Chip Colwell er arkæolog og kurator, der har brugt en stor del af sin museumskarriere på at studere ting, mennesker har lavet og efterladt.
Nu stod han midt i sin søsters stue i Seattle og fik stillet spørgsmålet, han burde kunne svare på med bind for øjnene: ”Why do we have so much stuff? I mean, where does it all come from?”
Det er det, der sætter gang i bogen ”So Much Stuff – How humans discovered tools, invented meaning, and made more of everything.”
Det er en bredt anlagt og til tider lettere ubehagelig bog om menneskehedens tre millioner år lange kærlighedsaffære med ting.
Colwell kalder os Homo stuffensis forstået som en art, der ikke blot bruger ting til at overleve, men som lader sig definere af dem.
Det lyder måske overdrevent, men så alligevel ikke. Tænk for eksempel på, hvor mange ting, vi hver især selv ejer (og som formentlig sjældent bliver brugt).
Eller tag en vilkårlig tråd på sociale medier, hvor ellers forstandige mennesker kan få blodtrykket endog meget højt op under diskussioner om, hvorvidt den ene eller den anden bil/smartphone/båd/cykel er bedst.
Nogle anslår, at det gennemsnitlige amerikanske hjem rummer omkring 300.000 genstande. Samtidig er nybyggede amerikanske hjem mere end fordoblet i størrelse siden Anden Verdenskrig. Det skyldes primært, at der er brug for mere plads til flere ting.
Og når pladsproblemet alligevel ikke kan løses, så griber vi til opbevaringsenheder. Det kender vi også herhjemme, hvor man dårligt nok kan passere en Harald Nyborg eller en Elgiganten uden at der også ligger en Shurgaard ved siden af.
Men alt er bare større i USA. Her steg opførelsen af selvopbevaringsfaciliteter fra 100 millioner dollars i 1993 til 5 milliarder dollars i 2018 – i runde tal svarende til en stigning på 4.900 procent.
Og hvad sker der til sidst med det hele? Det smides ud. Ifølge Verdensbanken genererede verden i 2020 to milliarder ton affald om året. I 2050 ventes det at være 3,4 milliarder ton – svarende til vægten af 38.000 hangarskibe. Hvert eneste år.
Og naturligvis er der i mellemtiden også skabt en hel industri, der hjælper os med at rydde op i rodet, og Marie Kondo er dens ypperstepræst.
Colwell forklarer galskaben gennem tre store spring i menneskehedens historie.
Det første spring var opdagelsen af, at naturens råmaterialer kunne forvandles til ting.
I første omgang nemlig de første kendte stenredskaber for 3,3 millioner år siden. Med tiden begyndte vi at fremstille nåle, der avlede tøj, der igen avlede alt muligt andet.
Det andet spring var, da tingene fik mening. Nemlig da en sten ikke blot var et redskab, men et symbol på en gud, et statussignal eller et kunstværk.
Det tredje og mest volumentunge spring begyndte med den industrielle revolution. Med tiden gjorde masseproduktionen det muligt for alle – og altså ikke kun eliten – at anskaffe nærmest ubegrænsede mængder af ting.
Men det er på den anden side også skidt for forretningen, hvis forbrugere når at knytte sig alt for tæt til deres genstande.
Derfor fandt industrien på planlagt forældelse af alt fra vaskemaskiner til biler og – ja – smartphones. Nogle ting går i stykker. Andre kan ikke repareres. Og andre igen føles bare hurtigt forældede, så vi helt af os selv går ud og køber nye.
Det er i det hele taget en af bogens pointer, at vores uhyre sofistikerede forhold til ting hverken er naturgivet eller uundgåeligt. Tværtimod er det resultatet af en lang række valg, vi som art har truffet undervejs. Og som vi principielt kunne træffe anderledes.
Hvilket er lettere sagt end gjort, som Colwell også indrømmer med en vis portion selvkritisk humor. Han er ganske vist minimalist af overbevisning og har brugt en stor del af sin museumskarriere på at returnere genstande frem for at samle på dem.
Men han synes alligevel, at Tesla-biler er ret fede.
