Hades
Lige siden de debuterede med det eminente Bastion, har man ikke rigtig været i tvivl om at mini-udvikleren Supergiant Games er noget helt særligt. Hver ny titel har ændret retning, regler, oplæg og mekanikker, men kvaliteten har alle dage været skyhøj, mens tonen helt har været deres egen.
Hades, der i første omgang debuterede i beta-form tilbage i 2018, har brugt cirka to år på at blive formet, finpudset og perfektioneret i samarbejde med et passioneret publikum der har fordret udvikleren med inputs.
Resultatet er det er det potentielt bedste action roguelike, hvor oplægget er det samme hver gang man starter på ny, men viljen til at fortsætte forsødes af oplåste bonusser og historiebidder der fordrer nysgerrigheden.
Men hvor konkurrerende titler i samme genre som det fabelagtige Dead Cells og Risk of Rain 2 har fokuseret alle deres kræfter på spilbarheden, har Supergiant Games haft overskuddet til at tilføje en hulens masse kreativitet, et gribende karaktergalleri og årets potentielt bedste soundtrack.
Som den rebelske Zegreus, søn af Hades (kongen af underverdenen), skal man således lave aftaler med et væld af forskellige guder for at gøre sig fortjent til at låne deres kræfter. De har allesammen hver deres egne historier at fortælle, og da disse som oftest omhandler stridigheder med hinanden stykkes en større historie løbende sammen.
Som actionspil er Hades en hæsblæsende affære der kræver timing og overskud, og hvor man sendes tilbage til starten hver gang man mister det sidste af livsbeholdningen. Det gør dog aldrig noget, da man altid har mulighed for at låse op for permanente opgraderinger der gør det næste forsøg mere interessant.
Et nærmest magisk soundtrack runder det hele af, og Darren Korb og Ashley Barret der også har stået for sangene til udviklerens tidligere udgivelser, har her produceret musik som ikke kun stadig lyder fantastik efter man har brugt 50 timer i selskab med spillet, men som også hurtigt finder sin plads på playlisten når man er på farten.
I et år med massevis af store udgivelser fra nogle af de dygtigste udviklere, formår Hades stadig at distancere sig fra stort set dem alle sammen – ren spilmagi.
Ghost of Tsushima
Der var ikke den stor tvivl om at 2020 ville blive et godt år for PlayStation-fans, for allerede ved starten af året stod det klart at det som minimum ville blive til mindst to gigantiske, eksklusive udgivelser til konsollen – The Last of Us Part II og Ghost of Tsushima.
Naughty Dogs længe ventede efterfølger imponerede da også med imponerende teknik og skuespil, men alligevel var det Ghost of Tsushima der var sværest at slippe igen, når først man var kommet godt i gang.
I rollen som samuraien Jin Sakai, blev man givet friheden til at udforske en af de flotteste spilverdner til dato i eget tempo, mens en solid historie hele tiden gav grund til at fortsætte.
Akira Kurosawas film havde tydeligt fungeret som inspiration for udvikleren Sucker Punch Productions, der dog alligevel havde formået også at sætte deres eget præg på det hele, hvilket ikke mindst gjorde sig gældende i form af den absolut polerede spilbarhed.
Som om det ikke var nok, har udvikleren siden udgivelsen fyldt på med forbedringer og senest endda en solid multiplayer-udvidelse der tilføjer masser af ekstra timers underholdning til det hele, og endda er helt gratis at hente.
Skulle man have fået fingrene i en PlayStation 5 er Ghost of Tsushima også en af de bedste oplevelser på den nye hardware, fordi spillet er blevet opdateret med højere opløsning og forbedret billedhastighed, hvilket på det nærmeste får det til at fremstå som et nyt spil.
Ori and the Will of the Wisps
Det var svært at se hvor det helt præcist var Moon Studios planlagde oplevelsen, da de varslede at de var i gang med at arbejde på en efterfølger til deres første udgivelse Ori and the Blind Forest – et 2d action-eventyr der ramte rigtigt på alle kanter og leder.
Enhver tvivl blev dog gjort til skamme med udgivelsen af Ori and the Will of the Wisps, der forbedrede alle aspekter af det første spil så markant, at det på det nærmeste virkede som om det hele var blevet genopfundet på ny.
Indbundet i potentielt de flotteste 2d-klæder genren endnu har set, blev man sendt på et acton-eventyr med masser af gåder, overraskelser og situationer så imponerende at man havde lyst til at genstarte det hele lige efter man havde gennemført det.
Det var dog udviklerens store arbejde med at få helt styr på genrens grundpiller der i sidste ende gjorde at det hele var så svært at slippe igen, og en super præcis kontrol betød eksempelvis at man altid følte sig i kontrol. Ligeledes sad banedesignet og de mange gåder lige i skabet, samtidigt med at et snedigt evnesystem betød at friheden på alle tidspunkter var stor.
Investerede man i en af de nye Xbox-konsoller var der samtidigt mulighed for at nyde det hele i 4K og/eller med en ekstremt glidende billedhastighed, der fik det hele til at fungere endnu bedre.
