Data bliver kostbart - men måske bliver en masse hardware snart gratis

Klumme: Internet of Things er det nye rock'n'roll og kommer til at vende op og ned på på det hele - lidt ligesom nettet gjorde i midtfirserne. Gratis hardware er ikke usandsynligt.

Artikel top billede

Husker du de glade dage, da nettet var nyt? Nu sker det igen. Internet Of Things er det nye rock'n'roll

Jeg er en af de heldige, der fik lov at være med i den fantastiske udvikling af nettet. I midtfirserne var jeg en informationsnørd, der rodede med pc og modem i alle ledige timer.

I dag er vi allesammen på nettet konstant med hver vores computer i lommen. Den kan oven i købet telefonere.

Det har været en vidunderlig rejse, og nu sker det igen.

Internet Of Things, IoT, tager fart på samme måde, som nettet gjorde det i midten af 90'erne.

Dengang lavede teenagere hjemmesider på en eftermiddag (og Politiken byggede sin netavis i notepad), i dag bygger teenagere computere, som var det Lego.

Små computere til helt specifikke formål med små sensorer, der kan måle hvad som helst - og sladre om det.

At få ting til at tale sammen er den nye legeplads, og alle kan være med. Råvarerne er tilgængelige, vi­sionerne er store og erfaringen minimal - præcis som dengang i 1990'erne. 

Hardwarens svar på Silicon Valley hedder Shenzhen (det ligger henne i Kina), hvor dimseglade nørder tager hen for at lege med ligesindede.

Elektronikken er billig, ingeniørerne mange, og selv en præ-teen kan finde ud af at lege med computersamlesæt som for eksempel Raspberry Pi. 3D-printerne spytter prototyper ud på stribe, og det hele taler sammen på wi-fi. 

Enorm betydning - også for dig

Du skal ikke undervurdere, hvad der kommer ud af deres leg. Og du må ikke gentage tusinder af virksomheders fejl fra 90'erne og ignorere, hvad der sker.

Eller for at skære det helt ud i pap: Hvis du arbejder med at producere ting, skal du interessere dig dybt og inderligt for, hvilke data de kan opsamle, og hvad man kan bruge dem til.  

Tag det gode eksempel med termostaten fra Nest, som lærer sig, hvornår du er hjemme, og hvilken temperatur du foretrækker hvornår.

Den kommer selvfølgelig også til at tænde og slukke lyset, når du er på ferie, så røverne tror, du er hjemme - og den vil gøre det på den måde, du og din familie plejer at tænde og slukke på.

Den kommer formentlig til at lære, hvor hvem er hvornår, så den kan gøre det så behageligt som muligt for os hver især. Og den vil kunne fortælle kraftværket, hvor meget varme den forventer at skulle bruge 24 timer frem.

Nest blev købt af Google sidste år og ramte Danfoss lige i nakken - de havde slet ikke set den komme.

Nest opsamler data. Lærer af det og handler på det. Og det er kernen i IoT. For én ting er, at tingene taler sammen - det interessante er analyserne af det, de fortæller, og de afledte handlinger.

Hvornår er der mon trafik? Hvor og hvordan skal trafiklysene så skifte? Hvornår skal der skiftes en reservedel i hvilken maskine? Hvornår skal vi sætte prisen ned på nakkekam for at have udsolgt lørdag klokken 13? 

Vi kan lege med visionerne, men vi kan ikke overskue konsekvenserne. Det bliver helt sikker større, end vi tror, og jeg kan let forestille mig, at en masse hardware bliver gratis - fordi data indsamlet af hardwaren bliver så meget mere værd. 

Selvfølgelig mangler der en masse. For eksempel standarder for, hvordan tingene skal tale sammen. Men vi ved det jo godt - åbne standarder og open source vil vinde.

Det bliver også tungt

Et andet - og erfaringsmæssigt langt tungere - problem er teleselskabernes ulidelige træghed.

Målerne har brug for at tale sammen, og det kan ikke altid ske på wi-fi, så vi har brug for nogle helt andre betalingsplaner for sim-kort og data. Dén bliver tung.

Endelig er der opgaven med at få det hele gjort menneskeligt og velfungerende.

Her kommer de digitale bureauer ind, og det er ikke noget tilfælde, at deres (vores) brancheorganisation netop har ladet sig indlemme i ITB. 

Det skal nok løse sig alt sammen, og tag det fra en af de mange, der levede og åndede med nettet fra midtfirserne til i dag: 

Det bliver større, end du kan forestille dig. Det kommer til at gribe ind i alle dele af vores liv.

Der bliver vindere og tabere på den helt store klinge, og det bliver hammersjovt at være med.

Præcis som dengang i 90'erne.

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Bluecircle

    Partiklerne ingen taler om: Den oversete risiko i datacentre og serverrum

    Støv, fibre og metalliske partikler kan påvirke både uptime, levetid og driftssikkerhed. Derfor arbejder flere datacentre systematisk med contamination control.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

    Mikkel Bernt Buchvardt

    Elbek & Vejrup A/S

    IFS Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Lasse Hounsgaard som AI Account Executive. Lasse skal især beskæftige sig med udrulning af IFS.ai Logistics i Norden. Lasse kommer fra en stilling som Manufacturing Account Executive hos Autodesk ApS. Lasse er uddannet cand.merc. i International Virksomhedsøkonomi. Lasse har tidligere beskæftiget sig med digitalisering af danske og nordiske virksomheder. Nyt job

    Lasse Hounsgaard

    IFS Danmark A/S

    Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

    Honey Arora

    Immeo

    Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job