Anmeldelse: Vi har kigget på tre af de bedste spil til pc i 2017

PC’en har aldrig haft det bedre som spilplatform, hvilket er blevet utroligt tydeligt demonstreret i år

At sammensætte en anbefaling af tre af de stærkeste titler fra året, er en opgave i at skære fra og gøre sig klar til at modtage en stime af ”Hvorfor var det her ikke inkluderet?!”-spørgsmål. 

Så lad os demontere nogle af de mest åbenlyse spørgsmål først. Player Unknowns Battleground (PUGB) er ikke med på listen, fordi det stadig er i beta – det samme gør sig gældende for det fabelagtige Dead Cells.

Divinity: Original Sin 2 er heller ikke inkluderet af den simple grund at undertegnede ganske enkelt ikke har haft tid til at fordybe sig i det, på trods af at stort set alle er enige om at det er noget ganske unikt.

Sidst men ikke mindst, bør det derfor fremhæves at dette er en anbefaling af tre af de bedste PC-titler fra 2017, men ikke en definitiv, alt-gældende facitliste som står uden for diskussion.

Læs derfor med og overvej eventuelt at give de nævnte spil et forsøg, hvis du ikke allerede har tilføjet dem til dit digitale bibliotek.

Læs også: Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk Nier: Automata
I spilregi findes der få udgivelser med udviklingshistorier der er lige så kringlede og særegne, som de historier det givne spil selv forsøger at fortælle – særligt når der er tale om en af de mest originale historier i lang tid.

Den kondenserede form bag Nier: Automata lyder dog således at den japanske udgiver Square Enix for længe siden udgav det oprindelige Nier, der var en underlig blanding af rollespil og actionbrag, med en historie der krævede at man gennemførte spillet adskillige gange for at blive fortalt alle aspekter af den.

Ved udgivelsen var modtagelsen lunken, men nærmest snigende udviklede det sig til at vaskeægte kult-hit, med passionerede fans der brugte årevis på at dekode og diskutere historien. Selvom den slags ikke kan fabrikeres, passede det nærmest perfekt på instruktøren bag spillet, Yoko Taro, der selv bedst beskrives som kringlet og måske endda en smule særegent.

Alligevel vidste ingen helt hvad man kunne forvente da Square Enix i 2015, fem år efter udgivelsen af det oprindelige spil, annoncerede at de arbejdede på en efterfølger og at Yoko Taro igen stod i spidsen for det hele. Sandsynligheden for den slags havde i sig selv været lille, men blev gjort endnu mere overraskende ved at det var actioneksperterne hos Platinum Games der stod for den egentlige udvikling.

Normalvis ville den slags ikke have den store relevans for det færdige resultat, men i forhold til Nier: Automata er det blot med til at underbygge den specielle, dybe og endda til tider nyskabende historie som hele oplevelsen er pakket ind i.

Mekanisk er her tale om et tredjepersons action-rollespil i en fjern fremtid, hvor fjendtlige robotter ønsker at overtage herredømmet, og menneskelige androider er vores sidste chance for at genvinde planeten.

Det er gammelkendt science-fiction, men fungerer fint og giver god baggrund til de mange kampe hvor Platinum Games igen viser at ganske få andre udviklere i verden kan nå dem til sokkeholderne når det gælder hektisk action, hvor timing, strategi og et køligt overblik baner vejen mod sejr.

Som sin forgænger kræver Nier: Automata også at man gennemfører det flere gange for at opleve de forskellige slutninger, og selv herefter vil de fleste skulle søge hjælp online for at stykke det hele sammen.

Men det er det hele værd, for sjældent har et action-rollespil der forsøger at kombinere så mange forskellige aspekter, mens det tager sig tiden til at fortælle en original og fængende historie, lykkedes så godt med det hele.

Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk Project Cars 2
Som andre af de spil vi tidligere har skrevet om til både Xbox, PlayStation, Switch og PC kan Project Cars 2 også opleves på andre formater, men har du et kraftværk af en spillecomputer stående derhjemme, er der ikke nogen tvivl om på hvilket format Slightly Mad Studios nyeste udgivelse gør sig bedst.
prop
Et fabelagtigt udvalg af både baner, biler og muligheder er nok til at sætte de fleste i gang uden de store problemer. Med efterfølgeren er der også brugt mere tid på at fylde på men en kampagne der vil kunne holde de fænget, som ikke ønsker at søge modstand online.

Sammenlignet med hvad vi tidligere har set i spil som Forza Motorsport-serien, er denne del af pakken godt nok en smule skrabet, men fungerer alligevel stadig fint som en introduktion for novicer.

Men det er på banen at Project Cars 2 virkelig viser sine kvaliteter og heldigvis for det. Her er i højere grad tale om simulation end arkaderæs, men det betyder ikke at man skal have hundredvis af timers erfaring på rigtige racerbaner, samt et enormt setup med rat og pedaler, for at kunne være med her.

I stedet kommunikeres alt via kontakten mellem den valgte bil og det underlag man kører på, og her imponerer oplevelsen virkelig. Slightlly Mad Studios har med større autencitet end størstedelen af sine konkurrenter, formået at overføre kampen mellem dækkenes gummi, asfalten og hestekræfter til en digital oplevelse. Resultatet er fængende og udfordrende, men sjældent uretfærdigt eller straffende.

Bedst er Project Cars 2 dog i VR, og implementeringen af både Vive og Oculus Rift er den mest imponerende i noget racingspil til dato. At kæmpe om en position, mens man bruger sin naturlige orienteringsevner er imponerende, og at starte i et felt omringet af 16 andre biler er til tider åndenødsfremkaldende. Superhot VR
Eksemplerne er mange på hvor galt det kan gå, når et spil fra et format forsøges at klemmes ned på et andet format hvor virkemidlerne er nogle helt andre. Mange Wii-ejere kan eksempelvis huske lunkne konverteringer som nærmest ikke benyttede de unikke kontrollere, og mere nutidigt er det et problem man stadig ofte støder på når PC eller konsolspil forsøges konverteret til mobil-form.

Der er dog nærmest altid en undtagelse til en regel, og det beskriver ganske godt Superhot VR, der først startede livet som en flashspil-eksperiment, senere blev udvidet til et velfungerende PC-spil og i 2017 tog springet over til VR, hvor det sidenhen er blevet et glimrende eksempel på hvor fantastisk virtual reality kan være, når det fungerer bedst.

Ideen bag er af ”så simpelt at det nærmest er utroligt ingen andre har tænkt på det før”-skolen, og som navnløs actionhelt med kun et par svævende hænder til hjælp, indsættes man i det ene udfordrende scenarie efter der andet.

Her er fjender der skal skydes, tæves og på anden vis uskadeliggøres, og ofte i en rækkefølge man først begynder at lure efter flere forsøg. Eksempelvis ynder spillet gerne at starte en bane uden at give dig et våben, og kun ved at undgå fjendtlige projektiler, er det muligt at fravriste en fjende dens våben, bruge den til at skyde den anden fjende på altanen ovenfor, gribe hans kniv og så videre.

Hver bane er udformet som den bedste scene fra et hav af forskellige actionfilm, og når man først begynder at fange rytmen er det svært at skjule smilet, mens man kaster med billiardkugler, sekundet senere bruger sine Matrix-evner til at undvige skud, griber en kniv i luften og generelt gør det svært for de mange fjender.

Men Superhot VR’s største twist og nøglen som gør det hele muligt, er også et af dets mest basale spilleregler. Således bevæger verdenen omkring sig kun når man selv gør det. Vælger man at stå stille sættes alt, inklusiv projektiler fra de mange fjender på pause, hvilket gør det muligt at overveje en løsning.

Det er en virkelig simpel, men nærmest genial mekanik der gør Superhot VR til sit helt eget, og som samtidigt passer VR-udgaven perfekt, fordi man selv kan styre tempoet.

Har du allerede investeret i en VR-løsning er Superhot VR noget nær et essentielt køb. Det er oplevelsen du hurtigt taber timer til og efterfølgende har lyst til at fortælle alle om, og det er spillet du bør smide på som det første næste gang vennerne kommer forbi og skal se hvad VR er for en størrelse.

Læs også: Anmeldelse: Vend verdenshistorien og overskrid adskillige grænser




Ytringer på debatten er afsenders eget ansvar - læs debatreglerne
Indlæser debat...

Premium
Ny Chrome-version kan føre til et gennembrud for PWA'erne: Google og Microsoft satser på denne nye type apps
Progressive web apps - eller PWA’er - kommer du til at høre meget mere til. Både Microsoft og Google har kastet deres kærlighed på disse apps. Se her, hvad de to selskaber ser i PWA’erne.
Computerworld
Google indfører Android-gebyr efter kæmpe EU-bøde: Android-producenter skal nu betale for brug af Google-tjenester
Efter sommerens kæmpe EU-bøde indfører Google licensbetaling for Android-producenters brug af blandt andet Play Store. Men "Android vil forblive gratis og open source," lyder det fra selskabet.
CIO
Forleden reparerede en mekaniker min bil: Det kostede 4.200 kroner, som min hjerne snød mig til at betale med et smil
De rationelle it-beslutninger du træffer er måske en illusion. Det lærte jeg da min bil gik i stykker og min hjerne snød mig til at tro, at alt var fint. Til gengæld fandt jeg tre fælder dine it-beslutninger kan falde i.
Job & Karriere
Her er syv job-annoncer der overrasker med helt usædvanlige overskrifter
Der er mange ledige it-job i øjeblikket. It-jobbank har her fundet syv spændende stillinger, der har det til fælles, at annoncen har en utraditionel overskrift.
White paper
Undgå fælderne når du skal lease multimaskiner – her er 5 tips!
Markedet for leasing af print- og kopiløsninger kan være lidt af en jungle uden nøje brancheindsigt. Virksomheder og institutioner har i flere tilfælde accepteret kontrakter, som har bundet dem til unødigt kostbare og langvarige leasing-og lejeforløb. Underskriften er desværre bindende og derfor er det en god idé at sætte sig ind i aftalerne. I dette whitepaper giver vi dig 5 tips, så du sikrer dig de bedste vilkår.