“I've seen things you people wouldn't believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tannhäuser Gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die.”
Ordene er replikanten Roy Battys, spillet af Rutger Hauer, i den første Blade Runner-film fra 1982.
35 år efter Blade Runner-filmens premiere giver replikkerne mig stadig gåsehud. For den oprindelige film rammer i dag lige ned i debatten om de maskiner, i filmen kaldet replikanter, som vi mennesker har skabt til at tjene os.
Det er en god pointe i en verden, hvor vi ræser frem mod skabelsen af alt fra serviceorienterede bots til soldater, sex og selvkørende biler.
Det var ellers ikke en selvfølge, at Blade Runner skulle blive en ikonisk film om en dyster fremtid. I første omgang udkom Blade Runner til noget afdæmpede anmeldelser, og den blev af mange vurderet som værende for mørk.
Selv instruktøren Ridley Scott var ikke helt tilfreds. Han har siden udgivet flere versioner, den seneste i 2007.
Men efter nogle år havde detektiven Rick Deckard og hans verden bundfældet sig. Og filmen blev startskuddet til, at særligt forfatteren Philip K. Dick blev en af filmskabernes favorit. Han skrev oplægget til Blade Runner, bogen 'Does androids dream of electric sheep'.
Hans bøger har efterfølgende inspireret film som Minority Report.
Sprunget 30 år frem
Med Blade Runner 2049 er vi sprunget lidt over 30 år frem - i både i filmen og virkeligheden. Rick Deckard er forsvundet og hovedpersonen er i stedet den unge politimand K, eminent spillet af Ryan Gosling.
De 30 år har dog hverken været gode for mennesker eller replikanter.
For mens Los Angeles ligner sig selv fra den første Blade Runner-film, har jorden tilsyneladende gennemlevet både en teknologisk og økologisk katastrofe.
Den teknologiske katastrofe har slettet mange af de oprindelige optegnelser, og den økologiske katastrofe betyder, at storme og tørke har drevet endnu flere rigtige mennesker til kolonierne i rummet.
For at kunne brødføde sig selv har menneskeheden brug for endnu flere replikanter, som nu produceres i nye og langt mere lydige udgaver.
Og uden at afsløre plottet, så er det filmens store moralske omdrejningspunkt: Kan vi som mennesker tillade os at skabe en hær af tjenere, som ligner os, føler som os, lever som os - og samtidig, med deres fulde bevidsthed, binde dem i evig trældom?
Artiklen fortsætter under billedet...
Det er i hvert fald det liv som hovedpersonen K lever som politimand og replikant: Hadet af sin egen slags for sit job som en Blade Runner, der afliver andre replikanter, og foragtet af de rigtige mennesker for at være et ligegyldigt ”skinjob”.
Hele det store moralske spørgsmål er alene en god grund til at se filmen.
For Blade Runner 2049 gør lige nøjagtigt det, som god science fiction kan: Stille spørgsmål ved vores valg ved at vise os deres konsekvenser.
Den anden grund til at se Blade Runner 2049 er, at filmen så visuelt flot viser os de konsekvenser. For den er forrygende flot.
Hvor den første film er nærmest klaustrofobisk i sin skildring af fremtiden, så er den nye Blade Runner mere til de store åbne vidder.
Især skildringen af et forurenet og forladt post-apokalyptisk Las Vegas er imponerende lavet. Og den unge politimands rejse for at finde sandheden om, hvad der skete i tiden efter den første Blade Runner er nærmest en moderne odyssé.
Så gå ind og se Blade Runner 2049.
For den er mørk, sørgmodig og dyster - men den er også stor og med lidt håb.
Måske ikke for vi menneskers moral, men måske kan andre samle den fakkel op.
Og se gerne den gamle film inden for at fange de små visuelle spor, som der trækkes til den første film.
Se også: Sympatien for robotterne er i øvrigt også et af de bærende elementer i HBO's glimrende Westworld-serie: HBO's Westworld er langt mere uhyggelig, end Terminator nogensinde har været