Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Notat afslører: KMD vil hæve priserne voldsomt

It-giganten KMD vil hæve priserne i en grad, så det strider imod indgået aftale, lyder det fra Kombit i et notat til landets kommunaldirektører.

It-selskabet KMD vil hæve priserne ude hos kommunerne på de såkaldte monopol-systemer i en grad, så det vil stride mod en indgået aftale.

Det afslører et notat sendt fra Kombit i går til alle landets kommunaldirektør, som Computerworld nu er kommet i besiddelse af.

Heri fremgår det, at it-giganten har iværksat en "harmoniseringsplan, som skal medføre, at alle kommuner
kommer til at betale de samme enhedspriser."

"De eksempler, som Kombit har kendskab til, indebærer alle, at prisen harmoniseres på det højeste niveau, nemlig prisloftet."

"Kombit har ikke kendskab til kommuner, der som følge af prisharmonisering har fået nedsat betalingen," lyder det i notatet, som Kombit-direktør Hans Berthelsen står som afsender på.

I strid med aftale

Kommunernes it-selskab, Kombit, der igennem længere tid har skændtes med KMD om priserne på kommunernes monopol-syster, som landets kommuner i øvrigt årligt betaler omkring 1,1 milliarder kroner for, mener de nye pristiltag strider mod en indgået aftale.

Der er tale om den såkaldte transitionsaftale, som blev indgået ved salget af KMD tilbage i 2008, hvor man netop ville sikre sig imod voldsomme prisstigninger på monopol-området.

"Efter Kombits opfattelse er denne nye prismodel med prisharmonisering i strid med Transitionsaftalen," lyder konklusionen fra Kombit-direktøren.

Historiske priser

KMD og KL - nu Kombit- har i Transitionsaftalen aftalt, at priserne på de kritiske it-løsninger, altså de KMD-løsninger, der ikke har konkurrence på markedet, "ikke må stige mere end historisk", fremgår det af notatet.

"Kombit har set eksempler på prisstigninger, som
langt overstiger den historiske prisudvikling," skriver Kombit-direktøren i notatet til landets kommunaldirektører.

Computerworld arbejder på at indhente en kommentar fra KMD.

Du kan læse det tre sider lange notat i sin fulde længde på de næste sider, hvor Kombit også kommer med sit syn på blandt andet prisernes gennemsigtighed og KMD's argumenter i debatten.

Kombit brev - side 1

12. september

Notat

KOMBITs udsendte nøgletal for kommunernes betalinger til KMD på monopolområdet

Efter lang tids konflikt med KMD fik KOMBIT adgang til kommunernes betalinger på monopolområdet. Tallene skal bruges til at overvåge prisudviklingen i forbindelse med
overgangen til Udbetaling Danmark for at sikre, at kommunerne ikke betaler for de samme ydelser flere gange.

En bearbejdning af tallene fra KMD har imidlertid også givet mulighed for at udarbejde nøgletal for kommunernes betalinger til KMD. Efter en præsentation på et kommunaldirektørmøde
i KL, gav KOMBIT tilsagn om at udsende dels nøgletal med gennemsnitstal og spredning, dels tallene for den enkelte kommune.

Der opstår naturligvis en række spørgsmål, når disse tal vurderes i den enkelte kommune. Dette notat skal medvirke til at afklare de fleste af disse spørgsmål.

Gennemsigtighed

Det er KOMBITs mål at skabe åbenhed omkring kommunernes betaling på monopolområdet. Det mål er nu opfyldt, idet KOMBIT løbende modtager rapportering om kommunernes betalinger på monopolområdet. Samtidig er KMD nu indforstået med, at fortrolighedsklausulen i kommunernes kontrakter ikke er gyldig for monopolområdet.

Det betyder, at kommunerne nu kan udveksle og sammenligne priser og ydelser på monopolområdet. For KOMBIT er denne gennemsigtighed et meget vigtigt element i, at kommunerne kan vurdere, om de betaler en rimelig pris hos KMD.

Nøgletal

Som pointeret i forbindelse med udsendelsen af kommunernes tal, er den oversigt, som KOMBIT har udarbejdet på baggrund af KMDs egne tal, udtryk for samlede nøgletal.
Som det gælder for andre nøgletal, er formålet at skabe bedst mulig sammenlignelighed.
Kommunerne kan vurdere, hvor de ligger udgiftsmæssigt i forhold til gennemsnittet i løsning af den enkelte it-opgave. Nøgletallet tager ikke højde for, at enkelte kommuner på visse områder har valgt særlige løsninger eller moduler. Det er dog KOMBITs opfattelse, at det i langt de fleste situationer vil have mindre betydning.

Generelt gælder, at for de mindre løsninger vil den procentuelle usikkerhed være størst, men samtidig er beløbene små.

Hvor kommunen oplever store afvigelser, vil der normalt være grundlag for at foretage en nærmere vurdering.

Man kan ikke drage den konklusion, at hvis den enkelte kommune ligger væsentligt over gennemsnittet, skyldes det kommunens manglende evne til at forhandle med
KMD. Kommunerne har ikke haft adgang til et oplyst grundlag for at indgå kontrakter med KMD. Der har ikke været mulighed for at sammenligne sig med andre.

Kombit brev - side 2

KMDs prismodel

KOMBITs nøgletal baseres på betaling pr. indbygger for 2011.

I KMDs prismodel er 11 af de 16 monopolløsninger helt eller delvis afregnet pr. indbygger. I en række løsninger indgår dog også forbrugsparametre som "antal sager", "antal pensionister", "antal ejendomme" osv. i afregningen. For den enkelte kommune indebærer det imidlertid, at en sammenligning til andre kommuner bliver næsten umulig.

Argumentet har været, at KMDs prismodel dermed blev knyttet til kommunens forbrug. Der er imidlertid ikke en direkte sammenhæng mellem fx "antallet af sager" i kommunen
og den omkostning, som løsningen giver KMD. Derfor er det helt legitimt at rejse en diskussion om prisen for en løsning skal stige, fordi kommunen oplever en svag stigning
i sagsantallet. Det er med andre ord ikke dokumenteret, at KMD har nævneværdigt flere omkostninger ved, at sagsantallet stiger.

Det kan oplyses, at den fremtidige afregning for løsninger under Udbetaling Danmark vil blive efter indbyggerantal. Det fremgår direkte af loven. Derfor er KOMBITs nøgletal
bestemt relevante som sammenligning.

Harmonisering af KMDs priser på monopolområdet

Det er fremgået af KMDs udtalelser i forbindelse med presseomtalen af KOMBITs analyse, at KMD har iværksat en harmoniseringsplan, som skal medføre, at alle kommuner
kommer til at betale de samme enhedspriser. De eksempler, som KOMBIT har kendskab til, indebærer alle, at prisen harmoniseres på det højeste niveau, nemlig prisloftet.
KOMBIT har ikke kendskab til kommuner, der som følge af prisharmonisering har fået nedsat betalingen.

Efter KOMBITs opfattelse er denne nye prismodel med prisharmonisering i strid med Transitionsaftalen. KMD og KL (nu KOMBIT) har i Transitionsaftalen aftalt, at priserne på de kritiske it-løsninger (de KMD-løsninger, der ikke har konkurrence på markedet) ikke må stige mere end historisk. KOMBIT har set eksempler på prisstigninger, som langt overstiger den historiske prisudvikling.

Endelig skal den enkelte kommune være opmærksom på, at overgang til en ny prismodel (væsentlig højere pris for samme funktionalitet) kan medføre, at løsningerne skal i udbud.

De næste skridt

De udsendte nøgletal, kombineret med debatten om prisstigninger og KMDs harmoniseringsprojekt, efterlader en usikkerhed i de enkelte kommuner om de næste skridt i processen. KOMBIT lægger op til, at der både er et fælles centralt og et lokalt forløb.

KOMBIT er allerede i gang med at søge en afklaring af de generelle spørgsmål, som ellers vil skulle afklares i hver enkelt kommune. Det gælder fx forhold som:

- KMDs prisstigninger og prisharmonisering på prisloftet. Priserne må ikke stige mere end de har gjort historisk.

Kombit brev - side 3

- Tilvejebringe fuld gennemsigtighed af KMDs prissætning med henblik på at skabe et åbent og reelt forhandlingsgrundlag for kommunerne.

Lokalt vil der formentlig opstå den situation, at KMD vil pålægge kommunen at blive prisharmoniseret på prisloftet, hvis dette ikke allerede er sket.

KOMBIT vil indenfor en måned udsende en anbefaling til kommunerne om denne situation.

Det er KOMBITs opfattelse, at kommunerne bør afvente denne, inden der indgås prisaftaler for 2013.

KOMBIT vil endvidere snarest afholde orienteringsmøder, hvor kommunerne får lejlighed til at drøfte den videre strategi.

Med venlig hilsen
Hans Berthelsen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere