Svar udbedes, Thomas Madsen-Mygdal

Han mener, at IT-branchen burde nedlægge sig selv. Han omgiver sig med ildsjæle og står på trapperne til næste karriereskridt efter det vilde IT-ridt i 1990'erne. Mød stifteren af IT-messen Reboot, Thomas Madsen-Mygdal, der her svarer på spørgsmål fra Computerworld Onlines rodekasse.

- Hvad har du brugt mest tid på at tænke over det seneste døgn?

- Jeg har nok mest tænkt på, at der i denne måned er sammenfald mellem fire eller seks forskellige projekter, som jeg har arbejdet på i et halvt år. Det er blandt andet Reboot og en ny portal for Dansk Golf Union, der går i luften i denne uge. Så jeg synes ikke, at jeg lever det liv, som jeg synes, at jeg burde leve i den her måned.

Det er på tidspunkter, som det her, at jeg kommer til at tænke på, at det hele hænger sammen. Mange af de ting, som Reboot handler om, går igen i det, som vi prøver med Dansk Golf Union. Og alle de emner, der er på Reboot i år, hænger på en eller anden måde sammen. Der begynder at ske en masse ting, som jeg ikke rigtigt kan se, hvor ender henne, men der er i hvert fald en energi, det lidt svarer til den, der var i "gamle dage".

- Hvad har været ugens vigtigste opgave for dig?

- Det er nok at få alle de sidste detaljer omkring Reboot på plads. Vi er ved at låse programmet fast, så vi helt ned på minuttal ved præcist, hvad der kommer til at foregå. Vi har haft en masse workshops med en masse mennesker om, hvordan vi skulle gøre det i detaljer. Reboot bliver i år lidt en kombination af det format, som vi havde de første fire år og det open space-format, som vi havde sidste år. Det virker, som om vi er ved at finde den endelige form for, hvordan sådan et arrangement skal være.

  • Thomas Madsen-Mygdal.
  • 25 år.
  • Samlevende med Rikke.
  • Direkte relateret til Thomas Madsen-Mygdal, der var statsminister for Venstre fra 1926 til 1929.
  • Selvlært inkubator og iværksætter.
  • Siger selv, at han er på orlov fra handelsgymnasiet på ottende år.
  • Som 17-årig medstifter af én af Danmarks første kommercielle internetvirksomheder, Mondo, 1995.
  • Medstifter og direktør af konsulentvirksomheden Radiator, 1996-1999.
  • Stifter af Macplanet og Winplanet 1996-1998.
  • Medstifter og producer af Reboot fra 1998.
  • Weblog: www.commonme.org.
  • I dag direktør og ejer af forskellige konsulent- og katalysatorprojekter.
  • Det bliver markant nemmere at arrangere Reboot for hvert år, der går. Det har vel lidt at gøre med, at vi er ved at være nede i et deltagerantal, der er til at have med at gøre. Vi har været oppe i en størrelse, hvor vi simpelthen ikke har kunnet forstå, at vi har klaret det. Men vi har jo fordelen af, at de fleste af de involverede mennesker er ildsjæle, der har arbejdet med projektet i mange år, Det er, som om det er de gamle klassekammerater, der lige mødes en gang om året og hygger sig med det her projekt i en to-tre måneder. Vi er fire, der arbejder fast på Reboot. Og så er der en fem-seks løst tilknyttede.

    - Hvem var afsenderen på den seneste mail, som du har modtaget?

    - Det var Bjarne Tveskov (IT-kommentator, forfatter og koncept-udvikler. red), der svarer på en mail, hvor jeg takker ham for, at han har puttet et stor banner for Reboot på hans tveskov.com-medie.

    - Hvornår har du sidst været uden mail og telefon i mere end 24 timer?

    - Det har jeg forrige weekend. Min kæreste vil sikkert hævde, at jeg tjekker mail hver andet sekund, men jeg prøver at være offline i weekenderne og prøver at glemme mobiltelefonen og lukke min mail ned. Det handler meget om ikke at være som i en arbejdssituation. Jeg tror, at jeg i forhold til mange andre fra den her generation ikke arbejder særligt meget. I hvert fald ikke i forhold til, hvad jeg har gjort.

    - Hvad mener du om udtrykket 'din egen lykkes smed'?

    - Der er jo forskellige tilgange til det. Der er det, at man selv kan bestemme, om man lykkes i de ting, som man gør og selv er i stand til at skabe sin virkelighed. Det er jeg stor tilhænger af og tror meget på. Jeg har vel også selv oplevet at gøre nogle ting, der ender med at fungere i virkeligheden og fandt i en meget tidlig alder ud af, hvad min rolle var, og hvor mit interessefelt lå henne.

    Så er der det lidt mere selviske i det, som er mere negativt. Det virker jo kun, hvis hvert individ forstår at arbejde sammen i en større helhed og forstår at kigge ud over sin egen næsetip og at være generøs mod medmennesker og kolleger.

    Det er for eksempel også meget det, som Reboot er for os. Vi prøver med Reboot at gøre noget for andre mennesker ud fra en passion og en kærlighed til fagfeltet og forandringen og teknologien, og hvad det hele kan bruges til, hvis det gøres på en fornuftig og human måde.

    - Hvad er den største opfindelse mennesket har gjort i din tid?

    Fem af Thomas Madsen-Mygdals foretrukne webadresser:
  • www.scripting.com
  • www.joy.ito.com
  • www.blogbot.dk
  • www.reboot.dk
  • www.google.com
  • - Er der overhovedet blevet opfundet noget i min tid? Øhm, jeg mener ikke, at der er blevet opfundet noget, som er værd at omtale. Vi er utroligt dårlige til at forstå udvikling og forandring. De tanker, der har gjort internettet til det, som det er i dag, er jo tænkt for 50 år siden. Vi har hele den her fascination af, hvad der er nyt, og folk sender hele tiden pressemeddelelser ud om, at nu har de skabt noget helt nyt og fantastisk, men det er egentlig meget sjældent, at der sker noget, der faktisk er nyt.

    Nettet, som vi kender det i dag, har skabt forandring, men det er jo 30 eller 40 år gammelt og blev opfundet, før jeg blev født. Og den måde, som min computer fungerer på, blev opfundet i 1960'erne, så det er der heller ikke noget nyt i. Worldwideweb er da også en fin ting, men de tanker blev også tænkt i 1960'erne, og derfra var det ligesom bare spørgsmålet om, hvornår de rigtige forhold var på plads.

    - Hvad er det vigtigste i dit liv netop nu?

    - Det er nok mit familieliv og så det, at jeg skal til at begynde mit næste skridt karrieremæssigt. Det er noget, som jeg har holdt tilbage i lang tid, for jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg har disciplinen til at lade være med at begynde at arbejde for meget igen.

    Fra 1995 til 2001 var vi jo på et ridt, hvor det, der foregik, var fuldstændigt vildt. Det var ikke så meget dotcom-vildt, som visse journalister gerne vil prøve at gøre det til. Det var mere i forhold til selvudvikling og de oplevelser, som man har haft, og hvor meget man har arbejdet og så videre.

    Mange iværksættere fik dengang nogle store oplevelser, men også nogle ordentlige tæsk. Og efter de oplevelser er det ligesom nærliggende at spørge sig selv, hvad det næste skridt er nu - ligesom Martin Thorborg og Henrik Sørensen fra Jubii, der forleden meddelte, at de vil noget nyt.

    Mange af os står netop i det vakuum, fordi vi endnu ikke har kastet os ud i vores næste livsprojekt efter at have brændt fingrene på noget, der endte med kun at handle om penge og egoisme og alt muligt andet.

    Mange pionerer brugte flere år på noget, der til sidst endte med kun at handle om en masse drikkevarer og nogle gamle kapitalister, der skulle kapitalisere på en naiv ung generation.

    - Hvor meget tjener du egentlig?

    - Alt for lidt. Ha ha. Jeg tjener nok til at leve, men ikke meget mere. Modsat så mange andre har jeg været meget ung i hele denne her periode og har flere gange sagt nej til at tjene virkelig mange penge, fordi jeg i den sidste ende måske godt har vidst, at det ikke har været penge, der har været min drivkraft. Det har mere været noget med at lære og selvudvikling. Jeg kan i hvert fald se, at jeg ikke har taget skridtene fuldt ud i at sælge en virksomhed eller prostituere mig og gå ind i salgsgas og den slags ting.

    Men det er jeg ved at prøve at lave om på nu. Ha ha. Man skal finde en balance, når man godt kan lide at arbejde med ting på græsrodsstadiet. Så handler det om at finde ud af, hvordan man kan holde energien kørende, og hvordan man kan kapitalisere på det på et senere tidspunkt. Når alle de andre finder ud af, hvad der foregår og vil ind og tjene penge på det, gælder det jo om at sørge for også selv at få en lille bid af kagen.

    - Hvilken bog ligger på dit natbord?

    - Jeg tror, at der ligger otte bøger, og jeg har ikke læst nogen af dem, selv om de har ligget der i meget lang tid. Det er mest faglitteratur, og der ligger blandt andet en bog af Bruce Mau, der hedder Life Style og én af Lawrence Lessig, der hedder The Future of ideas. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg har læst en bog i de seneste otte måneder.

    - Hvornår har du sidst sagt 'Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af' i en IT-sammenhæng?

    - Det er vel noget, som jeg siger dagligt. Eller det er faktisk ikke noget, jeg siger, for mine omgivelser ved godt, at de ikke skal spørge mig om IT. Vi har jo det her besynderlige IT-begreb, som man putter alt muligt ned i. Det betyder, at folk forventer, at man kan svare på alverdens spørgsmål, selv om virkeligheden er, at 80 procent af den danske befolkning er bedre end mig til at bruge Word og Excell, og hvad ved jeg.

    Folk kan ikke forstå, at man godt kan snakke om et eller andet relativt teknisk og nogle mere abstrakte ting, når man ikke kan finde ud af at lave noget i Excell og ikke kan kode og programmere.

    Jeg mener, at IT-branchen burde tænke lidt over, om der overhovedet burde være en IT-branche. Jeg er stor fortaler for, at IT-branchen lukker sig selv og redefinerer sig til en ny verden. Det er sket med internet-branchen, der ikke eksisterer mere, fordi der ikke er behov for den længere. Den har re-integreret ind i alle de brancher, der eksisterede, før der var noget, der hed internet-branchen.

    Dengang havde internet-branchen levet i fem-seks år. Nu har IT-branchen levet i 20-30 år, og det er måske tid til, at den skulle prøve at ryge ud i de verdener, som den egentlig lever i. Så kunne vi slippe for at have et IT-begreb, som kun fordummer og forvirrer folk.

    For eksempel er folk, der laver software til vidensdeling, da mere organisations-konsulenter end noget andet, mens økonomisystemer er en del af administrationen og så videre og så videre. De folk, der laver de her systemer, har ikke noget med IT-branchen at gøre bortset fra, at de tilfældigvis bruger teknologien, men det gør alle mennesker jo.

    Læses lige nu

      Event: Årets CISO 2026

      Sikkerhed | København

      Vi glæder os til at løfte sløret for flere detaljer til denne konference. I mellemtiden kan du tilmelde dig og dermed have tidspunktet reserveret i din kalender.

      22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

      Navnenyt fra it-Danmark

      Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Per Forberg som Account Manager for Sustainable Relations. Han skal især beskæftige sig med etablere nye partnerskaber med henblik på ITAD og sourcing kontrakter med hostingvirksomheder og strategiske slutbrugere. Han kommer fra en stilling som Nordic Key Account Manager hos Tesa. Han er uddannet hos Lund University og har en MBA i Management. Han har tidligere beskæftiget sig med at styrke salgsaktiviteter og partnerskaber på tværs af nordiske markeder. Nyt job

      Per Forberg

      Renewtech ApS

      Immeo har pr. 1. maj 2026 ansat Sofie Amalie Buur som Consultant. Hun kommer fra en stilling som Frontend Engineer & UI/UX Designer hos Valyrion. Hun er uddannet Cand.it. Softwaredesign ved ITU. Nyt job
      Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job