Artikel top billede

Trine 3 er umådeligt flot at se på. Desværre er det det bedste, man kan sige om Frozenbytes nye spil.

Anmeldelse: Trine 3 er et smukt, men tamt eventyr

Tredje kapitel i den populære eventyrspilserie skuffer fælt

Nu gik det ellers lige så godt for finske Frozenbyte, skaberne af den populære eventyrspilserie Trine, hvor tre helte må hjælpes ad i jagten på magiske skatte.

De første to Trine-spil var fremragende. Små, hyggelige eventyr for op til tre spillere, der i tilgift til mageløs grafik var både sjove og intelligente. Noget anderledes er det endt med Trine 3: Artifacts of Power, der er et miskmask af kluntet mekanik og historiefortælling.

Præmissen er ellers den samme som hidtil. I rollen som henholdsvis ridderen Pontius, tyven Zoya og troldmanden Amadeus skal du samarbejde dig vej gennem de vanskelige labyrinter til baner, der står mellem dig og de magiske Trine-artefakter.

Samarbejde er, og har altid været, et nøgleord i Trine-sammenhæng. De tre hovedroller har hver deres styrker og svagheder. Pontius er en dygtig kriger og god i kamp, men ikke særlig adræt. Det er Zoya, til gengæld, som hun ubesværet klatrer rundt på bygninger eller skyder fjender fra distancen med sin langbue. Amadeus er ikke megen hjælp i kamp, til gengæld kan han fremmane kasser af variabel størrelse, der kan bruges i alle mulige praktiske sammenhæng. Hvis nogen husker Blizzards 90'er-klassiker The Lost Vikings, har I en idé om, hvordan det fungerer.

I de tidligere Trine-spil blev trioen af egenskaber brugt til at overkomme banernes mange udfordringer. Det var nødvendigt at kombinere dem på tværs for at nå helskindet igennem, og især med en ven eller to resulterede det i en god spiloplevelse.

Trine 3 når aldrig i mål med sit samarbejdskoncept, simpelthen fordi udviklerne ikke har formået at tilpasse de indlagte forhindringer og gåder den nye 3D-grafik. Som et første for serien kan man bevæge sig i alle tre dimensioner, hvor man tidligere kun kunne gå fra side til side, hvilket giver mere frirum, men også frihed til at forcere banerne på ikke-intentionelle måder.

Ofte er det slet ikke nødvendigt at samarbejde for at komme forbi en forhindring, da hver figurs evnesæt i sig selv er tilstrækkeligt. Ej heller hjælper det, at man med overgangen fra 2D til 3D introducerer en masse fejl i fysiksystemet, der praktisk talt gør det muligt at snyde sig forbi mange af forhindringerne. I

stedet for en følelse af sammenhold ender en typisk Trine 3-session med, at man blot løber i hælene på hinanden og passer sit eget. Det er synd, især når vi taler om en spilserie, der traditionelt set har slået sig stort op på netop samarbejde.

Selv hvis man spiller alene, er overgangen til 3D smertefuld. Frozenbyte har valgt at fastholde kameravinklen lige på, forestil dig du kigger på et diorama fra konstant samme vinkel, mens man altså kan bevæge sig både ud og ind af denne. Det gør det svært at afstandsbedømme kløfter og andre forhindringer, der kræver, at man nøje timer sit hop.

Et tredje problem med Trine 3 er dets besynderlige tempo. Spillet åbner uden en reel introduktion eller genfortælling af de tidligere episoder, hvilket gør det svært at følge med, især som ny spiller. Kun få timer senere, midt i det historieforløb, spillet selv har skitseret, slutter eventyret brat, som om Frozenbyte havde skåret det midt over. Én ting er, at et spil er kort, det er til at leve med, men her sidder man vitterligt tilbage med følelsen af, at der mangler noget.

Når det er sagt, er der øjeblikke, hvor Trine 3 stråler. En bane eller to, der minder om, hvorfor serien er solgt i millioner af eksemplarer, såsom når vores tre helte pludselig befinder sig inden i en bog og skal kæmpe sig fra side til side for at avancere.

Øjeblikke af kreativitet, hvor gåderne går op i en højere enhed, og man sidder tilbage med følelsen af at være et ægte geni. Læg dertil, at Trine 3 er mageløst flot, som hvis Pixar skulle fortolke en Brødrende Grimm-fortælling, og spillet har sine styrker at slå på.

Det ændrer dog ikke overordnet ved, at Trine 3: Artifacts of Power er svært for alvor at anbefale. Et spil, der ligner en million, men er indholdsfattigt og kedeligt som få. Tilbage til tegnebrættet, Frozenbyte.

Karakter: 2/6

Læs også: Anmeldelse: Når jordens undergang bliver til spil-poesi


Loading ikon


Premium
Sikkerhedsekspert: Derfor har Colonial været nødt til at betale hackere ransomware på 30 millioner kroner - vil sagtens kunne ske i Danmark
Interview: Hvorfor har mægtige Colonial Pipeline valgt at betale ransomware til hackere trods anbefalinger fra myndigheder og sikkerhedsmiljøet? "Det er ikke helt sort og hvidt," siger sikkerheds-ekspert Leif Jensen fra Eset.
Computerworld
Nye informationer om det største iPhone-hack nogensinde ser dagens lys: 128 millioner brugere blev ramt
Hidtil hemmeligholdte detaljer om verdens største iPhone-hack er kommet frem under retssagen mellem Apple og Epic Games. 128 millioner brugere blev ramt, og mere end 4.000 apps blev inficeret. Se detaljerne her.
CIO
Har du rost din mellemleder i dag? Snart er de uddøde - og det er et tab
Computerworld mener: Mellemledere lever livet farligt: Topledelsen får konstant ideer med skiftende hold i virkeligheden, og moden går mod flade agile organisationer. Men mellemlederen er en overset hverdagens helt med et kæmpe ansvar. Her er min hyldest til den ofte latterliggjorte mellemleder.
Job & Karriere
Eva Berneke stopper som topchef i KMD og flytter til Paris: Her er KMD's nye topchef
Efter syv år på posten som topchef for KMD forlader Eva Berneke selskabet. Nu flytter hun med familien til Paris, hvor hun vil fortsætte sit bestyrelsesarbejde. KMD har allerede afløser på plads.
White paper
Så ofte rammer din sikkerhedsleverandør plet – eller helt ved siden af
Denne uafhængige evaluering fra MITRE ATT&CK giver et billede af styrker og svagheder hos førende udbydere af cybersikkerhedsydelser. Rapporten vurderer bl.a. reaktion og træfsikkerhed på simulerede angreb og af, hvor hurtigt der slås alarm.