Artikel top billede

(Foto: Ditte Vinterberg Weng)

EU bør håbe på en Schrems III – og helst inden nytår

Computerviews: Rigtigt mange eksperter spår en Schrems III-dom i horisonten. Og måske er det lige netop dén, der skal redde EU-politikerne fra en Schrems IIII-dom. Derfor bør EU håbe på en hurtig Schrems III-afgørelse.

Tre gange har EU og USA fejret indgåelsen af nye aftaler, der lader organisationer i begge lejre data flyde frit. To af gangene er aftalerne blevet skudt ned, da en østrigsk jurastuderende bad EU-domstolen se på aftalen med realistiske briller.

Siden blev den jurastuderende færdiguddannet og har fundet en levevej gennem disse retssager. Derfor er denne rytme nu cementeret, som om det er sådan, systemet altid har været planlagt at virke:

EU indgår en ny aftale med USA. Toppolitikerne lader champagnepropperne springe. Og så kigger de alle med spørgende og spændte blikke på Max Schrems, der – i dag med hans non-profit organisation NOYB i ryggen – går i gang med tovtrækkeriet.

Og snart står samme politikere med resterne af den varmluftballon af en aftale, som Schrems sammen med den dømmende magt har trampet i stykker.

Men denne gang kan der faktisk være en mening med galskaben, særligt i betragtning af NOYB's selvsikre forudsigelse om, at sagen denne gang sandsynligvis vil være tilbagevist ”i løbet af få måneder.”

For EU har nemlig med den nye aftale misset muligheden for at presse USA på netop det punkt, hvor hele GDPR-misæren trykker allermest. Dét punkt, som faktisk er EU's eneste mulighed for en harmonisk forening med USA på databehandlingsspørgsmålet.

Overvågningsloven FISA 702, som er årsagen til, at både Safe Harbor (Schrems I) og Privacy Shield (Schrems II) faldt for EU-domstolen i sidste ende, har nemlig indbygget en ”solnedgangs-klausul”. Og uret tikker, for FISA 702 skal fornys i udgangen af 2023.

Inden EU-US Data Privacy Framework-aftalen, der trådte i kraft 10. juli, var denne udløbsdato et oplagt træk til forhandling for EU, som i sin iver efter en hurtig løsning glemte at stille krav til USA.

Men hvis retssagen går hurtigt, kan Max Schrems måske nå at give EU en ny chance for at presse USA på at ændre netop den kerne, der udgør alle virksomheders Schrems II(I)-problemer.

Derfor bør EU-politikere netop nu håbe på og bede til, at Schrems-øksen falder hårdt og hurtigt.

Det er jo også begrænset – selv for EU – hvor mange Schrems-domme de europæiske virksomheder kan vente på, før man endelig indser, at der ingen vej er udenom de gigantiske investeringer til ny cloud-alternativer, som både private og offentlige organisationer kigger ind i gabet på, hver gang en ny Schrems-dom falder.