Serie- og filmforfatterne har de senere år stået på hovedet i kassen med klassisk science fiction.
Særligt Philip K. Dick har længe været filmskabernes favorit og har inspireret klassikere som Minority Report og Blade Runner, og senest ser det ud til, at Frank Herberts omfattende forfatterskab, som centrerer sig omkring den originale bog "Klit" fra 1965, igen kan ende på dit tv.
At det skulle blive populært, havde jeg aldrig gættet, da jeg i sidste halvdel af 1980'erne sad på biblioteket i Brønshøj og gennemtrawlede reolen med science fiction.
Tværtimod, for science fiction- og fantasyhjørnet på det hyggelige bibliotek var næsten garanti for en uforstyrret læseoplevelse sammen med forfattere som Ray Bradbury, Philip José Farmer, Julian May og Isaac Asimov.
I en stadig mere teknologisk verden kan det derfor virke sært, at science fiction med 40, 50 eller 60 år på bagen stadig har kraften til fascinere seere og tiltrække investorer.
På nogle punkter lever vi jo allerede i en fremtid, der er mere avanceret, end hvad mange af romanerne beskriver.
Det er en tanke, som senest strejfede mig, da jeg så den nyeste Star Wars-film, Rouge One, hvor navigations- og målsøgningsudstyret på rumskibene ligner en tidlig udgave af det klassiske computerspil Pong.
Bud på fremtiden er et spejl for nutiden
Men vi tilgiver jo gerne de lidt håbløse fremtidsgæt.
I den klassiske science fiction er styrken i historien og i evnen til at bruge fremtiden (og teknologien) som et spejl for nutiden.
Noget som især William Gibson i hans læseværdige nyere bøger Pattern Recognition (2003), Spook Country (2007) og Zero History (2010) er gode eksempler på.
Her er temaerne konsekvenserne af kæmpefirmaers konstante jagt på globale kulturelle trends, værdien af dataanalyse og privatiseringen af sikkerhedsopgaver.
God science fiction handler derfor ikke kun om fremtiden. Den handler om os.
Se bare The Expanse (bla. på Netflix), en serie baseret på en bog af pseudonymet James S. A. Corey.
The Expanse tager udgangspunkt i en truende konflikt mellem et FN-drevet Jorden, et selvbevidst militaristisk Mars og et vredt og rastløst proletariat spredt over en serie snavsede og udpinte kolonier.
Lyder det bekendt her i 2017? Bare en smule?
Derfor kan du også i år se frem til flere gode science fiction-oplevelser.
På det store lærred handler det om Blade Runner 2049 og på den mindre skærm kan du se frem til serien baseret på Altered Carbon.
Mere spændende science fiction i 2017
Begge tager udgangspunkt i en anden opfattelse af menneskekroppen. I Blade Runner-universet gør robotter, kaldet androider, oprør mod rollen som sex-slaver og kanonføde i fjerne krige.
Og i den absolut læseværdige Altered Carbon (2002), af Richard K. Morgan, kan den menneskelige bevidsthed gemmes, transmitteres og downloades til andre kroppe.
Døden kan derfor snydes i princippet i uendelighed. Hvis det ikke lige var fordi prisen på de private sundhedsforsikringer gør, at de fleste kun når et par livsforløb - mens de rigeste, kaldet Meths efter det gamle testamentes Methusalem, har ressourcerne til at holde sig unge og friske. For eksempel ved at købe eller leje andres kroppe.
Spændende temaer netop nu hvor robotter, kunstig intelligens og global ulighed fylder stadig mere.
Så vil du forstå nutiden bør du finde bogen eller fjernsynet frem og kigge ud i fremtiden. Du skal bare ignorere de fjollede lyssværd.
Læs også: HBO's Westworld er langt mere uhyggelig, end Terminator nogensinde har været
