Hitman2 for voldsom til amerikanerne

De amerikanske tv-stationer har nægtet at bringe tv-reklamer for det danske lejemorder-spil Hitman2 på grund af for meget sex og vold. Stationerne har nu indvilget i at bringe en ny og blidere version.

Lejemorderen med kodenavnet 47 i det dansk-producerede lejemorderspil Hitman2 er for voldsom en mundfuld for de amerikanske tv-stationer.

I hvert fald har en lang række af de amerikanske tv-stationer nægtet at bringe den første reklame for Hitman, der ellers skulle have kørt i æteren i sidste uge.

Tv-stationerne mente, at der var for meget udpenslet vold og sex i tv-reklamerne.

Lidt for realistiske

Desuden mente flere af tv-stationerne, at tv-reklamerne så lige lovlig realistiske ud, og at de mindede så meget om virkeligheden, at det kunne bringe svage sjæle i tvivl om, hvorvidt det drejede sig om spil eller virkelighed.

Og netop den forskel er ikke uvæsentlig i netop disse dage, hvor mange af de amerikanske tv-stationer bruger anseelige mængder sendetid på live at følge politiets jagt på en rigtig snigskytte, der spreder frygt og rædsel i visse amerikanske delstater netop nu.

Ingen sammenligning

Hitman rammer amerikanerne

Viceadministrerende direktør i Hitman2-producenten IO Interactive, Morten Borum, afviser dog enhver sammenligning mellem Hitman2 - hvor lejemorderen opsnuser og fra ofte lang afstand skyder skurkene med en riffel - og USAs virkelige snigskytte.

- Hitmanspillet handler jo om en lejemorder i et James Bond-univers, og han skyder ikke på uskyldige mennesker som snigskytten i USA. De to ting har intet med hinanden at gøre. Enhver sammenligning ville være absurd. Tv-stationerne syntes simpelthen bare, at reklamen var lidt for grov, siger han.

Morten Borum peger på, at IO Interactives amerikanske reklamebureau har kørt en bevidst strategi, hvor spillet er blevet profileret lige på stregen med heavy metal-musik og voldsomme scener.

Det skabte nemlig ekstra opmærksomhed på de amerikanske internet-mødesteder for spilfolket, da tv-stationerne nægtede at bringe reklamerne.

Og da det var sket, sendte reklamebureauet prompte en ny og blidere version af tv-reklamen afsted, som de fleste tv-stationer uden videre sendte i æteren.

Skal skabe opmærksomhed

- En reklamekampagne handler jo om at skabe opmærksomhed, og man må sige, at Hitman2 har fået masser af opmærksomhed på den her baggrund. Vores amerikanske reklamebureau kender jo det amerikanske marked og har fået lov til at køre det hele selv. Vi er ganske godt tilfredse, siger Morten Borum.

Hitman2 har da også solgt pænt i både USA og andre lande, siden spillet kom på gaden, fortæller han.

- Vi ligger lige nu som nummer et på flere charts i både USA og England på flere platforme. Det går over al forventning, siger han.

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Allan Hougaard, der arbejder med softwareudvikling og -arkitektur hos Sparinvest, har pr. 30. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Allan Hougaard

Sparinvest

Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

Anne-Sofie Andreasen

Elbek & Vejrup A/S

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

Ronni Randrup

Netip A/S

Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Lars Erik Larsen

Jyske Bank