Nintendo har sjældent ladet deres vej blive dikteret af potentielt kortvarige trends og tilbøjeligheder, på samme måde som konkurrenterne fra Microsoft og Sony.
I stedet har den det familievenlige firma excelleret ved at satse på egne produktioner, der både har inkluderet gigantens velkendte persongalleri, såvel som et bundt af virkeligt originale og ofte vellykkede oplevelser. Nintendo Labo, det nyeste skud på stammen fra Mario-skaberen hører definitivt i den sidste kategori.
Før man giver sig i kast med Labo er det vigtigt at vide at selve den elektroniske spil-portion, udgør en meget lille del af den egentlige oplevelse. I stedet skal fornøjelsen her findes ved at bygge de papfigurer som æsken er fyldt med, og som i samarbejde med Switch-konsollen udgør en finurlig kombination.
Det hele er nærmest genialt skruet sammen. Æsken indeholder farvekodede pap-ark, hvori alskens forskellige former er skåret, således at de er nemme at prikke ud, også selv hvis finmotorikken skulle mangle. I Switchen sætter man samtidigt det medfølgende lille spil-kasette, som inden længe sætter kulørte instruktioner i gang, alt efter hvilken figur man har tænkt sig at folde.
Præsentationen er fabelagtig på en nærmest Nintendo-unik måde, og kommunikerer fint de forskellige sværhedsgrader alt efter hvilket sæt man giver sig i kast med, og indeholder samtidigt klare og fyldestgørende instruktioner for hvordan det hele skal samles. Skulle man alligevel komme i tvivl, kan man altid spole tilbage, zoome, vende og dreje de digitale instruktioner på Switch-skærmen, og uanset kompleksiteten føler man derfor altid at man har en chance for at følge med.
De inkluderede sæt i standard-pakken lader brugeren sammensætte alt fra en fiskestang til en robot, motorcykelstyr og mini-piano, der hver især enten kan styres med, eller på anden måde bruges sammen med Switch-konsollen. Eksempelvis vil man med fiskestangen kunne nyde et simpelt fiskespil, hvor digitale fisk bider på krogen på Switch-skærmen, hvorefter man skal skynde sig at trække linen ind med pap-fiskestangen.
Koblingen mellem de fysiske pap-modeller og de digitale minispil resulterer i noget ganske unikt, af den slags som man alt for sjældent ser fra andre end Nintendo. Som de eneste synes Kyoto-giganten ikke at være bange for at sende noget ud på markedet der mere smager af legetøj, end egentligt spil. Det er lidt ærgerligt, for begejstringen omkring fusionen af legetøj og digitalt spil, ville nærmest ingen ende tage i undertegnedes husstand, da det hele blev testet med familiens yngste medlemmer der begge er under 10 år.
Og det er utvivlsomt også denne aldersgruppe der i højere grad end os andre, er i stand til at se bort fra de mangler som Nintendo Labo har.
De digitale spil er således så simple at man ikke vil bruge særligt mange minutter på dem, før man i stedet går i gang med at samle den næste papmodel. Det er ærgerligt at der ikke er blevet fyldt mere indhold på selve spil-delen, og disse kommer derfor hurtigt til at virke ligegyldige.
Et mere åbenlyst problem er dog at der simpelthen ikke er noget at vende tilbage til med Labo, når man har samlet den sidste papmodel. Den slags havde måske ikke været helt så tydeligt et problem, hvis det da ikke lige havde været fordi at det hele sælges til den samme pris som man normalt giver for andre nye udgivelser - altså i omegnen af 449kr. Det er dyrt og uanset hvor herligt det hele er mens man samler, er det svært at få øje på andre spil der ligeså brat løber tør for underholdning, som her.
Hvis man er indforstået med at det man betaler for er et ganske tidsbestemt stykke underholdning, er Nintendo Labo virkelig sjovt og hyggeligt mens det står på. Andre vil dog med al rimelighed, have svært ved at punge så mange penge ud, for noget så tidsbegrænset.
