Linux er den eneste egentlige trussel mod Microsofts stadig voksende dominans på markedet for styresystemer til servere. Det viser en ny undersøgelse fra IDC, skriver IDG News Service.
Microsofts andel på markedet for styresystemer til servere er steget fra lige under 42 procent i 2000 til næsten 49 procent i 2001, viser undersøgelsen.
På klientsiden steg Microsoft i forvejen massive markedsandel fra lige under 92 procent til 93 procent i 2001.
IDC peger på, at Microsofts fortsatte vækst på markedet skyldes licens-politik, samt at selskabets kunder traditionelt vælger at skifte fra et ældre Microsoft-produkt til et nyt, når tiden er moden.
Svagt voksende marked
Overordnet voksede markedet for styresystemer til servere med 0,7 procent fra 2000 til 2001. Størstedelen af væksten kom indenfor salg af licenser til klient-styresystemer.
Linux var i 2001 det næstmest udbredte styresystem til servere efter Microsoft med en markedsandel på 25,7 procent, viser undersøgelsen.
Novell's Netware stod for 11,7 procent, mens Unix-systemer havde en markedsandel på 11,6 procent. Andre produkter tegnede sig for de resterende to procent.