På de fleste store dagblade ligger nekrologerne for statsoverhoveder, kongelige og de store kulturpersonligheder klar i skuffen. De er skrevet, korrekturlæst og venter på den triste dag hvor der er behov for dem.
Jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at vi på Computerworld burde gøre det samme for det næste nedbrud. Skitsen skal være klar så vi bare skal udfylde tidspunkt, leverandøren og opliste hvem der er ramt - og så bare frem med breaking-gult til forsiden.
For vi er i skrivende stund midt i hvad man kan kalde anden generalprøve på et omfattende cyberangreb.
Det er vist stadig ikke russerne. Det er vist stadig ikke Trumps berygtede kill switch.
Det er bare Nets der (igen) mistede kontrollen over store dele af betalingsinfrastrukturen torsdag formiddag og samtidig lammede dele af hele tre lande på én gang.
For ti måneder siden skrev jeg en leder om Storebælt og det dengang aktuelle Nets-nedbrud. Konklusionen var, at vi havde dumpet generalprøven på et cyberangreb.
Vi havde ikke styr på planen, ikke på kommunikationen, ikke på hinanden. Det føles næsten meningsløst at skrive den historie igen. Men det er her vi er.
Et par ting er ganske vist blevet bedre.
Sund & Bælt har fået tænkt sig om og kører nu offline-betaling, så Storebæltsbroen burde ikke stå med kilometerlange køer denne gang. Salling Group og Coop har offline-procedurer, der ser ud til at virke.
Og hvor MobilePay nu kører med i fuld fart har vi i det mindste et alternativ for forbrugere på farten. Det er fremskridt.
Resiliente så længe alting virker
Det er bare ikke nok.
Jeg skriver disse linjer fra hjemmekontoret. Jeg nethandlede i går. Mine møder, min korrespondance, mine bankforretninger løber oftest uproblematisk gennem en tynd kabling af tillidsbaserede aftaler mellem leverandører, banker, myndigheder og platforme.
Det er fantastisk. For vi har bygget et af verdens mest digitaliserede samfund, og det fungerer i hverdagen. Det skaber værdi, sparer tid og åbner muligheder.
Men det er også forbandet sårbart. Og virker ærligt talt ikke særligt modstandsdygtigt - eller resilient, som det nu hedder.
Men i Danmark er tingene vist kun resiliente så længe alting virker.
I det øjeblik én komponent svigter, opdager vi, at vi har bygget alting op imod én grundpræmis: At den centrale leverandør altid leverer som de plejer. For det plejer de jo...
Gør tog og parkering gratis med det samme
Det tydeligste eksempel i dag er DSB. Selskabets pressevagt oplyste under nedbruddet til TV 2, at hvis man ikke kan købe en billet, skal man stige på toget og henvende sig til personalet. Det er en udmærket nødplan.
Men det er stadig en nødplan. Det rigtige svar burde være, at man bare kører gratis indtil systemerne, er oppe igen.
Det samme for parkeringshusene der ifølge Berlingske har fange biler i kælderen: Slå bommene op. Skriv en regning senere. Eller skriv den slet ikke.
Storebælt kunne ikke gøre det sidste år. Det kan de tilsyneladende nu. Det er fremskridt. Men det er et lille hjørne af et meget større billede.
For hver gang vi insisterer på at opretholde den fulde proces gennem et nedbrud, sender vi to signaler.
Det første: at vi har bygget et system uden plan B.
Det andet, og det er det dummeste: At billetten eller bombetalingen er vigtigere end den service, vi i øvrigt har lovet at levere.
Det er den koncentrationsrisiko, vi har bygget ind med åbne øjne. Og vi har gjort det igen med massere af amerikanske cloud-leverandører.
Det giver bare god mening økonomisk, lige indtil dagen hvor alt bryder sammen.
Ikke mindst derfor er dette ikke kun en sag for Nets.
Det er en sag for de virksomheder, der har designet deres infrastruktur op imod tiltro til én ufejlbarlig leverandør.
Det er en sag for de bestyrelser, der ikke har stillet de svære spørgsmål om beredskab.
Og det er en sag for de politikere, der gennem år har set udviklingen ske uden at insistere på alternativer, redundans eller stresstest.
Politisk svigt
Den fungerende erhvervsminister Morten Bødskov kalder dagens nedbrud "alvorligt" og forventer, at Nets håndterer det "hurtigt og forsvarligt". Det er helt korrekt. Men det er også en kedelig automatreaktion fra en der burde have set det komme efter mange år som både forsvars- og erhvervsminister.
Tilbage står tre ting, der ikke vil løse sig selv:
Leverandørafhængigheden, hvor for meget kritisk infrastruktur hænger på en enkelt aktør.
Kunderne, der har bygget systemer uden plan B og ikke tør slå bommene op, selv når situationen kalder på det.
Og det politiske niveau, hvor NIS2 er en god og nødvendig begyndelse, men tydeligvis ikke hele svaret.
Det vanskelige er, at vi ikke kan afdigitalisere os ud af det ved at printe løs.
Vi har bygget vores arbejdsliv, vores forvaltning, vores hverdag op omkring den digitale infrastruktur, og tilliden til at den fungerer, er forudsætningen for hele projektet.
Når den smuldrer, smuldrer mere end et betalingssystem.
