Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Mange gør sig i disse dage kloge på danske skoleelevers evner eller manglende evner. Det skyldes, at PISA-undersøgelsen er kommet, og at man for første gang har taget den alvorligt.
Dansk Industri har nu også blandet sig og sagt, at man burde overveje at bruge AI i undervisningen.
Jeg kan kun udtrykke min støtte, men det kræver, at det indføres på den rigtige måde, nemlig som en krævende tutor, der på sæt og vis genindfører Den Sorte Skole (mere om det om lidt).
Man ved fra store, valide forsøg i Sydkorea, at hvis eleverne får en AI, der fungerer sådan, så lærer de dobbelt så meget på samme tid, ligesom alle, der har en privatlærer, gør.
Kontrolgruppen i Sydkorea, der bare kunne bruge AI’en frit, blev lidt dårligere. Det er formentlig en del af forklaringen på det vi ser herhjemme. Men der er også en anden mulighed: Vi, også de voksne, læser ikke bøger mere. Det skrev The Economist om i sidste uge, og det var en reel øjenåbner for mig. Oratoriske evner er nu vigtigere end de skriftlige, og f.eks. Donald Trump bruger nogle af de samme kneb som Homer. Tilbage til virkeligheden:
Da OECD begyndte at publicere PISA-undersøgelserne – den kommer hvert tredje år – blev den udsat for alt det sædvanlige fra Dansk Lærerforening, Lars Bondo og andre systembevarende mærkværdigheder i Danmark. Helt i VS’ og Ritts ånd.
Selv en højt anerkendt forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet (Niels) måtte nærmest gå i landflygtighed, fordi han fuldstændig korrekt fastholdt, at PISA-undersøgelserne ikke rigtig kunne diskuteres væk, fordi der er tale om så mange lande, så mange elever og så mange, som samtidig er blevet testet, at det nærmest kræver manglende evner at konkludere statistisk væk fra, hvad der kommer fra OECD. Og OECD tester præcist det, vi altid bilder os selv ind, at vi (også) er verdens bedste til, nemlig problemløsning. Læs og forstå et problem, løs det og forklar, hvordan du kom frem til resultatet.
Men danske elever er bare dårlige til det, og det har de været siden PISA begyndte i 2000.
Og dét - altså de manglende evner - er præcist det jeg vil dokumentere i denne klumme.
I vil dog IKKE kunne lide det, for vi er alle nødt til at gribe i egen barm. Vi kan ikke bare sige, at de unge ikke lærer en skid, for det gjorde vi faktisk heller ikke, da vi gik i skole. Derfor vil I ikke kunne lide det. Jeg kan heller ikke.
Da jeg sagde det - næsten ordret - til en af mine AI-workshops forleden på Computerworlds AI-konference, var der i hvert fald noget, der lignede stumfilm i lokalet bagefter. Men så kom der liv i kludene, og der kom nogle virkeligt gode reaktioner fra tilhørerne. Tak for det. I ved, hvem I er.
OECD var et krav fra USA's side for at vi kunne få den omfattende Marshallhjælp til genopbygningen af vores militær og samfund. Amerikanerne havde fantastisk godt set, at vi skulle have fuldstændig uafhængige økonomiske analyser for at kunne forstå og justere økonomierne og markederne. Men OECD kunne også lave andre analyser, såsom PISA. De er en flok kedelige, dybt faktuelle økonomer og statistikere, der bor i Paris, og de er ALDRIG blevet fanget i en fejl. PISA er ingen undtagelse.
I mine Oracle-år fra 1990 til 2000 var jeg jævnligt i udlandet og undervise, og engang, da jeg havde undervist i Replikering af databaser i Paris, inviterede jeg mig selv til at besøge OECD via en ven, og det var ret fedt at spise frokost i kantinen og tale med nogle af medarbejderne. De var bare dygtige, sjove og vidende. Fed oplevelse.
Men eftersom vi danskere har den selvopfattelse, at vi er de absolut klogeste mennesker i verden på alle områder, så gider vi ikke høre på OECD, med mindre de siger noget rosende om os. Derfor har politikere og medier aldrig omtalt dem i positive termer, eller bare faktuelle termer.
Ligesom vi heller ikke gide høre på det internationale energi-agentur, der ligesom OECD aldrig er blevet fanget på den forkerte fod, og har lavet benhårde, iskolde analyser af, hvad der skal til for at opnå Net-Zero i 2050, nemlig en mange-mange-mange dobling af atomkraft, solenergi og vindenergi, plus meget andet godt.
Pressen gider ikke fortælle os de hårde sandheder. Måske fordi vi ikke gider høre dem. I det mindste bruger The Economist såkaldte “appositioner” eller “navneforstillinger”, når de skriver om OECD, og kalder dem konsekvent “a club of mostly rich countries”.
Men altså: Nu er det pludselig alvorligt med PISA-halløjet.
I kan måske også huske, at en dansk 9. klasse og en kinesisk 9. klasse for nogle år siden blev testet op mod hinanden i forskellige fag og evner i en tv-udsendelse, og at resultatet var komplet katastrofalt for de danske elevers vedkommende? Nej?
Også dengang gik standard-kæden af reaktioner i gang, og man fik, som venstrefløjen i øvrigt så ofte har gjort, råbt valide og korrekte data og fakta ned.
“Hvis dét er fakta, så benægter jeg fakta”. “Ja, det kan godt være, men så lærer danske skolebørn at forstå verden bedre”. Den slags knee-jerk-reaktioner. Men nej. Bare nej.
Nu til det virkeligt ubehagelige: I har alle sammen haft en komplet elendig skolegang takket være Ritt Bjerregård. Det følgende er hård læsning, så I er velkomne til at springe det over. Jeg har fortalt det til andre i årenes løb, og det har aldrig gjort mig til festens midtpunkt.
Men indimellem er det da sjovt at spille den lille dreng i Kejserens Nye Klæder. I/vi har nemlig ingen uddannelse på, tøhø.
Før Ritt Bjerregaard blev undervisningsminister i begyndelsen af 70'erne, havde man en skoleordning, hvor man vidste, hvad der skulle til, hvis alle skulle lære at læse og skrive, og hvis alle – også dem, der kom fra svære kår eller socialt belastede miljøer – skulle have en chance for social elevation.
Der var tre betingelser, der skulle være opfyldt, for at det kunne lade sig gøre.
For det første skulle der være ro i klassen.
For det andet skulle der gives krævende opgaver, også hjemmeopgaver.
Og for det tredje skulle der følges op på disse opgaver hos alle elever.
Ritt Bjerregaard ville gøre op med alt det, og to ting kom til at definere hendes folkeskole-reform.
Den ene var et besøg hos Mao, hvor hun holdt en tale til en fest-banket, som Mao holdt for hende, hvor hun bl.a. sagde, at hvis ikke hun var blevet født som Ritt Bjerregaard, så ville hun ønske, at hun var blevet født som Mao Zedong, for han var da hendes største idol.
Han belærte til gengæld den unge Ritt om, hvor vigtigt det var, at alle var helt lige i undervisningen. Man kunne også, hvis man er lidt kynisk, sige det sådan her: Alle skulle være lige dumme.
Husk på, at det var i disse år, at fundamentet for bogen “De Vilde Svaner”, dvs. kulturrevolutionen hærgede, og hvor alle lærere og intellektuelle blev sendt på landbrugs-tvangsarbejde i fjerne provinser. Det var dét, der prægede Maos tankegang under Ritts besøg.
Sidespring: Jeg kender en af de 20 såkaldte Ritt Bjerregaard-kinesere (et resultat af hendes besøg i Kina), og hendes forældre, der var universitetslærere, blev sendt langt væk da hun var 2, og hun så dem først igen, da hun var 10. Da hun var 15 blev hun så sendt til Danmark. Bum. Fordi de skulle være væk længe og både tage studentereksamen og en videregående uddannelse fik de hele TO såkaldte Mao-jakkesæt med. Hun ankom også med en kuffert fyldt med tamponer og WC-papir, som hendes familie i desperation havde skrabet sammen til hende, fordi de ikke anede noget som helst om Danmark.
Det gjaldt altså om, at der ikke var en elite, der stak af fra de andre, eller at højt begavede elever fik lov til at udfolde sig.
Mao inspirerede også Ritt til en virkelig grim ting, som vi stadig lider under. Årsagen til, at en skoleleder ikke kan smide en ubrugelig lærer ud af skolen er nogle område-udvalg, hvor lærerne dominerer og kan forhindre alt, hvad en skoleleder ønsker. Derfor har skoleledere i folkeskolen ingen som helst reel magt. De kan hverken hyre eller fyre. De er viceværter. Det er de ikke på privatskolerne.
Jeg havde et eksempel, da jeg boede i Måløv, hvor en af min datters lærere tydeligvis var stærkt alkoholiseret og ikke mødte op til halvdelen af sine timer. Gamle folk i Måløv fortalte mig, at sådan havde hun da været i mindst 25 år, deres børn havde heller ikke fået ordentlig undervisning i engelsk, og alle vidste det.
Jeg tog op på rektors kontor. Han var 2.10 høj og en meget venlig mand, men jeg fik ham næsten til at græde - han rystede kraftigt på hænderne - da jeg gik virkelig hårdt til ham med det jeg havde fundet ud af og spurgte, hvorfor han ikke havde fyret hende for længst. Men til sidst sagde han spagt, at det kunne han ikke pga. de forbandede regionalråd (som hedder noget andet, som jeg ikke kan huske). Tak Ritt. Tak Mao.
Nå, men Ritt tog tilbage til Danmark og begyndte som den første undervisningsminister at give virkelig, virkelig mange millioner til et fjols, som kørte rundt i en folkevognsbus til og fra Indien og andre steder og mente, at han kunne redde verden.
Han hed Mogens Amdi Petersen, og de havde tilfældigvis gået i samme klasse på seminariet.
Undervisningsministeriet havde fuldstændig ignoreret den manipulerende og grådige idiot indtil da, men Ritt Bjerregaard fik startet de mange, mange, mange milliarders overførsel fra vores offentlige system til den største svindler, vi har haft og har i Danmarks historie. Overførslerne fortsætter den dag i dag.
Amdi lever i øvrigt i en super-fæstning a la Ernst Stavro Blofeld i James Bond-filmene, i Mexico og lever af at hjælpe narkokartellerne nu. True Story. Han kan ikke røres. Podcasten Det Hemmeligste Af Det Hemmelige har afdækket det hele for ikke så længe siden. Det er helt, helt vildt.
Nå, men: Ritt Bjerregaard ville også lave en skolereform efter sit besøg i Kina, som også – det skal retfærdigvis siges – var inspireret af hippietiden og dens strømninger. “Det var en anden tid”, som vi hele tiden siger nu om dage.
Fun Fact: Hippietiden gik kort fortalt ud på, at alt eksisterende var noget lort og skulle laves om, uanset om det virkede fint og alle var glade, eller ej. Ned skulle det. Det var ikke neofobi, dvs. angst for alt nyt, men neofili, en stærk tiltrækning eller kærlighed til alt nyt. Søren Pind skrev i en kronik for snart 35-40 år siden, at vi burde sende en kæmperegning til 68’erne. Aldrig havde en generation gjort så stor skade 🙂.
Ritt satte tre unge, nyuddannede akademikere (sådan lidt a la RUC dengang) til at få latterliggjort den eksisterende skoleordning.
Det gjorde de meget, meget effektivt ved at døbe den eksisterende ordning "den sorte skole". Det er jo dét venstrefløjen altid har kunnet: Finde en nederdrægtig betegnelse for nogen eller noget, som de ikke kan lide, og derefter kritisere alle andre for ikke at være seriøse. Smart. Gad vide, hvem de har lært det af? Lenin? Mao?
Og i 2011 skrev to af dem en kronik i Information med overskriften: "Undskyld, men vi vidste ikke, hvad vi gjorde."
I den undskyldte de, at de havde været med til at ødelægge den eksisterende skolereform, der vitterligt virkede godt.
Grunden til, at de syntes, det var en god idé dengang, var, at de jo allerede havde fået den gode uddannelse, hvilket de skrev, at de først nu havde erkendt. De havde fået den stærke og gode begyndelse i skolen. Nu kunne de selv se, når de var ude og tilse skolerne, at lærerne faktisk heller ikke kunne noget.
Det vil sige, at det “geniale” system, de havde været med til at fremelske under Ritt Bjerregaards regime, nu slog igennem for alvor med ødelæggende virkning, fordi lærerne heller ikke havde lært noget. Der er kædeandvar i den slags handlinger, ikke?
Alle disse signaler (kronikken, alle dem, der forsøgte at råbe vagt i gevær, PISA) er blevet ignoreret i alle årene, men nu skal der pludselig gøres et eller andet. Alle vil gerne se ud som om de GØR noget, men INGEN har nogen som helst anelse om, hvad der vil virke. Det er totalt Gæt & Grimasser (en gammel TV-udsendelse, der var populær).
Jeg ved ikke, hvad der er i luften, men det er da dejligt, at alle vil gøre NOGET.
Jeg kan se, at min fantastiske (og det mener jeg) chefredaktører, Lars, i en artikel her har fremhævet, at når de kommer igennem skolen uden at have været udsat for bøger eller noget som helst, så er det da klart, at de heller ikke kan noget senere hen.
Det er en åbenlys sandhed at skærme kan forstyrre. Men.
Der er dog en lille modifikation, nemlig at de for eksempel i Estland bruger skærme langt mere, end vi gør, og at de har langt, langt bedre resultater i PISA-undersøgelserne.
Men lad nu det være. Som altid er der INGEN evidens, kun modestrømninger, inden for Undervisningsministeriets (forkortet UVM) område. Og det ved jeg tilfældigvis, fordi en af mine rigtigt kloge venner engang var med til at lave en stor undersøgelse i alle ministerier for at identificere best practices og andet, der var moderne dengang.
Det eneste sted, hvor de ikke kunne finde data på noget som helst, var i UVM. Når man skiftede var et læsesystem, der hed “Her er en ko, se Ole malke den” til “Mette går i skole i sin brors underkjole” var det fordi… der skulle ske NOGET.
Man har ALDRIG foretaget målinger før, under og efter den slags skift. I har jo også selv kunnet se det gennem årene: Så var det noget med forskellige typer IQ (hvad blev der af dét?), så var det noget med forskellige måder at lære på (hvad blev der af dét?), og så videre og så videre.
Hver eneste gang man skiftede retning eller metode var det bare noget, som en eller anden person havde læst i en amerikansk mode-bog, skrevet lidt om og lanceret som det næste, tekniske fix på området.
Min pointe er, at Ritts skolereform slog igennem i 70'erne. Desværre.
Dengang var det lige ved at ramme mig, da jeg startede i skolen i 1968.
Derfor min store, stærkt provokerende pointe nummer 1: Vi er næsten alle blevet uddannet i et system, der var og er virkelig dårligt.
Og når vi lige pludselig synes, at vores børn er blevet uddannet i et system, der er dårligt, så skal vi lige huske på, at det er vi også.
Jeg startede som sagt i 1968, og det endda på en meget venstresnoet skole i Albertslum, hvor klasselærer Steffen var meget stolt af at være medlem af Venstresocialisterne, et parti, der stærkt hældede til Maos Kina som den ideelle form for kommunisme.
Steffen mødte eksempelvis op helt klædt i sort dagen efter, at vi var blevet medlem af EF, det der nu hedder EU, og så videre og så videre.
Han tegnede også på whiteboarden (det var en meget avanceret skole, den nye Roholmskole), hvordan Viet Cong udmanøvrerede de amerikanske styrker v.h.a. guerillakrigsførelse. Det gik jeg glad hjem og genfortalte for min far, majoren, og SÅ fik jeg en masse information leveret med høj baud-rate og rynkede bryn fra ham, og SÅ kunne jeg jo fortælle det til klasselærer Steffen næste dag, og SÅ…
Nå, men: Vi lærte alle at læse og skrive allerede i 1. klasse, formentlig fordi man stadig brugte den gamle metode. Jeg var nummer 1 i de fleste fag (jeg var underlig og læste hele tiden i stedet for at lege udenfor med de andre, desværre, så det sociale var ikke så udpræget), jeg var altid foran, MEN jeg fik faktisk i både regning og dansk lov til at arbejde forud (fik bøgerne til næste klassetrin, osv), og Steffen lånte mig nogle af hans egne bøger (Paw, Peder Most, osv) for at holde mig beskæftiget. Det måtte man godt dengang. Det virkede. Det er jeg dem evigt taknemmelige for. De var dygtige, de lærte os noget, og så kan de for min skyld være både vegetarer og venstreorienterede 🙂.
Vi lavede vores lektier, skulle op til katederet og stå i kø for at få dem godkendt eller afvist, fordi de var forkerte, og så var det tilbage og prøve igen). Det gjaldt i alle fag, undtagen gymnastik 🙂.
Desværre var man begyndt på det dér åndssvage fag, der hed orientering, i stedet for at man havde rigtige naturfag. Også en hippie-ting. Men skidt. I stedet for at lære biologi, botanik, geografi og andet, så havde vi en serie gruppearbejder, hvor én (mig, fordi de andre mente at jeg skulle straffes) lærte noget om noget ligegyldigt og resten af gruppen intet lærte. Det er jo essensen af gruppearbejde i mange tilfælde.
Min pointe er, at når folk i dag fortæller, at eleverne ikke lærer noget af den ene eller den anden grund, så skal de bare huske på, at hvis man kigger på den husstandsomdelte blå pjece, som alle fik fra Ritt Bjerregaard og hendes ministerium i 1974, så står der stort set ikke noget om, at eleverne skal kunne noget fagligt.
Ingen af os har fået god undervisning siden Ritts reform blev indført. Jeg var dog tilfældigvis virkelig heldig!
Mine forældre syntes ikke jeg lærte nok, heller ikke selvom jeg klarede mig godt på Roholmskolen. Mine forældre var også dybt forfærdede over Ritts reform, og i slutningen af 6. klasse flyttede de mig til Bordings Friskole inde i København, som de havde fået anbefalet af naboen ude i Albertslum.
Og selvom jeg havde været nummer 1 i alle fag i min klasse i Albertslund – og det tør jeg godt erkende nu uden at forfalde til den sædvanlige danske jante-ting, jeg er nemlig 65 år nu – så sagde min mor bagefter, at hun aldrig havde set mig lave så mange lektier som i 7. klasse, hvor jeg kom ind på Bordings Friskole. Jeg skylder dog at sige, at i 6. klasse på Roholmskolen kom Inge ind i klassen, og hun kom direkte fra Japan, hvor hendes far havde været udstationeret for ØK, og HUN var fan’me dygtig efter de år i japansk/international skole. Dér fik jeg kam til mit hår!
På Bordings var de bare et år eller to forud for det, jeg var vant til, da jeg kom derind. Jeg fik aldrig hentet de bedste af pigerne (Mette, Pia, Lotte - I ved, hvem I er), selvom jeg prøvede. Og eleverne på Bordings Friskole var lige præcist ikke fra de privilegerede klasser, som FordomsDanmark ellers så gerne vil vide.
Halvdelen i min klasse i 1974 var skilsmissebørn fra København, og dét var ikke særligt normalt dengang. I øvrigt gik Bertel Haarders børn der, men det gjorde chefredaktøren for Information, Ejvind Larsens, også. Ja, og Børge fra Olsen Banden var blevet bortvist pga. hash-handel. Jørgen Schleimann, der startede TV2, havde også sine unger derinde.
Det var en virkelig god skole. Det er i øvrigt den, som Peter Høeg svinede til i De Måske Egnede. Han gik i klassen over mig, og han fik virkelig tæsk af sine klassekammerater efter udgivelsen af bogen. Han forsvarede sig med, at han jo havde sin kunstneriske frihed og derfor godt kunne skrive alt muligt forkert og opdigtet, også så enkelt-lærere kunne identificeres. Det tog hårdt på et par af dem, fordi han udspyer decideret ondskab mod dem i bogen, og det fortjener han absolut ingen ros for. Et virkeligt godt menneske valgte at flytte meget langt væk pga. bogen. Ham Høeg får ingen ros af mig for den bog. Jeg elskede dog Smilla-bogen.
Så selv dengang var der altså stor forskel på skolerne og på lærernes kvalitet.
På Bordings Friskole havde man for eksempel Danmarkshistorie, Nordens historie og Bibel- og verdenshistorie. Man var vel baseret på de Grundtvig-Koldske principper.
Og i de fag havde man ikke lærebøger.
Grundtvig havde jo fra gammel tid ment, at historie skulle fortælles til eleverne (munden er sjælens spejl), så vi måtte godt sidde og tegne, men vi skulle være stille, mens vi lyttede til, hvad lærerne fortalte os. Vi kunne række hånden op, hvis vi havde spørgsmål.
Jeg kom som sagt ind i 7. klasse.
Men dem, der havde været der siden 1. klasse, kunne både Iliaden og Odysseen nærmest udenad, for det havde de fået fortalt allerede i 1. og 2. klasse, og det på en måde, så de kunne huske det. Lærerne var bare i særklasse.
Med andre ord: Der var også klasseforskel, om jeg så må sige, på skolerne dengang.
Men jeg fik som sagt lov til at prøve den gamle skoleordning, fordi Ritt Bjerregaards reform først trådte i kraft omkring det tidspunkt, hvor jeg skiftede, og på Bordings fortsatte man med at undervise som man altid havde gjort. Tak for det.
Men jeg har en virkelig interessant historie om Ritts reform og den gamle ordnings fortræffeligheder:
En nu pensioneret journalist, Dan Bjerring, der var folkeskolelærer før han blev journalist, fortalte mig for nogle år siden en interessant historie, da vi diskuterede de her ting.
Han havde sin sidste folkeskoleklasse – han var klasselærer og dansklærer for dem – i 1978 på Vesterbro. Han sagde, at det var en socialt set hårdt belastet klasse. De kom fra hjem, hvor der ikke var tradition for at læse og skrive, om jeg så må sige.
Og han besluttede sig til, på trods af Ritt Bjerregaards reform, at undervise dem i 1. klasse efter den gamle ordning.
Ved slutningen af 1. klasse kunne de alle læse og skrive, og han fortæller stadig meget stolt, og med rette, at hans elever stadigvæk takker ham på Facebook for det, han gjorde for dem dengang. Se, dét er evidens.
Så derfor skal vi huske på, at vi stort set alle sammen har gået i en virkelig dårlig skole og ikke har lært noget som helst. Det synes jeg, vi skal huske, før vi peger på alle mulige små tekniske fix, såsom at fjerne skærme, indføre læsecaféer og alt den slags plidderpladder, der foreslås i øjeblikket og uden evidens overhovedet.
Vi skulle måske lige huske på, at der stadig lever mennesker blandt os, der godt ved, hvad der skal til, hvis børn skal lære nok til at have en reel chance. Tag en snak med dem.
I kan læse en masse dokumentation på PISA.org. Det, I skal søge efter, er "Full Disclosure Reports", hvor der også står, hvilket niveau de enkelte lande har valgt for de prøver, deres elever skal igennem. Der får I nok også et chok, for Danmark har altid valgt den laveste kategori, Kina den højeste. Jeg har skrevet om det flere gange, og INGEN har nogensinde reageret. Vi vil ikke vide det. Det går jo godt.
Hvis vi vitterligt mener det seriøst mht. vores børns fremtid, skal vi måske gå tilbage og kigge på, hvad Ritt Bjerregaard – og i virkeligheden Mao – gjorde (af skade, efter min vurdering), og hvad Ritts og Maos efterfølgere har gjort, så Kina nu kan dominere os på alle områder.
Afslutningsvis kan jeg sige, at min far i 1972, da jeg var 11 og stadig gik på skole i Albertslum, havde været til en forældremøde, hvor Steffen - klasselæreren - blev spurgt af min far, hvorfor vi ikke lærte den lille tabel ordentligt? Min far havde selv lært 20-tabellen, der blev kaldt den store tabel, da han gik i præliminær-skole. Vi lærte retfærdigvis faktisk den lille tabel, men ikke så grundigt, som min far ville have det. Klasselærer Steffen svarede, at det nok ikke var så vigtigt, for i fremtiden ville alle alligevel have en lille, smart dims, der kunne regne tingene ud - en såkaldt lommeregner. Min far var RASENDE, da han kom hjem og råbte: “Lommeregnere! Så lærer I jo ALDRIG at tænke selv!”
Den skolereform man lavede her i 00’erne prøvede at kopiere dele fra Canada, Frankrig og andre ikke-kontroversielle lande (og derfor ikke Kina eller Estland), som man kunne se virkede dér, men det hele blev saboteret effektivt af os selv, pussenusse-forældre, de sædvanlige fra lærerstanden, der var vant til at kunne have to jobs i deres arbejdstid, og hvad der ellers har præget os siden 68-oprøret.
Selvfølgelig kunne reformen have virket, hvis der var blevet ro i klasserne, krævende opgaver og øjeblikkelig opfølgning på opgaverne hos alle eleverne. Dét havde man trods alt evidens for i UVM dengang Ritt kom til.
Min Guide Til Top-PISA-resultater (MGTP)
Punkt 1: AI-tutor til alle
Advarsel! Teknisk fix forude: Giv en AI-tutor til alle børnene. Hvis det gøres konsekvent og bakkes op af os alle giver det fuldstændigt fantastiske resultater, som man har set i de store forsøg i Sydkorea.
Vi skal lave de samme, store forsøg, hvor vi finder ud af, hvordan AI kan bruges, så eleverne (og resten af os) vinder, og hvor alle får en bedre skolegang.
Lad IKKE lærerne sabotere det, fordi de ikke ønsker eller gider eller kan lære nyt, ligesom det skete, da vi (totalt fremsynet og klogt) indførte datalære i folkeskolen, og lærerne bare sørgede for, at det døde stille og roligt i løbet af få år. Og nej, lærerne behøver fan’me ikke komme på masser af kurser for at kunne bruge AI intelligent. Send dem en bog om det og kræv, at de tager en certificering eller eksamen i det. Bum.
Punkt 2: Giv lærerne rigtig magt
Giv lærerne magt til at smide de værste elever ud af klassen (over og sidde på rektors kontor, eftersidning, tvungne lektiecaféer efter skoletid, osv). Eller særlige taber-klasser, hvor de værste isoleres, så de ikke generer det store flertal.
Og ja, der er et helt særligt problem i skolen med elever med indvandrerbaggrund. Det er helt forfærdeligt, hvor mange af dem, der er to-tre skoleår bagud, når de går ud, og de forstyrrer alt for mange andre, der gerne vil lære noget. Alle elever kan fortælle om disse typer nu om dage, desværre. Øv.
Man har en masse hårde tal, data og facts om det i UVM, overraskende nok. Merete Riisager prøvede at gøre noget (hun skrev om det på LinkedIn forleden), og man lavede nogle forsøg, der så positive ud. Men det døde også Den Stille Død.
Ingen dårlige undskyldninger mere, tak. Det er ligesom med PISA: Der er for mange tal, der understøtter den logiske konklusion. Ikke flere “hvis det er fakta, så benægter jeg fakta”. På forhånd tak.
Der SKAL gøres noget målrettet ved problemet med de mange med indvandrerbaggrund, der ikke får nok ud af skolen, og vi har overhovedet ikke effektive værktøjer til det.
Der er så sandelig også åndssvage, hvide elever, som pussenusseforældrene overhovedet ikke kan se giver de andre problemer. Jeg har konkrete historier om det fra lærere, og det er jo til at dø af grin over… eller ej.
De hvide elever skal have samme kontante behandling. De skal heller ikke ødelægge det for flertallet. Det skal stoppe. Ellers kan ingen lære ret meget.
Jeg vil hellere isolere de håbløse i særlige taber-klasser, hvor de så lærer lige så lidt som de ellers ville have lært, men hvor de ikke generer alle dem, der gerne vil lære noget, end at jeg vil se os fortsætte ned ad denne 68-Ritt-Mao-inklusions-inspirerede “dirt road”, hvor flere og flere taber i den politiske korrektheds navn.
Jeg gider heller ikke mere alle disse særlige og massive indsatser og ressourcer vi hidtil har forsøgt os med, og slet ikke til taberklasserne, hvis vi laver disse.
Hvis eleverne gerne vil lære noget, og det kræver at de følger reglerne og opfører sig ordentligt, så fint. Ellers kan de lade være. De ved så udmærket, hvad de laver, og de er ikke uskyldige ofre for alt muligt.
Det er muligt, at de altid klynker og vil ses som ofre, hvilket mange af os også gerne vil, og vi har så sandelig prøvet med alt det gode i mange, mange år, og brugt rigtigt mange penge og mennesker på det, men måske er det nu på tide at prøve det modsatte, når det ikke har virket indtil nu?
Punkt 3: Magten tilbage til rektorerne
Giv rektorerne magt til at hyre og fyre lærere og smide elever ud. Afskaf samtidig de dersens Mao-inspirerede regional-råd, hvor de forkerte har magten over de rigtige.
Punkt 4: Fjern al magt fra forældrene
Formindsk forældrenes magt. De skal blande sig uden om. De er velkomne til at betragte deres lille Gy-gy som den klogeste og mest sårbare elev i Folkeskolens historie, men det må de så gøre derhjemme in the comfort of their own home.
Det pjank skal ikke gå ud over alle de andre, inkl. elever, lærere og samfund. Lad dem lave deres egen tutte-nutte-AI-tutor til hjemmearbejdet. I don’t care. Men opfør jer ansvarligt overfor helheden.
Punkt 5: Lad privatskolerne være
Hold fingrene fra de eneste skoler, hvor man stadig kan få kvalitet og slippe af med de værste elever, nemlig privatskolerne. Hvorfor skal vi dog også følge Maos tanker på dette område? Jeg fatter det ikke. Det er ægte dansk: Hvis jeg ikke kan lykkes, så skal de andre heller ikke kunne lykkes.
Alt andet end min 5-punktsplan vil bare være mere makværk, små-reparationer og mode-tendenser uden evidens. Og NU vil jeg meget, meget gerne have jeres reaktioner, meninger og erfaringer på mogensxy@gmail.com, så jeg kan udgive en 2’er af dette kampskrift eller rettere: Denne “Sær-klumme” eller bare “Sære klumme”!
Til allersidst vil jeg bare sige: Undskyld!
PS: Jeg har iøvrigt den husstandsomdelte, blå pjece fra Ritt som pdf (fandt den i mine forældres efterladenskaber, omhyggeligt gemt i en plasticlomme i et ringbind). I er velkomne til at få en kopi. Skriv til mogensxy@gmail.com, hvis I vil forstå, hvorfor I - kære læsere - ikke har lært ret meget, da I gik i skole 🙂. Det er munter læsning.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
