Vi har pudset krystalkuglen, kløet os lidt på hagen og rådført os hos brancheanalytikere om, hvad fremtiden mon vil bringe i markedet for forretningssoftware.
Der meldes om skyer i ERP-udsigten
Antallet afvalgmuligheder vil ligesom kundernes tillid til cloud-baserede ERP-løsninger (enterprise resource planning) stige betydeligt i løbet af næste år.
Kunder af Microsofts ERP-produkter Dynamics vil sandsynligvis få flere muligheder for cloud-implementering, ligesom også Infors og Epicors kunder vil.
Oracle og SAP vil forsøge at ryste konkurrenterne af sig med deres egne cloud-moduler.
Der kommer ikke til at mangle cloud-baseret ERP, så det lader til, at det vigtigste spørgsmål bliver, om kunderne er med på vognen.
Salesforce.com øger satsningen på ERP-området
Selvom Salesforce.com har forandret sit image fra leverandør af cloud-baseret CRM-software (customer relationship management) til komplet platform-leverandør og er gået ind i nye kategorier af applikationer, så har leverandøren endnu ikke selv gjort nogen seriøs indmarch på ERP-markedet, men har i stedet valgt at samarbejde med partnere såsom Workday og Infor.
Salesforce.com har dog allerede taget et lille skridt i retning af ERP med lanceringen af Work.com, der er en HR-applikation til administration af medarbejdernes resultater.
Men Work.com kan let føjes til i udkanten af en kundes software-landskab frem for helt at erstatte et konkurrerende produkt.
Selvom det ikke står klart, om Salesforce.com vil udvikle sin egen pakke af ERP-software eller opkøbe en leverandør, der allerede har en, så kan man godt forvente, at Salesforce.com tager et drastisk skridt i 2013, om det så bare handler om at styrke sine partnerrelationer.
ERP fylder simpelthen for stor en del af it-budgettet til, at Salesforce.com kan ignorere dette marked.
Oracle og andre vil investere stort i mobility og mobil middleware
Valgmuligheder for udrulning og design af mobil-applikationer blev i år et stort omdrejningspunkt inden for forretningssoftware.
SAP har for alvor kastet sig ud i det med sin mobile middleware og device management-software, som selskabet fik ved opkøbet af Sybase for 32,8 milliarder kroner i 2010.
Oracle kan heller ikke ligefrem siges at være bagud med hensyn til mobil-værktøjer, men ikke desto mindre virker det sandsynligt, at selskabet vil opkøbe et specialiseret firma eller tre i løbet af næste år for at styrke sin position.
Bliv ikke overrasket, hvis selskaber som Hewlett-Packard og IBM gør det samme.
Oracle forlader en del af hardware-branchen
Det er ingen hemmelighed, at Oracle har haft problemer med Suns hardware-forretning siden opkøbet i 2010.
Oracles chefer har dog konsekvent sendt det budskab, at leverandøren er fokuseret på systemer med høj margin såsom database-hardwaren Exadata og er ikke interesseret i at konkurrere med HP og IBM i markedet for hyldevare-servere.
Men den store mulighed for at få Exadata til virkelig at give overskud ligger i Oracle-databaser og anden software, som denne hardware kører.
Det er her, Oracle høster sine lukrative indtægter fra vedligeholdelse.
Det peger direkte mod sagens kerne: Oracle har altid været et softwarefirma, så forvent derfor en eller anden form for tilbagetrækning fra hardwarefronten i 2013.
Artiklen fortsætter på næste side...