I 100 år har antallet af børn på døgninstitutioner været konstant. En procent af de danske børn, eller cirka 15.000 børn, bor ikke sammen med deres forældre. I sig selv skræmmende, at vi i Danmark ikke evner at mindske antallet af anbringelser uden for hjemmet.
Det kan vi dog ikke løse i it branchen - men vi kan som branche give disse børn en mulighed for at bryde deres familiemønster, lige så vel som at vi kan være med til at cementere, at disse børn aldrig kommer længere end deres forældre, der ofte selv har været anbragte som børn. Ja faktisk kan vi, hvis vi som branche ikke gør noget aktivt, være med til at stille anbragte børn i dag væsentlig dårligere end deres forældre.
Hvorfor nu det? Det er ret simpelt. De af jer, der har børn over 8-10 år, ved, at computeren og mobiltelefonen næst efter vennerne og familien er det vigtigste i et barns sociale liv. På Facebook, Twitter osv. mødes man, når man ikke er sammen fysisk. Det er her, hemmeligheder udveksles, og det er her, man aftaler, hvornår man skal være sammen.
Ud over computeren som et uundværligt redskab i forhold til det sociale liv for børn og unge i dag, bliver den også i hastigt stigende omfang brugt aktivt i skolen. Der skrives opgaver på den, ligesom kommunikationen mellem lærer og elev samt forældre og lærer sker via skolens intranet.
På mine egne børns skole er sedler afskaffet, og der kommunikeres udelukkende over intranettet. Det betyder blandt andet, at der i min husstand, som tæller fire hjemmeboende børn, befinder sig fem bærbare computere.
De fleste tror sikkert, at det er en naturlig del af et børnehjemsophold, at man har passende adgang til en computer, hvis man ikke ligefrem får en tildelt, når man bliver indskrevet. Sådan er det ikke. Som udgangspunkt er mobiler og computere et privat anliggende, som man forventer, forældrene til det anbragte barn betaler - forældre, hvis børn i 43 procent af anbringelserne ifølge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) er anbragt på grund af vanrøgt.
Sandsynligheden for, at de børn får en computer hjemmefra, er lille. Resultatet er ofte, som jeg fik demonstreret på en institution for 16 unge piger, at der står én forkølet stationær computer med langsom internetforbindelse i dagligstuen.
Disse børn kunne, hvis de havde deres egen computer, etablere et socialt rum med børn fra almindelige familier. De kunne lave deres lektier og kommunikere med skolen på lige fod med deres klassekammerater. De kunne i det hele taget blive digitalt inkluderet på en måde, som kun it kan - ligesom de ved fravær af digitale muligheder bliver ekskluderet på en måde, der er voldsommere nu end nogensinde, fordi venskaber og læring i dag fordrer adgang til computere.
Helt ærligt, it-branche: Kunne vi ikke sammen arbejde for, at Danmarks anbragte børn får lige digitale muligheder? Det må da være en af branchens fornemmeste opgaver - udover at tjene penge - at stimulere social mønsterbrydning gennem it.
Vil vi ikke hellere være kendt for at være en branche, der øger frem for mindsker anbragte børns muligheder til at bryde mønsteret?
Lisbeth Zornig Andersen er formand for Børnerådet og er it-strategisk rådgiver i konsulentfirmaet TestHuset A/S.
