Flyt nettet over på dit skrivebord

Ny teknik svejser kendte programmeringssprog sammen i små og gratis programmer, der kan ligge på dit skrivebord. De trækker på nettets fordele, men virker også offline. Prøv den nye teknologi her.

Flyt nettet over på dit skrivebord

Fremtiden ligger ikke kun i webbrowseren. Det mener Adobe, som er klar med teknologien AIR, der samler det bedste fra nettet i små programmer på dit skrivebord.

AIR skulle måske hellere hedde Blender, for den blander alle nettets kendte programmeringssprog som HTML, Flash, Java og Ajax til en stor omgang avanceret kommunikationssuppe.

AIR står for Adobe Integrated Runtime, men hvordan fungerer det egentligt?

For at får svar på det spørgsmål, møder vi Mike Downey i København, hvor amerikaneren er på et kort besøg.

Med i bagagen har han en lang karriere i det kendte Macromedia, der lancerede Flash og siden blev en del af Adobe. I dag skriver han Group Manager of Platform Evangelism på visitkortet, og hans speciale er AIR.

- Teknologien vil ikke erstatte browseren. Men vi mener, at AIR giver nogle webprogrammer langt flere sofistikerede muligheder, som eksempelvis at køre indhold offline, siger Mike Downey.

I øjeblikket er AIR i sin tredje betaversion, men Mike Downey forventer, at programmet er parat i version 1.0 senere på året, og det kan vende lidt op og ned på din normale web-surfing.

Ligegyldigt med styresystemet

Kort fortalt lader AIR programmører flette forskellige kendte teknikker fra nettet sammen i et program. Det kører uafhængigt af platform, og derfor er det ligegyldigt, om du kører Mac eller Windows.

Det betyder heller ikke noget, hvilke versioner af et styresystem, du bruger. Oplevelsen vil være den samme. Senere på året vil Linux også være understøttet.

En af fordelene ved teknikken er, at programmerne også virker, selv om de er offline.

Det betyder på sigt, at du eksempelvis kan booke en flyrejse eller sætte ting til salg på onlineauktionen eBay, selv om du ikke er på nettet. Ligeså snart du får forbindelse, vil computeren foretage den handling, du har bedt den om.

Billedbehandling on og offline

Adobe er også på vej med det længe ventede Photoshop Express, der bliver en gratis online udgave af det populære billedredigeringsprogram.

Mike Downey forklarer, at der kommer en AIR-version af programmet, og det betyder, at du kan arbejde offline med billedbehandlingen, og så snart du er online, får du nye muligheder.

Det helt store spring er dog, at programmerne ikke længere er bundet til bestemte styresystemer:

- Som tiden går, bliver styresystemer stadig mindre relevante. Det betyder ikke rigtig noget efterhånden, og det er nettet, som har ændret det. Jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke længere er afgørende, hvilket styresystem jeg kører. Og det bliver browsere og teknologier som AIR, der vil gøre det muligt, siger Mike Downey.

Prøv Adobe AIR gratis her

Allerede nu kan du prøve teknologien, selv om det er sparsomt med programmer, der understøtter Adobe AIR i dens nuværende betaform.

For at kunne køre de små programmer, skal du have Adobe AIR installeret. Det finder du her.

Herefter er det bare om at slå sig løs på denne side, hvor Adobe har oplinet en håndfuld programmer.

Nogle af de mest interessante er:

Drag’n’Share

Bruger du Google Dokumenter? I så fald er her et genialt værktøj. Via Drag’n’Share kan du ganske enkelt få uploadet dine dokumenter uden at bruge en browser. Du trækker dem bare ind i programmet, og så har du gemt dem på Google Dokumenter.
Download det her.

Bee

Hvis du har en blog baseret på Wordpress, får du med Bee et nyt interface. Det mest interessante er, at du kan skrive dine indlæg offline og derefter få dem online, når du har en forbindelse.
Download det her.

Programmerne er især ment som eksempler og inspirationskilde til udviklere, der kan få et indblik i, hvad teknologien Adobe AIR egentlig kan præstere. Almindelige brugere er dog velkomne til at prøve programmerne og få fornemmelsen af den nyeste teknologi.

Når version 1.0 er på gaden, kan vi vente at se mange flere programmer, der understøtter Adobe AIR. Desuden er der planer om at lancere Adobe AIR på mobilen, og det forventer Mike Downey sker i løbet 2008 eller til næste år.

Læses lige nu

    Netcompany A/S

    Microsoft Operations Engineer

    Københavnsområdet

    Netcompany A/S

    Linux Operations Engineer

    Midtjylland

    Politiets Efterretningstjeneste

    PET søger nysgerrig og udviklingsorienteret IT-infrastrukturtekniker

    Københavnsområdet

    Event: Årets CISO 2026

    Sikkerhed | København

    Vi glæder os til at løfte sløret for flere detaljer til denne konference. I mellemtiden kan du tilmelde dig og dermed have tidspunktet reserveret i din kalender.

    22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Jonas Kyhnau som Seniorkonsulent. Han skal især beskæftige sig med at rådgive virksomheder om HR digitalisering og implementering af SAP SuccessFactors og SmartRecruiters. Han kommer fra en stilling som Seniorkonsulent og PMO lead hos Gavdi. Han er uddannet Cand.merc Human Resource Management fra Copenhagen Business School. Han har tidligere beskæftiget sig med med Onboarding, Employee Central (Core HR). Nyt job

    Jonas Kyhnau

    Pentos

    Infosuite A/S har pr. 1. marts 2026 ansat Henrik Sandmann som Chief Operating Officer (COO). Han skal især beskæftige sig med drift, produktudvikling og skalering, herunder også procesforbedringer og udnyttelse af AI og nye teknologier. Han kommer fra en stilling som Program Director hos ADMG ApS. Han er uddannet cand. scient i datalogi og har derudover en MBA indenfor strategi, ledelse og forretningsudvikling. Nyt job

    Henrik Sandmann

    Infosuite A/S

    Renewtech ApS har pr. 1. marts 2026 ansat Emil Holme Fisker som Customer Service Specialist. Han skal især beskæftige sig med at levere høj kvalitets kundeservice og hjælpe Renewtechs kunder med at få de rette løsninger til deres behov. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Camro A/S. Han er uddannet som salgselev hos Camro A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med at udvikle gode kunderelationer, opsøgende salg og udvikling af salgsaktiviteter. Nyt job

    Emil Holme Fisker

    Renewtech ApS