Med udbuddet af forskellige digitale spilbutikker og generelt nemmere tilgang til et større publikum, er det særligt gennem de sidste tre-fire år blevet enormt populært at genoplive ældre genrer med nye mekanikker, nye klæder eller en blanding af begge.
Den slags er vi nogen der sætter stor pris på, for når tiden eller tålmodigheden er begrænset, er det ikke altid helt mentalt sundt eller sjovt at give sig i kast med den nyeste krigssimulator, hvor simulationen ofte er i højsædet, men kravene til opmærksomhed og tid ligeledes kan være overvældende.
Ydermere har adskillige snedige udviklere efterhånden bevist, at selvom ideerne måske nok er inspireret af eksempelvis 16bit-generationens bedste eventyr, behøver den slags ikke at sætte sig på dybden, opfindsomheden eller vigtigst af alt: underholdningsværdien.
Den slags demonstreres ganske hurtigt i det nyeste Yooka-Laylee eventyr, der uden slinger i valsen præsenterer et helt igennem charmerende platforms-eventyr med nok styr på sagerne til at både Mario, Sonic og Donkey Kong må tippe hatten for den semi-nye konkurrent.
”Semi” fordi dette er anden gang vi mødre duoen. Første gang var tilbage i 2017, hvor den britiske udvikler bag det hele, åbnede op for deres bud på et platformseventyr (som vi også anmeldte her på siden). Dengang var det med Mario og Donkey Kong-eventyrerne fra Nintendo 64 som de store forbilleder, og trods at der var tale om et glimrende spilbart eventyr, nåede det aldrig helt op på siden af dets inspirationskilder.
Perspektivet er ændret i efterfølgeren der denne gang synes at kigge endnu længere tilbage i arkiverne, hvor det i højere grad er Super Mario World og Donkey Kong Country fra Super Nintendo-tiden der er blevet set efter i sømmene, og det må siges at have været en succes for det nye eventyr er både skarpere og sjovere end dets forgænger.
Kreativiteten skinner igennem fra første gang det hele startes op, og således kastes man faktisk hovedkulds ud i spillets sidste bane der også har inspireret navnet. Om det reelt er muligt at besejre den i første hug eller ej, skal vi lade være usagt men i hvert fald rakte evnerne ikke til det i vores forsøg.
Den såkaldte ”Impossible Lair” der fungerer som konklusionen på eventyret, kan forsøges lige så mange gange man har lyst og på alle tidspunkter, men ønsker man reelt at have en chance for at se en lykkelig ende på det hele, gør man bedst i at udforske resten af eventyret. Hver gennemført bane belønner med et forsøg mere i den sidste bane, hvor man derfor ikke længere sendes helt tilbage til start hver gang noget går galt.
Hver og en af de mange baner forbindes via et slags landkort, hvor man dog også frit kan bevæge sig rundt. I stedet for blot at fungere som en forklædt menu, byder landkortet dog også på sine egne puzzles og hemmeligheder, hvilket både kan føre til ekstra liv, helt nye baner og såkaldte ”Tonics” der kan give forskellige bonusser, samt ændre hvordan hele spillet ser ud.
Særligt snedig er brugen af landkortet i de sekvenser, manipulationen af elementer som is, ild og vand gør at baner man allerede tidligere har gennemført, pludseligt forvandles til for eksempel et islandskab eller oversvømmes med vand, og på den måde radikalt ændrer hvordan de spilles.
Som genre-reglerne forskriver, er der naturligvis en hulens masse dingenoter der skal samles ind, og Marios velkendte guldmønter er her udskiftet med gyldne noder, samtidigt med at hver bane indeholder fem særlig godt gemte guldmønter, der skal bruges til at åbne op for nye baner. Det betaler sig derfor at gå på udforskning, hvilket heldigvis sjældent føles kedeligt grundet et stærkt banedesign.
I modsætning til Mario skal man dog ikke forvente løbende at optjene nye evner, for i Yooka-Laylees nyeste eventyr er der i stedet blevet fokuseret på at få mest muligt ud af de sparsomme angreb og bevægelser man har til rådighed.
Den beslutning kan virke en smule restriktivt hvis man for nyligt har givet sig i kast med et af Marios senere eventyr, hvor det nærmest er hver bane der byder på en ny mekanik. Man kommer dog ikke uden om at Playtonic i stedet virker til at have udnyttet restriktionerne til at fokusere på at finpudse alle de mest essentielle elementer af deres eventyr, og resultat er en oplevelse hvor alt fungerer glimrende.
Yooka-Laylee and the Impossible Lair er både charmerende, udfordrende og underholdende og er et af de bedste platformseventyr i nyere tid, der viser at det ikke kun er Nintendo eller Sega der formår at stykke den slags sammen. Hvis man er fan af genren er her tale om et sikkert køb.
