Det var svært at sige farvel, da det sidste skud var blevet fyret af, den sidste beslutning taget og det sidste kram til det galakse-reddende mandskab var blevet givet i Mass Effect 3, for det føltes endegyldigt som om der var tale om en afsked, selvom planerne for seriens fremtid dengang endnu var uklare.
Personlige historier og dommedags profetier var blevet flettet sammen med en levende verden, som ikke kun virkede dragende, men også levende og afsindigt fængende.
Hvad jeg dog dengang ikke havde indset var at spydspidsen for hele oplevelsen var Shepard, helten som jeg havde pejlet gennem den ene krise efter den anden, men som alligevel var skabt med så løse rammer, at jeg aldrig rigtigt lagde mærke til ham.
Det har endegyldigt ændret sig efter mine efterhånden mange timer i selskab med Mass Effect: Andromedas rakkerpak af personligheder, anført af den nye hovedperson Ryder.
Oplægget til historien er en gammelkendt klassiker i spilregi, og inden for den første times tid bliver den unge, uerfarende Ryder således betroet en særlig vigtig rolle som anfører af det projekt, der skal udforske og kolonisere Andromeda-galaksen.
Mistilliden følger naturligvis i kølvandet på en sådanne beslutning, og det er her man for alvor begynder at se forskellen mellem Ryder og Shepard, og for den sags skyld mellem Andromeda og de tre tidligere spil i serien.
Ryder er en ulidelig, ansigtsløs og lunken hovedperson, skrevet så dårligt at han (eller hun, alt efter hvad du vælger) er svær på noget tidspunkt at holde af - eller blot med. Uanset hvor stort valget er, eller hvor fintfølende en tilgang den givne situation kræver, er reaktionen fra hovedpersonen oftest kejtet eller blot så decideret dum at frustrationen hurtigt melder sig.
Da en af skurkekaraktererne på et tidspunkt konstaterer, at han ikke skylder Ryder nogen forklaring, fordi han er for naiv til at forstå den, er det svært ikke at tage skurkens side.
Den slags er naturligvis en smule problematisk, fordi det er Ryder, og desværre ikke den mere logisk drevne skurk, man får lov at følge i resten af historien.
Men Ryder er ikke den eneste, der må skule ondt til manuskriptforfatterne. Problemet er mere generelt, og det gælder desværre for størstedelen af karaktergalleriet og ikke mindst for hovedhistorien, hvor det til tider ikke virker som om, at den er blevet skrevet af personer med bare nogenlunde kompetente sociale evner.
I stedet virker det som om, at alle har fået lov til at skrive deres del, uden at nogen til sidst har forsøgt at flette det homogent sammen, og det er særligt frustrerende for en serie hvor historien tidligere har været et højdepunkt.
Mass Effect: Andromeda er dog mere en blot dets figurer og historie, og det er tydeligt at ambitionerne har været store. Kolonisering af en ny galakse og hele tanken om udforskning i det ydre rum er som taget ud af Star Trek, og fungerer glimrende som oplæg.
Det har samtidig givet udvikleren et fundament, hvorpå man har kunnet skabe åbne verdner, fyldt med missioner, baser og historiebidder, der alle sammen kan udforskes i spillerens eget tempo.
Det kræver dog mere tålmodighed end tidligere, og var man tilhænger af de tre tidligere kapitlers mere tilrettelagte og stramme fortælleteknik, vil Andromeda hurtigt komme til at virke som en mærkbar anderledes afstikker, der kræver en anden mentalitet for at kunne nydes.
Anderledes er også kampsystemet, der godt nok stadig er i tredjeperson, actionpræget og lader dig bruge alt fra automatvåben til magisk-smagende Biotich-evner. Ryder har således fået en jetpack, der kortvarigt kan skyde ham til vejrs, eller blot bruges til taktiske undvigelsesmanøvrer.
Valget af evner er også større end før, og så giver muligheden for løbende at skifte mellem karakterklasser og dertilhørende evner, en åbenhed som ikke tidligere var at finde.
Ærgerligt er det dog at det ikke længere er muligt at pause kampen for at udstikke kommandoer, for det betyder, at ansvaret på den kunstige intelligens er langt større end tidligere, og resultatet er mildt sagt ikke positivt.
Holdkammerater kaster glædeligt deres granater ind i mure mindre end en meter foran dem, uden øjensynligt at kunne se muren. Andre forsøger at gemme sig bag dække, der ikke eksisterer, og nogen gør det til deres opgave at være så passive som muligt, selvom det betyder at de gentagende gange bliver plaffet til atomer.
Manglen på en blot nogenlunde fungerende kunstig intelligens, er dog kun starten på, hvad der utvivlsomt er den teknisk mest vakkelvorne udgivelse undertegnede længe har oplevet på PC'en.
Dialog afspilles konstant over hinanden, således at man ikke kan høre, hvad nogen siger, og kameraet ved ofte ikke hvor der skal placere sig i særligt vigtige situationer. Figurer svæver til tider rundt og teksturer skifter konstant detaljegrad i vigtige historiesegmenter, og får det hele til at se enormt rodet ud.
Værst er dog de udskældte ansigtsanimationer, som af god grund allerede er blevet en meme-guldgrubbe. I de fleste situationer rangerer de fra tålelige til middelmådige, men når det går værst for sig er de ødelæggende og så tåkrummende forfærdelige, at det hele kommer til at virke som science fiction-pastiche, i stedet for en historie der ønsker at blive taget alvorlig.
Med disse fejltrin i tankerne er det mest utrolige ved Mass Effect: Andromeda dog, at det på ingen måde er et forfærdeligt spil. Ideerne er mange og gode, oplægget godt og i spillets bedste øjeblikke som eksempelvis dets loyalitetsmissioner, hvor der gives pusterum til at lære de vigtigste personligheder bedre at kende, er det tæt på at ramme storformen fra tidligere kapitler.
Problemet er bare et det hele tiden virker som om Andromeda insisterer på at spænde ben for sig selv, hver gang det har taget et skridt i den rigtige retning. Udvikleren arbejder angiveligt allerede hårdt på løsninger af de tekniske problemer og den kunstige intelligens, men dialogen er det svært at se dem fikse i den nærmeste fremtid.
Mass Effect: Andromeda kunne og burde have været et nyt kapitel af den samme kvalitet som tidligere, til den bedste science fiction trilogi i spilform, og man kan kun drømme om hvad lidt mere udviklingstid kunne have resulteret i.
I stedet sidder man tilbage med et rumeventyr som stadig kan være fængende og dragende, som stadig kan underholde i et utal af timer, men som også kræver at man er særdeles villig til at ignorere dets mange mangelfulde aspekter.
Læs også: Anmeldelse: Battlefield 1 er en hæsblæsende skildring af 1. Verdenskrig
