De vinder igen-igen: Danmarks bedste programmører kommer fra København

I en intens finale vandt programmeringsholdet Lambdabamserne fra DIKU i weekenden for femte gang i træk DM i programmering. Læs her, hvad holdet nu skal forberede sig til.

Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Der bliver grublet, diskuteret, regnet og råbt af glæde og i afmagt.

Deltager-holdene ved DM i Programmering på det gamle bibliotek hos Datalogisk Institut ved Københavns Universitet (DIKU) sidder næsten albue mod albue og dyster mod hinanden på programmeringsevner.

Tiden tikker.

Og efter fem timers intense tanker og tasterier kan holdet Lambdabamserne fra DIKU med en sen opgaveaflevering kalde sig danmarksmestre i programmering.

Det er femte gang i træk, at bamse-holdet vinder DM i Programmering.

Imponerende, også selvom der denne gang næsten skulle et målfoto til for at kunne hylde DIKU-holdet.

Vandt på slutspurt

Ved lørdagens DM i Programmering skulle de deltagende universitetsstuderende foran computere i København, Aarhus og Aalborg løse 10 opgaver på fem timer.

De forsvarende mestre fra Lambdabamserne sad på første stolerække på hjemmebanen i det gamle bibliotek hos DIKU. Herfra fik bamserne afsendt og godkendt sin sjette og afgørende opgave med knap et kvarter igen.

"Vi står med en rigtig fed fornemmelse, fordi det hele blev afgjort i slutspurten," fortæller Jakob Tejs Knudsen fra Lambdabamserne, efter at sejren er i hus.

Han er dermed med til at vinde sit andet danmarksmesterskab med bamse-holdet, hvor han er den eneste genganger fra sidste års triumf.

Holdet er løbende blevet udskiftet siden den første sejr i 2011 på grund af regelsættet, der blandt andet foreskriver, at årets deltagere skal være født i 1992 eller senere.

Århusianere pressede københavnere

Langt inde i 2015-versionen af DM i Programmering virkede Lambdabamsernes femte succes i træk dog ikke særlig sandsynlig. 

Holdet lå efter et par timer langt efter førerfeltet, som blev anført af flere hold fra Aarhus Universitets Institut for Datalogi.

Især Aarhus-holdet Beyond Balmer's Peak lå længe til sejren efter have løst fem opgaver på tre timer.

Teamet gik dog i stå i de sidste to timer, og så kunne Lambdabamserne overhale indenom med sin sjette godkendte opgave.

"Da vi afleverer den sidste opgave, har vi en god fornemmelse omkring det hele, selvom vi ikke kunne nå at løse flere opgaver med et kvarter tilbage," siger Jakob Tejs Knudsen fra Lambdabamse-holdet til Computerworld.

35 af de 67 tilmeldte danske hold sad i DIKU's lokaler i Universitetsparken i København. Yderligere 26 hold sad i Aarhus, mens de resterende seks teams programmerede løs i Aalborg.
DIKU dominerede feltet ved at have 29 hold tilmeldt konkurrencen, hvor i alt knap 200 programmører fik presset evnerne på tid.

Svenskere var allerbedst

Mens de danske hold sad med bøjede ryggen og masserede de små grå hjerneceller for at løse opgaverne af varierende sværhedsgrad, udspillede lignende scener sig i andre nordiske lande.

For universitetsstuderende i Sverige, Norge, Finland og Island var også til deres respektive landes nationale mesterskaber i programmering. I alt 351 nordiske hold svedte således over de samme opgaver på samme tid.

Skulle man kåre en nordisk mester på tværs af resultaterne i de forskellige lande, så måtte Lambdabamserne tage til takke med en 8.plads.

Bedst i Norden var svenske Omogen Heap, som løste ni opgaver inden for de udstukne fem timer.

Derudover deltog også flere old-boyshold og firmahold såsom Octoshape og Jobindex i Danmark, som dog hverken kunne vinde eller komme videre i konkurrencen, men som deltog for 'motionens' skyld.

Det skyldes konkurrencereglerne, der blandt andet dikterer, at man skal være studerende og under 24 år for at kunne deltage officielt ved nationale og internationale mesterskaber.

Store udfordringer forude

Videre kom derimod Lambdabamserne, der som sin næste opgave skal deltage i de nordvesteuropæiske mesterskaber.

Hvis holder koder sig blandt de bedste her, kvalificerer det sig videre til VM-finalen i Thailand.

Sidste år lykkedes det Lambdabamse-holdet at kvalificere sig til VM i Marokko med en feberaflevering fem minutter før tid.

Læs også: Med landsholdet i programmering til VM: Kodesport gør dig mere præcis

Det var for øvrigt første gang nogensinde, at det lykkedes et dansk hold at komme helt til VM, hvor blandt andre de bedste hold fra stormagter som Rusland, Kina og USA venter.

"Det bliver svært, men vi tror naturligvis på det," lyder det fra Jakob Tejs Knudsen.

Læs også: Apple, Google og Microsoft i benhård kamp om udviklerne - og Microsoft har fat i noget helt rigtigt

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Kristian Kveiborg Yde som BI-konsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet med en Cand.merc. i økonomistyring. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Laura Bøjer som Consultant, GRC & Cybersecurity på afd. Thisted. Hun kommer fra en stilling som Assistant Consultant hos PwC i Hellerup. Hun er uddannet med en kandidat i Business Administration & Information System på Copenhagen Business School. Nyt job

    Laura Bøjer

    Netip A/S

    Circle Of Bytes ApS har pr. 1. maj 2025 ansat Jeanette Kristiansen som Account Manager. Hun skal især beskæftige sig med at opbygge og styrke relationer til kunder og samarbejdspartnere, samt sikre det rette match mellem kunder og konsulenter. Nyt job

    Jeanette Kristiansen

    Circle Of Bytes ApS

    Netip A/S har pr. 15. september 2025 ansat Jimmi Overgaard som Key Account Manager ved netIP's kontor i Viborg. Han kommer fra en stilling som Sales Executive hos Globalconnect A/S. Nyt job

    Jimmi Overgaard

    Netip A/S