Så kom spørgsmålet (og det kom fra Algeriet): Hvorfor har Danmark stadig ikke en børneombudsmand?
Svaret kommer inden klokken 13, tror jeg. Lige nu bliver der stillet en række spørgsmål af de 17 medlemmer af FN's internationale børnekomité.
Ovenstående er et uddrag af min otte timer lange Facebook-dækning af FN's internationale børnekomité-eksamination, som den 20 mand store regeringsdelegation var igennem i Geneve den 24. januar i år.
Børnerådet havde dagen inden annonceret, at jeg ville dække dagen på Facebook, og at man dagen igennem kunne kommentere og stille spørgsmål til mig. Og det var der mange, der gjorde.
Fulgte mine opdateringer
Umiddelbart troede jeg, det 'kun' ville være folk med interesse for børn, der fulgte mig.
Men lidt op ad dagen blev jeg ringet op af flere journalister, der fortalte, at de sad og fulgte mine opdateringer for at fange nyhederne så hurtigt som muligt.
De kunne også se, hvornår jeg havde pause, så de kunne kontakte mig direkte i det tidsrum.
Og i en af pauserne fik jeg så også at vide, at ministeriernes folk hjemme i Danmark sad og fulgte med, fordi de på den måde kunne holde sig orienterede om, hvordan delegationen svarede for sig.
Det var jo helt fantastisk. Alle følte sig konstant opdaterede, og jeg fik dels lavet et referat og dels formidlet holdninger sammen med fakta, hvilket er der, hvor politik bliver virkningsfuld.
Og det har virket, tror jeg. Vi er i februar nu, og S og SF har allerede bedt regeringen stille forslag om etablering af en børneombudsmandsfunktion. Jeg tror ikke, Facebook har været udslagsgivende alene, men muligheden for inddragelse og umiddelbar opdatering tilgængeligt for alle har helt sikkert forceret og kvalificeret processen.
Det digitale tingsted
Dette er bare ét eksempel på, hvordan dansk politik er rykket ind på det digitale tingsted, Facebook.
Nu nærmer vi os et folketingsvalg, og jeg gætter på, at alle politikere er i gang med at afprøve Facebooks muligheder i forhold til at føre valgkamp. Og tanken er slet ikke tosset. Jeg tror som sagt på, at man via Facebook kan påvirke holdninger og sætte dagsordener.
Men jeg har også erfaret, at det kræver overholdelse af et par dogmeregler.
For eksempel er det helt afgørende for, at jeg gider at følge en politiker, at jeg kan mærke mennesket bag tasterne. At han eller hun deler ud af sig selv og sit liv som menneske og privatperson og ikke bare er en meningsmaskine, hvor jeg ikke er sikker på, om det er studentermedhjælperen, der sidder og opdaterer på politikerens vegne.
For det er det, Facebook kan, når det bruges rigtigt. Give en følelse af nærhed mellem mennesker, selvom vi fysisk ikke er sammen. Og med nærhed kommer muligheden for at præge hinanden, som vi gjorde det engang på tingstedet eller omkring lejrbålet. Og vi har faktisk nogle politikere i Danmark, der er gode til det.
Mai-Britt Iversen, rådmand i Aalborg, er en af dem. Anne Marie Geisler Andersen er en anden, der på meget troværdig vis blander mennesket og politikeren.
Prøv at tjekke deres Facebook-sider. Og tjek også gerne min private - eller endnu bedre - bland dig i mine diskussioner. Det kan jeg og måske andre kun blive klogere af.
Lisbeth Zornig Andersen er formand for Børnerådet og er it-strategisk rådgiver i konsulentfirmaet TestHuset A/S.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
