Den brasilianske regering har aldrig lagt skjul på sin begejstring for open source.
Det brasilianske Repræsentanternes Hus har netop besluttet ikke at forny sin Microsoft-licens til ni millioner kroner om året og studerer nu alternativerne.
Blandt andet skal det e-mail-system, der anvendes i Repræsentanternes Hus, fremover være open souce, ligesom andre applikationer undersøges nærmere.
Det er sket i forbindelse med en stort anlagt kampagneuge om open source, der netop er løbet af stablen på foranledning af den brasilianske regering.
Kampagnen blev afviklet i samarbejde med det brasilianske senat og Repræsentanternes Hus og havde deltagelse af en række fremtrædende politikere, der holdt taler.
De talte blandt andre præsidenterne for begge de politiske kamre, João Paulo Cunha og José Sarney. Sidstnævnte har tidligere været landets præsident.
Brug af open source skal stimuleres
Brasilien har siden det seneste regeringskifte været helt klar i sit officielle standpunkt om, at open source skal foretrækkes og fremelskes i den offentlige sektor.
Ifølge landets regeringsparti, PT, betaler Brasilien 8,4 milliarder kroner om året for softwarelicenser. Desuden mener partiet, at en øget brug af open source kan være med til at øge tilstrømningen af programmerings-know-how til Brasilien.
Kampagneugen er imidlertid et af de første praktiske initiativer, som den brasilianske regering har taget mod Linux og open source.
Regeringen understreger, at signalværdien i arrangementet har været stor. Det skyldes ikke mindt, at det offentlige er den helt uden sammenligning største software-indkøber i Brasilien.
Ved at bruge kampagneugen til at vise, at den brasilianske regering foretrækker open source, kan mindre indkøbere måske blive inspireret, mener parlamentsmedlem for regeringspartiet, PT, Walter Pinheiro.