At kunne anvende sit tv til internet lyder umiddelbart som en god ting. Og det lyder da også godt, at man skulle kunne påvirke udsendelserne via sin fjernbetjening. Hvis man dertil også kan få ydelser som video-on-demand eller audio-on-demand, så burde digitale tv da være en sikker succes.
Uheldigvis er hele sagen endt i diffus digital støj.
Der er flere standarder på området, der netop skulle sikre, at der var en fælles hardwareplatform, som alle kunne udvikle indhold til. Den vigtigste er DVB ( Digital video broadcast) Multimedia Home Platform (MHP), der netop er frigivet. Den indeholder Java som programbasis sammen med MPEG-2 videokomprimering som grundlag for videokomprimering.
MHP fastlægger også normer for applikationernes integration til video og indeholder test- samt certificeringsregler.
Diffus situation
Uheldigvis er standarden lige blevet tør bag siderne, og dertil er der ingen, som er specielt interesseret i at følge den. De store operatører som Sky og Viasat har deres egne specialudviklede digitale bokse på markedet og opfatter en standardisering som en trussel mod deres eksisterende kunder.
Og standarden mangler en vigtig ting. Der er ingen standardbrowser. Meget arbejde for applikationsudviklerne ville spares med en standardbrowser og en XML-standard for digitale dekodere, men dertil er ingen nået endnu.
Derved er digital tv endt i en hønen og ægget-situation. Ingen guldæg, før indholdsproducenterne bliver parret med hardwarefabrikanterne.
Ingen ved, hvad forbrugerne vil
Uheldigvis er forbrugerne ingen hjælp i denne sag. Der er nemlig ingen, som ligefrem insisterer på at få et digitalt tv?s interaktivitet.
Muligheden for flere kameravinkler er mest efterspurgt til visning af scoringer i fodboldkampe og pornofilm. Det er en egenskab, der også eksisterer på DVD-afspillere, men den har ikke vundet den store popularitet.
Og den returkanal, som skal anvendes til interaktivitet er også et problem. Her skal forbrugerne have en internetforbindelse i nærheden af tv?et, hvilket i værste tilfælde kan betyde kabel-spaghetti i parforholdstruende grad.
Endelig kræver et tv specialdesignede internet-sider. Det er en øjenvridende oplevelse at læse almindelige internetsider på en tv-skærm, som er mindre end 42 tommer, hvis browseren ikke er specialdesignet til at kompensere for det.
Check på forbrugerne
Derfor er problemet for indholdsleverandørerne i høj grad, hvilke attraktioner digitalt tv kan tilbyde forbrugerne, idet de har svært ved at påvise andet, end at det er teknologi på jagt efter en forbruger.
På den anden side er mediet rasende attraktivt, idet interaktivt tv tilbyder indholdsleverandørerne en unik mulighed for at checke forbrugernes adfærd. De kan få at vide præcis hvilke ydelser, som efterspørges, og hvornår disse ydelser leveres til en bestemt modtager.
Alle digitale modtagere er nemlig udstyret med en unik identifikation, hvilket fjerner al diskussion omkring anonymitet hos forbrugerne.
USA satser på billedkvalitet
Hele denne diffuse udvikling i Europa er dog en afklaret sag i USA. Her betyder digital tv nemlig ikke automatisk interaktivt tv.
I stedet er det billedkvaliteten, som er i fokus, idet man satser på HDTV (high definition tv). Det bestående analoge tv-system i USA er nemlig så forældet, at amerikanerne tidligt i 90?erne besluttede sig for at satse på et helt nyt digitalt system i biografkvalitet. Det bygger på MPEG-2, Dolby Surround og er et rent widescreen-format, der både kræver nyt tv samt dekoder.
Igen noget som forbrugerne måske kan være svære at lokke til, hvis det ikke var for det statsdirektiv, som kræver, at alle amerikanske tv-stationer skal sende digitalt senest 1. maj 2003. Dog er dette direktiv blevet lempet på grund af terrorbegivenhederne i september og den økonomiske afmatning. Flere tv-stationer påstod nemlig, at de ikke kunne opfylde de statslige krav om public services, hvis de skulle opfylde de oprindelige krav.
Hollywood er digitalvenlig
Hele Hollywood-medieindustrien er dog begejstret for HDTV. Det betyder nemlig, at amerikanske tv-serier nu kan produceres direkte til HDTV med op til 65 procents besparelse på de tekniske udgifter.
Før blev serier nemlig optaget på 35 millimeter til priser fra en million dollars pr. afsnit, hvoraf de tekniske udgifter udgør omkring halvdelen.
Dertil er filmindustrien mere end interesseret i at få digitaliseret de allerede producerede spillefilm, hvilket sparer distributionsomkostningerne for biografkopier væk. Endnu er der ikke særlig mange digitale biografer i USA, men kan der i mellemtiden tjenes penge på at udsende filmene i HDTV, der kan have en bedre billedkvalitet end DVD, vil det være et springbræt for filmselskaberne.
Men denne amerikanske indstilling betyder også, at man i Europa selv må finde indhold og ideer, og for en gang skyld ikke kan fylde ud med amerikansk indhold, hvis man løber tør.
