HP får elendig GPS-debut

HP’s første rigtige GPS-navigator, iPAQ 314, ser godt ud på papiret, men skuffer i vores test. Læs her hvad der er galt med navigatoren.

Artikel top billede

HP får elendig GPS-debut

For ikke mange år siden sad der en HP iPAQ 2210 i rigtig mange forruder på danske biler.

HP formåede nemlig at bringe avanceret GPS-navigation ud til folket med en pakke bestående af PDA, kabel-GPS og TomTom-software. Prisen var 4.000 kroner, og det gav enorm succes.

Siden har de dedikerede GPS’er overtaget markedet fra PDA-løsningerne, og så røg HP ud af GPS-markedet. Først nu forsøger de sig igen med en egentlig GPS-navigator, der som den første i den nye iPAQ-serie er kommet ud i de danske butikker.

HP iPAQ 314 har nogle pæne specifikationer, og vi så meget frem til at teste GPS'en, da vi hørte om den første gang. Men vores forventninger blev desværre ikke indfriet.

Pæn indpakning

HP iPAQ 314 har en 4,3 tommer stor skærm med en flot opløsning på hele 800x480 pixels (WVGA). Den har Bluetooth til håndfri mobil, to gigabyte hukommelse og mulighed for at udvide med SD-kort.

Maskinen fylder 18,2 x 110,2 x 86,8 millimeter og vejer 187 gram. Det er alt sammen ganske udmærket og efterhånden standard.

Hvad der til gengæld ikke er helt ordinært er den indre bestykning. På hardware-siden har HP nemlig smidt en processor på hele 600 MHz i iPAQ’en.

Normalt betyder hastighed ikke det store på GPS’er, hvor 400 MHz hidtil har været det højeste, vi er stødt på. Men flere MHz skulle naturligvis gøre ruteberegningerne endnu hurtigere.

Kan synkronisere kontakter fra Outlook

På software-siden har HP brugt en Windows CE-platform og udbygget den med sin egen brugergrænseflade.

Det giver flere avancerede muligheder, hvoraf en af de mere interessante er muligheden for at synkronisere sine kontakter fra Outlook og derefter bruge adresselisten til at navigere efter.

Derudover er der også multimedieprogrammer, så man kan høre musik fra SD-kortet eller – og det er mere utraditionelt – se billeder og video på den flotte skærm.

Det er naturligvis både farligt og ulovligt at se video, mens man fører bilen, men har man ikke brug for GPS’en, når man kører på besøg hos bedsteforældrene, så har man da lidt underholdning til børnene på bagsædet, hvis man da husker at fylde op med tegnefilm på et SD-kort, inden man tager hjemmefra.

Uforståelige kommandoer

HP’s egen software fungerer ganske udmærket, men så stopper roserne fra vores side. For så snart man trykker på Naviger, så går det galt.

Navigationsprogrammet har HP ikke selv udviklet, men købt ude i byen. Vi er før stødt på det samme program i andre GPS’er, blandt andet et par billige Kina-modeller, og ligesom det ikke var en fornøjelse på dem, så var det heller ikke godt på HP iPAQ 314. Til gengæld var kortene fra TeleAtlas helt up-to-date.

De talte instruktioner var meget robot-agtige og unaturlige. Ja, faktisk lød damestemmen (der ganske sigende har fået navnet Gurli v. 1.1) næsten lidende, når hun gav sine ordrer.

Samtidig undrede vi os gevaldigt over nogle formuleringer, som eksempelvis: ”Du overskrider farthastigheden” og ”Om 100 meter: Tag den svage til højre”, ligesom vi er ret uenige i, at hverken Holbækmotorvejen eller Køge Bugt-motorvejen er landeveje, selvom hastigheden sjældent kommer over de 80 km/t.

Hvad begrebet ”farthastigheden” dækker over, ved vi ikke præcist, og det tog os faktisk et stykke tid, før vi fandt ud af, at ”den svage” betød, at man skulle lægge sig i den højre svingbane.

Gammel og dårlig navigationsmotor

Man kan naturligvis grine lidt ad den slags småting, men det holder man hurtigt op med, når man opdager iPAQ’ens absurde forkærlighed for u-vendinger.

Hvis man ikke gør præcis, som den anviser, så vil den blive ved med at forsøge at få dig tilbage på den oprindeligt planlagte rute i stedet for at planlægge en ny.

Det gør iPAQ’ens brugsværdi endnu mindre. Hvis man hører om en kø eller et uheld i trafikradioen og derfor afviger fra sin rute, så forventer man, at den hurtigste GPS på markedet lynhurtigt beregner en ny rute og ikke bare demonstrativt insisterer på at få dig tilbage på det gamle spor.

Det vidner desværre om, at den navigations-motor, som driver iPAQ’en, er både gammel og dårlig. Og pudsigt nok så led de oprindelige iPAQ 2210 med TomTom-navigation af det samme problem... for fire år siden.

Ubrugelige interessepunkter

At programmet har et par år på bagen fik vi også bekræftet, da vi forsøgte at bruge den indbyggede database over interessepunkter (POI’er).

HP reklamerer med, at der er flere millioner, men databasen er mildest talt ikke opdateret. Samtidig måtte vi opgive at bruge POI’erne til at finde et hotel i en bestemt by og andre sædvanlige opgaver.

For at sætte prikken over i’et, så oplevede vi flere gange under vores test, at maskinen gik i sort, og vi måtte trykke på den lille Reset-knap for at få liv i dyret igen.

Vores test af HP iPAQ 314 var desværre ikke nogen udpræget fornøjelse, men der er håb forude. For selve maskinen er faktisk rigtig lækker, og den software-skal, som HP har lagt oven på Windows CE 5.0 fungerer ganske udmærket.

Men navigationsprogrammet skal skiftes ud, hvis HP skal gøre sig forhåbninger om at få mere end de tre stjerner, som HP iPAQ 314 får tildelt.

Læses lige nu

    Annonce

    Banedanmark

    ERTMS Test Manager

    Københavnsområdet

    AL Sydbank

    Afdelingschef til IT Servicedesk

    Københavnsområdet

    Capgemini Danmark A/S

    Strategy & Transformation Consultant

    Midtjylland

    Annonceindlæg fra Cognizant

    AI er ikke problemet. Eksekvering er.

    Der bliver investeret massivt i AI. Teknologien er mere tilgængelig end nogensinde, og ambitionerne er høje. Alligevel oplever mange virksomheder, at resultaterne udebliver.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
    Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Kristoffer Hyltoft Overlund som Consultant ERP. Han skal især beskæftige sig med understøtte vores kunders forretning og vækstambitioner. Han kommer fra en stilling som Salgskonsulent hos D´Wine. Han er uddannet hos Aalborg Universitet hvor hvor han har taget en cand.it, IT-ledelse. Nyt job

    Kristoffer Hyltoft Overlund

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Nanna-Louise Aae Kudahl som Project Manager. Hun skal især beskæftige sig med drive vores Business Central-projekter i samarbejde med resten af sine nye kollegaer i ERP. Hun kommer fra en stilling som Product Manager hos KMD A/S. Hun er uddannet på Aalborg Universitet i kommunikation og Digitale Medier og har en kandidat i IT-ledelse. Nyt job

    Nanna-Louise Aae Kudahl

    Norriq Danmark A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Sarah Strøyer Hove som Consultant ERP. Hun skal især beskæftige sig med de nyeste teknologiske muligheder sammen med forretningsprocesserne. Hun kommer fra en stilling som Business Controller hos NGI A/S. Hun er uddannet hos Professionshøjskolen UCN som markedsføringsøkonom og International Handel og Markedsføring. Hun har tidligere beskæftiget sig med lager og logistik. Nyt job

    Sarah Strøyer Hove

    Norriq Danmark A/S