Test: Tre spillerotter til skrivebordet

Tilbehør til pc-spil er ved at blive en rigtig god forretning, og producenterne gør mere ud af de dedikerede spillemus end nogensinde før. Se bare her.

Test: Tre spillerotter til skrivebordet

Både Microsoft, Logitech og Ideazon har helt nye mus på markedet – eller på vej – og pcworld.dk har prøvet at skyde med alle tre. Det kan du læse meget mere om i denne minitest.

Microsoft Sidewinder

Microsoft har gjort en god figur på de seneste års konsolmarked og prøver nu lykken med spillegrej til pc-folket. Igen. For tidligere på året lancerede virksomheden nemlig et samarbejde med spiltilbehørsfirmaet Razer, men mon ikke det lægges på is nu.

Nu genopliver Microsoft nemlig sin egen Sidewinder-produktserie, der ellers har ligget i graven de seneste syv år. Der er dog ikke meget zombie over første skud på stammen.

Første produkt – en spillemus – hedder ganske enkelt Sidewinder og er en helt igennem tidssvarende spillemus med lod-sæt til justering af vægten, makroprogrammering og to ekstra sæt ”fødder”, så du kan tilpasse musens glideevne til det aktuelle underlag.

Musen har optisk lasersensor, og det er muligt at indstille følsomheden helt op til 2000 dpi.
Ganske praktisk. For hvor lynhurtig reaktion er smart i nogle situationer, er det mindre heldigt, at sigtet sprøjter af sted, når du skal sigte med en finskytteriffel. Eller hvis du prøver at ramme ikonerne i Word med musemarkøren.

Følsomheden indstilles direkte på musen via tre små knapper øverst på enheden, og med musesoftwaren kan du selv bestemme, hvilken følsomhed der tilegnes hver enkelt knap. Vi kunne dog godt have ønsket os flere indstillingsmuligheder og mulige indstillingstrin.

På selve musen viser et lille LCD-display den aktuelle følsomhed, hvilket er en skæg detalje. Fuldstændig ligesom de to røde ”udstødningslys” bagerst på musen.

Dertil kommer en nærmest fornærmende ligegyldig ”Quicklaunch”-knap, der blot fungerer som genvej til spillemappen i Windows Vista.

Behagelige at arbejde med

Frem- og tilbageknapperne er af metal og placeret over hinanden på musens venstre side.

Usædvanligt, men rart – og nemt at vænne sig til. Derimod sidder knappen til makroprogrammering så langt fremme, at den er svær at nå for alle andre end dem med tre led på tommelfingeren.

De to primærknapper er behagelige at arbejde med og scroll-hjulet – af metal – er stort og med god modstand.

Musen er højere, længere og mere afslappende at betjene end ærkekonkurrenten G9-musen fra Logitech. Det gør den umiddelbart mere velegnet til kontorbrug.

Hvilket dog ikke ændrer på, at vi herfra stadig bedre kan lide pasformen på ældre musemodeller som Microsoft og Razors Habu-model eller især Logitechs G5. Men prøv selv og døm, før du køber.

Sidewinder glider ikke helt så ubesværet som G9, da vægten skal fordeles over fem små fødder mod G9’s tre meget store teflonflader. Ligeledes kan man forvente, at der over tid samler sig en del skidt mellem fødder og krop (hvilket dog kan fjernes igen).

Det ændrer dog ikke på, at musen med sine mange detaljer og overvejende gennemtænkte udformning er et interessant produkt. Især taget i betragtning at prisen er 200 kroner under nærmeste konkurrent fra Logitech.

Vi savner dog at kunne gemme profiler i hukommelsen, ligesom der er lidt for store spring mellem de mulige følsomhedsindstillinger, og derfor kan vi ikke klemme mere end et firtal ud af posen.

Logitech G9 Laser Mouse

Hvis computerspillere ikke sværger til en Razer-mus, er der en god sandsynlighed for, at de fragger natten væk med en Logitech G5.

Den har imidlertid et par år på bagen, og så må designerne jo finde på noget nyt for at holde dampen oppe.

Resultatet er Logitech Laser Mouse G9, der ligesom Microsofts Sidewinder også har medfølgende vægtsæt og makrosoftware.

Følsomheden kan tilpasses i trin hele vejen fra 200 dpi – hvilket giver ekstrem præcision – og hele vejen op til 3200 dpi, hvor markøren formelig skøjter over skærmen, blot du kigger på musen.

Så ikke blot er G9s maksimale følsomhed højere end Sidewinders 2000 dpi, du kan også gemme hele fem forskellige følsomhedsindstillinger (mod Sidewinders tre). Desuden er her langt flere valgfrie følsomheds indstillinger end på konkurrenten.

G9 kan også gemme en række ”profiler”, der defineres via den medfølgende software. Det er smart, fordi du på den måde lynhurtigt kan skifte mellem et antal basisindstillinger, foretrukne følsomheder og knaptildelinger afhængig af, hvilke spil eller programmer du skal bruge musen sammen med.

Rigtig snedigt er det imidlertid, at eftersom profilerne gemmes i musens egen hukommelse, behøver du ikke installere noget som helst for at kunne anvende de gemte museprofiler på en anden maskine end den, du normalt bruger.

Vi kan også godt lide de tre store teflonfødder. De sikrer nemlig, at musens (og håndens) vægt distribueres over et stort areal med deraf følgende lave gnidningsmodstand og gode glid, selv på en almindelig træbordplade.

Som kuriosum er G9 også udstyret med Logitechs såkaldte ”Microgear”, der sætter rullerullet i frigear. Praktisk til arbejdsformål, men for upræcist til spil, hvor man gerne skal kunne mærke klikkene for eksempelvis at skifte våben. Man kan dog selv slå gearet til eller fra via en knap under musen.

Droppet den traditionelle høje musefacon

Funktionaliteten er altså til UG med kryds og slange. Designet er derimod en anden snak. Logitech har nemlig droppet den traditionelle høje musefacon til fordel for en mindre og fladere form.

Dette kan du selv ændre lidt på ved at udskifte den skal, der sidder på fra fabrikkens side, med en medfølgende sekundær skal.

Musens lidenhed og flade grundform inspirerer imidlertid til, at man udelukkende kun styrer den med fingrene. Hvilket mange spillere foretrækker grundet den øgede præcision.

Desværre øger denne arbejdsform formentlig risikoen for seneskedehindebetændelse ved heldagsbrug, så skal du have en G9, er det nok klogt at supplere med en mere ergonomisk model til kontorarbejdet.

At de udskiftelige skaller giver musen et mystisk knæk i profil og ”pasform” tæller heller ikke op i karaktergivningen. Men heller ikke mere ned, end at vi ender på et femtal.

Reaper Edge

Ideazon hører til blandt tilbehørsbranchens mindre spillere, men ikke desto mindre har virksomhedens spændende Zboard vundet hævd i flere sammenhænge (og der er snart en endog meget spændende efterfølger på vej).

På musefronten er det testede produkt – med det drabelige navn Reaper Edge – virksomhedens anden lancering. Faktisk er musen så ny, at vi endnu ikke kender den danske pris. Men baseret på den vejledende britiske på knap 50 pund, kommer den formentlig til at ligge på cirka 600 kroner.

Som testens to øvrige deltagere er her tale om en kablet mus med lasersensor og justerbar følsomhed, ligesom Logitech G9 på helt op til 3200 dpi. Det er nok de allerfærreste, der faktisk kan mærke forskel på 2000 og 3200 dpi, men her man i hvert fald muligheden.

Her er dog ingen medfølgende lodder, så musens vægt kan der ikke pilles ved.

Designet er mere afrundet konservativt end på de to futuristiske konkurrenter – og det kan i hvert fald undertegnede rigtig godt lide. Overfladen er højglanspoleret plastik med underliggende slangeskindsmønster. Siderne er matte med gummibelægninger på venstre flanke.

Her er heller ikke så mange knapper at fare vild i. Ud over de to primærtaster, to sideknapper og et klikbart scrollhjul finder vi kun én knap til justering af følsomheden (hvor de andre mus havde to eller flere).

Det er lidt i underkanten, da man på den måde ikke kan justere op og ned af skalaen med et enkeltklik, men må gennempløje op til fire følsomheder for at skifte en tak ned.

Programmet er for basalt

Man kan dog vælge at lade knappen skifte mellem kun to følsomheder. Det er naturligvis en løsning på problemet, om end det virker lidt som en eftertanke.

Af andre anker skal nævnes, at sideknapperne sidder en anelse for langt fra hinanden til, at det er rigtig komfortabelt.

På softwaresiden er der ganske vist en række muligheder for at justere følsomhed og markørhastighed, ligesom man kan lave basale makroer.

Desværre er programmet både for basalt og for ikke-intuitivt til, at man føler sig hjemme. Det lykkedes eksempelvis aldrig for undertegnede at gemme de definerede profiler (hvilket – ligesom på Microsoft-musen – i øvrigt kun kan finde sted i softwaren, ikke i musen).

Samtidig er både den trykte og den elektroniske manual alt for overfladiske til at være til nogen rigtig hjælp, og der er heller ikke megen assistance at hente på hjemmesiden. Men det kan naturligvis komme.

På hardwaresiden er Reaper Edge således et godt, veldesignet og troværdigt bud på en klassisk udformet spillemus med maksimal følsomhed. Og er du ikke til alt for moderne og kantede design, er Reaper Edge nok et bedre valg end både Microsofts Sidewinder og Logitechs G9.

På den anden side er både musens funktionalitet, software og dokumentation under lavmålet, og derfor sniger karakteren sig ikke over et tretal.

Galleri: Sammenligning af størrelser




IT-JOB

Riskpoint A/S (Riskpoint Solutions Limited)

IT Compliance Coordinator

IT Forum Gruppen

IT-systemkonsulent
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

14. maj 2025 | Læs mere


Computerworld Summit 2025, København – AI transforming business

Årets uomgængelige konference for dig, der er med til at træffe beslutninger om din organisations teknologiske fremtid, og vil have det samlede overblik over aktuelle tendenser i IT-branchen.

27. maj 2025 | Læs mere


Årets CIO 2025

Vi skal finde Årets CIO 2025 og den kvinde eller mand, som i et helt år kan bryste sig af at være landets bedste CIO.

03. juni 2025 | Læs mere