste tilgængelige teknologier til at skabe varig værdi.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
