Artikel top billede

Den grafisk detaljegrad er enorm i Gran Turismo 7, men der er en markant forkel på hvordan det hele ser ud når spillet får lov til at styre showet, og når man selv sidder bag rattet. (Foto: Polyphony Digital)

Spilanmeldelse: Gran Turismo 7 bliver en dyr fornøjelse

Med velkendt bilfysik, flot grafik og masser af kræs for bilentusiaster, burde seriens nyeste kapitel være et hit. En forskruet økonomi og kontrollerende udvikler spænder dog ben for det hele.

Der er langt imellem dem, men kigger man godt nok efter findes der enkelte spil der moderniserede en genre så markant, at det efterfølgende var svært at forstille sig at den nogensinde havde set anderledes ud. Det oprindelige Gran Turismo en er af den slags titler.

Med kun to lunke udgivelser på kontoen, var det de færreste der havde store forventninger til japanske Polyphony Studios næste udgivelse, da de varslede at de arbejdede på deres første rigtige bilsimulator. Men kort tid efter udgivelsen I 1997 stod det klart at der var tale om noget ganske særligt.

Med sit enorme udbud af baner, biler og tuningsmuligheder, var der tale om et bilspil der stak dybere end speederen-bund-tilgangen der eller havde præget genren som helhed. Her skulle tages kørekort før man fik adgang til biler og baner, ligesom man skulle finde den rigtige kombination af bil og opsætning før man havde en chance i de mere udfordrende ræs.

Siden er det blevet til 11 forskellige Gran Turismo-udgivelser, med Gran Turismo 7 værende den 12, og hvis det lyder lidt voldsomt, kan det måske berolige at det nyeste afsnit er noget af det tætteste serien hidtil er kommet på at finde tilbage til den formular der virkede I første omgang.

Det hele starter med en gang klassisk musik. Gran Turismo har altid været en smule excentrisk, og inden man får lov til noget andet i det nyeste afsnit, skal der køres ræs til klassisk musik i det nye tiltag som kaldes “Musical Rally”. Kører man ordentligt her, vil man sådan nogenlunde ramme det valgte musiknummers rytme, hvorefter det hele øjensynligt burde resultere i en fantastisk oplevelse. Uanset hvor mange gange man prøver det, er det dog mere finurligt end fantastisk, og en virkelig speciel måde at tage imod nye spillere.

Den besynderlige tilgang fortsætter. Før man får lov til at sætte sig ind i den første bil man har købt, skal man på café, hvor Luca (en af de mange personligheder der elsker at snakke med dig) fortæller dig om de såkaldte “Menu Books”. I bedste Pokémon-stil viser det sig, at det største mål i Gran Turismo 7 er at samle alle spillets biler, og at de såkaldte Menu Books udgør de klistermærke-bøger hvor de alle indekseres.

Først herefter giver spillet lettere modvilligt dig lov til at begynde at køre løb, tjene penge, tage kørekort og ekspandere din virtuelle garage. Heldigvis belønnes tålmodigheden med en køreoplevelse der på det nærmeste føles som en HD-opdatering af det første spil.

Gran Turismo har aldrig med god samvittighed kunnet kalde sig selv en simulator, og det gør sig også gældende med det nyeste kapitel. Bilerne klistrer til asfalten, mens bilfysikken forsøger at fortælle dig at du burde tage farten af, uden dog på noget tidspunkt rigtigt at straffe dig for ikke at gøre det. Den kombination betyder at det hele føles mere arkade-præget end realistisk, ligesom det også gjorde sig gældende med seriens tidligere kapitler. Man kan fintune det hele for at højne realismen, men det kommer stadig aldrig I nærheden af simulation som det man eksempelvis kan opleve i Assetto Corsa Competizione.

Grafisk har serien aldrig set bedre ud end her. PlayStation 5 får lov til at spille med musklerne og særligt interiør-detaljerne i de forskellige biler er imponerende. Desværre er der visuelt stor forskel på hvordan det hele ser ud når konsollen får lov til at styre kameraet, og når man selv bliver givet kontrollen over det hele, og man kunne have ønsket at de samme detaljer kunne gengives med speederen i bund.

Mere rammende på den grafiske front er dog at Gran Turismo endnu en gang repræsenterer motorsport uden det store liv, eller den vildskab der for alvor sætter i perspektiv hvor voldsomt det går for sig, når professionelle kørere gør deres bedste for at tøjle deres bil sving efter sving. Polyphonys populære serie har altid haft for vane at præsentere motorsporten gennem en linse hvor solen nærmest altid står perfekt, og selv en smule regnvejr kun på høflig vis forstyrrer det perfekte udseende. Det gør det hele en smule sterilt og livløst, særligt hvis man har prøvet nogle af genrens andre sværvægtere, hvor kampen mellem asfalten, omgivelserne, maskinen og mennesket i centrum for det hele, er gengivet langt bedre.

Selv med et par skavanker er det man bliver præsenteret for i de første mange timer med Gran Turismo 7 dog stort set hvad man realistisk kunne have håbet på fra serien. Givende fornyelser er der ikke mange af, men opbygningen, kontrollen, bilfysikken og jagten på flere biler, er præcist som man husker dem fra tidligere, blot flottere og hurtigere.

Men på et punkt spænder den succesfulde series nyeste udspil så eftertrykkeligt ben for sig selv, at det nærmest ikke er til at begribe hvordan det har fået lov til at gå igennem kvalitetskontrollen.

”Credits” er møntfoden der bruges til at betale for de mange biler, hvilket betyder at man konstant er på jagt efter flere, hvilket på paradoksal vis besværliggøres så meget som muligt af et par sælsomme beslutninger fra udviklerens side.

Med en forklaring om at man ønsker at sjældne biler fra virkeligheden også skal være sjældne og eksklusive i spillet, er priserne for de disse biler skruet så meget i vejret at der skal køres håbløst mange løb for blot at få råd til en af dem. Problemet udpensles ved at nogle biler kun er til salg i bestemte tidsperioder, eller kræver tilfældigt uddelte invitationer for overhovedet at kunne købes, hvilket betyder at man som spiller er overladt komplet til udviklerens humør på dagen.

Men det er ikke nok, for siden udgivelsen har Polyphony af flere omgange implementeret nye vejbump for dem som ønsker at få mest ud af deres spil.

Der er eksempelvis et loft for hvor mange ”credits” man kan have på sin konto af gangen, hvilket betyder at man på et tidspunkt ikke længere vil tjene noget på kørte løb. Da desperate spillere lavede guides til hvilke baner der hurtigst kunne tjenes ”credits” på, blev det også lukket med en forklaring om at udvikleren ønskede at man skulle tage sig tiden til at nyde spillet.

En af de eneste muligheder de mest desperate spillere efterlades med er derfor at købe ”credits” for virkelige penge, hvilket efterlader en dårlig smag i munden når nu Gran Turismo 7 er et fuldprisspil. Det nærmer sig dog det absurde når man ser regnestykket. For 149 kroner kan man således købe sig til 2 millioner credits, hvilket ikke engang er nok til at købe en enkelt af spillets mest eksklusive biler, der alle har en pris der starter ved 3 millioner credits. Det kræver ikke meget at se at resten af regnestykket ikke ser pænt ud.

En løsning så grisk ville have set dårlig ud for ethvert spil, men det rammer særlig hårdt i Gran Turismo 7 som uundgåeligt har været et af de spil, som generationer af PlayStation-fans har set frem til. Trods at det hele stadig føles lidt gammeldags i forhold til resten af genren, lykkedes det nyeste kapitel af serien med at genfinde en del af den gamle magi, men spænder altså groft ben for dem som ønsker at få alt ud af det spil som de selv har betalt for.

Når udviklere tager så tydelig kontrol over en spiloplevelse og hvordan spillere tilgår den, er det oftest fordi der er tale om en gratis eller abonnements-baseret oplevelse, hvor den slags bedre kan forsvares. Men her er tale om et fuldpris-spil, og derfor virker det særlig frustrerende at man ikke i højere grad kan få lov til at nyde det som man ønsker. På trods af dets charme, velkendte kørefysik og flotte grafik, er det derfor svært at anbefale Gran Turismo 7 på nuværende tidspunkt.


Loading ikon


CIO
Årets CIO 2022: Nu skal Danmarks dygtigste CIO findes - er det dig? Eller kender du en, du vil indstille?