Agents of Mayhem
Nogen ideer er bare bedre på papiret end i virkeligheden, og det gør sig desværre også gældende for Agents of Mayhem, og det til trods for at der ellers startes særdeles stærkt ud.
Med masser af lånt inspiration fra midt 80’ernes action-tegnefilm som M.A.S.K. og G.I. Joe, støbes det helt rigtige fundament for resten af oplevelsen, med en tegnefilms-intro der ser ud som var den lånt fra gårsdagens morgen-udbud af forskellige tegnefilm.
De karikerede helte der udgør det tremands hold man i første omgang bliver givet kontrollen over, er også fyldt med præcist nok attitude og personlighed til, at man næsten kan huske at have set dem i en ikke eksisterende tegnefilm på Sky.
Den logiske del af ens hjerne bedes man sætte på pause. I stedet bør man hurtigst mulig vende sig til hvor aftrækkeren-knappen befinder sig på controlleren, samt hvornår det taktisk giver mening at skifte mellem de tre figurer, hvilket på alle tidspunkter kan gøres på et splitsekund.
Spilverdenen er stor og åben, og selvom den er fyldt med missioner og andet indhold, er man også velkommen til i stedet at udforske den i egen fart. Problemet er blot at det hele bliver enormt ensformigt efter kun et par timers spil.
Variation er der ikke meget af, og kun en sjælden gang i mellem løses en mission ikke ved at skyde en fjende eller en installation til støv. Der er ellers masser af ekstra våben og bonusser at spare op til, men ingen af dem gør noget markant for den samlede oplevelse.
Den egentlige mission i Agents of Mayhem bliver derfor hurtigt at låse op for alle de helte-figurer som kan bruges til at sammensætte ens eget hold, og via deres unikke evner kan tilføje bare en smule afveksling til oplevelsen, og det er desværre slet ikke nok i længden.
Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk
Matterfall
Det er ikke længe siden at vi sidst fik et actionbrag af format tilsendt fra Finske Housemarque, der med deres Nex Machina endnu engang viste hvordan de er i stand til at tage gamle arkadeklassikere og give dem ny livskraft via en blanding af imponerende teknik og knivskarp spilbarhed.
Det kommer derfor også som lidt af en overraskelse at Housemarque allerede er klar med en ny udgivelse, der tematisk tager afstand fra udviklerens tidligere udgivelser, men stadig forsøger at gøre brug af nogle af de samme kvaliteter.
Genren er denne gang platformspil med hidsig omgang action tilføjet, hvor skærmen ofte er fyldt med fjender, highscoren er den primære motivation og kravene til spillerens overblik er store.
Som titlen antyder, har man også muligheden for at fjerne og tilføje et ikke-jordisk stof, hvilket kan bruge til at danne platforme, skabe skjolde og igangsætte voldsomme kædereaktioner der kan rydde en skærmfuld af fjender på en gang.
Det tager sin tid at finde sig til rette med mulighederne og tempoet i Matterfall, men i modsætning til de fleste af udviklerens tidligere udgivelser, er der ikke den samme glædesoplevelse at finde her, når det hele endelig ”klikker” og man begynder at have styr på de forskellige teknikker.
Matterfall er stadig underholdende og også til tider godt skruet sammen. Det er bare ikke lige så eminent gennemført og fængende som man er vant til fra Housemarque.
Sonic Mania
Det virker efterhånden som en særdeles fjern fortid, når man forsøger at huske tilbage på dengang hvor Sonic konkurrerede på lige fod med Mario, og ikke blev trukket igennem det ene elendige 3d-eventyr efter det andet, af en udvikler som tydeligvis ikke længere viste hvad de skulle gøre med det lynhurtige pindsvin.
Den første gode nyhed i Sonic Mania er derfor at det forhenværende hold bag serien, er blevet erstattet af et trekløver af udviklere, der alle er udgjort af ekstremt passionerede fans, der i mange år forinden denne nye udgivelse, havde udgivet fabelagtige fan-projekter med den blå helt i hovedrollen.
Passionen mærker man allerede fra første gang spillet starter op. En lækkert pixeleret Sonic byder igen spilleren bag skærmen, velkommen med en selvtillid der ikke er oplevet fra helten siden 16-bit tiden på Sega Mega Drive.
Og herlighederne fortsætter. Perspektivet er holdt i 2d, grafikken vagt til live med knasende sprøde og lækkert farverige pixels, og banerne er et væld af forskellige stier, hemmeligheder og smutveje, der alle er fyldt med fjender, udfordringer og den fart heltens røde gummisko er lavet til at opnå.
Det underlæggende soundtrack er ligeledes klassisk Sonic. Melodier der lyder som var det lavet på Mega Drivens begrænsede lydkredse, holder på alle tidspunkter tempoet højt og tematisk passende, samtidigt med at de alle er af en kvalitet der gør at man inden længe nynner med på dem.
Sonic Mania er et fabelagtigt platformspil og en nærmest perfekt opdatering af Sonic og hans venners bedste eventyr fra 16-bit tiden. Her er dog ikke tale om et platformspil som udelukkende kan nydes af seriens fans fra dengang, men også et helt igennem velskabt og sammenhængende platformspil som oser af kvalitet og står klar til at tage i mod en helt ny generation af fans.
Læs også: [b]Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera[/b]