Læs også: Sådan får du andre til makke ret - og grine imens.
Jeg gik i skole forrige måned.
Hos en professor henne på University of Pennsylvania.
Ja, ikke at det var så forfærdelig langt væk, som det lyder.
Professoren kom hjem til mig i stuen og fortalte og forklarede, og jeg tænkte og stillede spørgsmål og debatterede med mine klassekammerater, indtil jeg til sidst blev klogere, end jeg var.
Emnet lokkede mig til at deltage: Gamification.
Det handler om at gøre hverdagen til en leg og øge medmenneskers engagement i deres aktiviteter. Det kan du læse mere om her.
Det kan bruges til markedsføring, socialisering, uddannelse, eller bare til at få andre mennesker til at gøre, som man vil.
Jeg elsker det.
Verdens første kursus
Det var verdens første universitetskursus i Gamification.
Og dermed det bedste.
Faktisk var det hamrende interessant, så prisen var ikke noget problem. Det kostede desuden ikke noget.
Vi var flere, der blev lokket.
Kollegaen ved skrivebordet overfor mit var også med.
Og omkring 80.000 andre elever fra det meste af kloden.
Over en periode på halvanden måned uddannede professor Kevin Werbach fra Pennsylvania således cirka 80.002 mennesker over hele kloden om sit fag.
Knap 9.000 af os fik et diplom. Ifølge professor Werbach er det et rekordhøjt tal.
Kurset havde en række meget fikse løsninger på de åbenbare logistiske udfordringer, der følger med at undervise så mange mennesker online.
Sådan fungerede det - det var bare perfekt
Læs også: Sådan får du andre til makke ret - og grine imens.
De enkelte lektioner var indtalt til et kamera af en trænet pædagog og engageret underviser afbrudt af små spørgsmål undervejs, der lige tjekkede, om man fulgte med.
Vi fik en uge til at se en samling foredrag, hvorefter vi gennemførte en multiple choice-test.
En fin udgave af slagsen i øvrigt, hvor man ikke bare fik at vide, om man havde valgt det rigtige svar, men også hvorfor hver enkelt svar var enten rigtigt eller forkert.
Udtænkte snedige løsninger
En række skriftlige opgaver blev udstedt undervejs, hvor vi udtænkte snedige løsninger og akademiske overvejelser til den samme opgave.
Det handlede om at sælge et morgenmadsprodukt ved hjælp af Gamification.
Og hvad stilllede den stakkels professor så op med 80.000 skriftlige opgaver, tænker du nok.
Jo, han gjorde tre ting:
For det første stillede han opgaven meget præcist og gjorde samtidigt kriterierne for bedømmelsen lige så præcise.
For det andet bad han os elever om at bedømme mindst fem andre kollegers arbejde, før vi bedømte vores eget efter de samme, meget præcise kriterier.
Og endelig blev vi opfordret til både at rose og give forslag til forbedring.
Mange kvalificerede forslag
Resultatet var ikke bare en ensartet bedømmelse af vores arbejde, men også masser af opmuntring og måske allerbedst:
Mange kvalificerede forslag til at blive bedre givet af dedikerede, anonyme medstuderende over hele kloden.
Perspektiverne er enorme. Både økonomisk for udbyderne af kurset (jeg havde gladeligt betalt for mit kursus) og for den gode sag; at sprede lærdom i verden.
Muligt at udvide antallet vildt
Det er faktisk muligt at sprede viden til en ubegrænset mængde af deltagere i klassen over hele kloden, uden det giver mere arbejde til den traditionelle flaskehals, underviseren.
Nu var vi kun 80.000 denne gang, men der bliver ikke mere arbejde for professoren, hvis vi er 800.000 næste gang.
Det er ikke sidste gang, jeg går i skole på min skærm.
Oplevelsen var absolut positiv, og der var masser af støtte undervejs til at få gennemført det ikke helt lille stykke arbejde, vi blev bedt om.
Faktisk fik jeg mere støtte via skærmen end fra ham ved skrivebordet overfor. Og jeg blev klogere.
Jeg er nu en glad alumni fra Coursera.org, men der er flere konkurrenter såsom udacity.com og edx.org.
Prøv det!
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
Læs også: Sådan får du andre til makke ret - og grine imens.
