Der er næppe nogen journalister, der har gidet at undersøge, hvilke kommercielle rettighedsaftaler, som gælder for andre nationale fodboldforbund. Man kan jo skrive til nogle af dem, hvis man gerne vil undersøge sagen nærmere.
Når alle profspillerne står sammen, handler det om, at det angiveligt er ret mange penge, som spillere med personlige sponsoraftaler går glip af, hvis DBU får deres vilje. Og hvis ikke profspillerne i Spillerforeningen står sammen, vil topspillerne på landsholdet jo heller ikke ha' noget incitament til at "sympatistrejke", hvis profspillere på lavere niveau en dag skulle havne i en konflikt med DBU.
Denne artikel opsummerer tingene lidt:
https://www.avisen.dk/overblik-konflikten-mellem-dbu-og-landsholdet_514061.aspxForholdet mellem DBU og Spillerforeningen har været anspændt siden 2015, hvor det endte med en voldgiftssag - og det blev forværret yderligere, da kvindelandsholdets arbejdsvilkår og bonusser skulle forhandles for få måneder siden. Dette endte som bekendt med, at Danmark sendte afbud til en kvalifikationskamp.
Om spillerne er grådige eller ej kræver efter min mening grundig indsigt i sagen. Men overordnet set er det spillernes ret at organisere sig, som de vil. DBU spørger jo heller ikke spillerne om lov, før de som arbejdsgiver indgår en sponsoraftale med et firma. Nu er problemet så, at spillernes personlige sponsoraftaler kommer i konflikt med DBUs sponsoraftaler.
Hvis DBU eller andre ikke kan leve med dét, må de rekruttere spillere uden for Spillerforeningen, hvilket hovedsageligt vil sige amatørspillere. At insistere på at spillerne bør stille op for landsholdet uanset hvad, fordi "det er en ære at spille for Danmark" er noget misforstået ævl, som ikke gi'r mening i en professionel sportsverden, hvor deres respektive klubber har mange millioner på spil. Hvis man vil bevare landshold under disse vilkår, må man forholde sig til virkeligheden.