Der gik som bekendt ikke mange minutter fra en gerningsmand forleden prøvede at tage livet af Donald Trump til de første rygter svirrede om, at Trumps demokratiske modstandere havde bestilt attentatet. Eller om, at Trump selv havde sat det hele i scene.
Anderledes kan det næsten ikke være i en verden, hvor nogle i ramme alvor mener, at jorden er flad.
Eller opfatter kondensstriber fra jetfly som beviser for, at den hemmelige Verdensregering prøver at manipulere klimaet.
Og det er omtrent også her, at den prisbelønnede, populære og sørgeligt aktuelle tegneserie ”The Department of Truth” starter. Nemlig i nutiden til en konference for fladjordsteoretikere, som FBI-agent Cole Turner besøger for at lære mere om de småskøre – men ellers kedsommeligt ordinære – konferencedeltagere.
På konferencen bliver Turner imidlertid inviteret med på en lang flyvetur til verdens ende, hvor han ser ting, der ikke burde være mulige.
Kort efter rekrutteres han af regeringsorganet The Department of Truth, der ikke blot ledes af Lee Harvey Oswald (ja, dén Lee Harvey Oswald).
Afdelingen har også til opgave at bekæmpe konspirationsteorier, før de bliver så populære, at de materialiserer sig som virkelighed.
For som seriens udgave af Oswald på et tidspunkt konstaterer, så er afdelingen med jævne mellemrum beklageligvis nødt til at likvidere selveste Julemanden, når tilstrækkeligt mange børn tror på ham.
Det lyder enormt gakket, og det er det også.
Ja, faktisk er vi i The Department of Truth endnu længere ude på overdrevet end selv de mest syrede afsnit af gode gamle The X-Files.
Her møder man ikke blot Kennedydrab, månelandingen og Men in Black, men også Bigfoot, reptilmennesker og det, der er vildere endnu.
Men hvor Mulder og Scully dog trod alt holdt fast i, at sandheden var derude, så kan hovedbudskabet i The Department of Truth bedst koges ned til den kyniske konstatering, at det betyder mere om en kritisk masse af mennesker tror på en skør teori, end om den rent faktisk passer.
Hvilket i nogle sammenhænge er en tanke, der også giver mening i den virkelige verden.
For hvordan skal man ellers forklare, at alt-right konspirationsteoretikere opfattede det som en så etableret sandhed, at Hillary Clinton brugte pizzeriaer som skalkeskjul for børnemisbrug, at de indgav dødstrusler mod sagesløse resturationsansatte eller endda var klar til at begå drab?
Samtidig er The Department of Truth dybt underholdende og prøver at binde gængse konspirationsteorier sammen med ideer fra det mest sindsforvirrede overdrev.
Det vil for mange læsere være alt, alt for meget af det gode. Ligesom seriens nærmest psykedeliske tegnestil og sammenblanding af tankespind og virkelighed (hvilket jo altså her er et begreb med betydelig elastik!) undertiden er temmelig forvirrende.
Men kunne man derimod være klar på at grave sig langt ned i selv de dybeste kaninhuller med en værdig arvtager til Fox Mulder, så er The Department of Truth solut værd at tage et nærmere kig på.
For eksempel her, hvor forlaget Image Comics har stillet første nummer gratis til rådighed.
Sidst i juni kom seriens nummer 23 på gaden efter halvandets års udgivelsespause, og der er mindst tre yderligere numre på vej frem mod efteråret.
Man kan også købe de første 22 numre samlet i indtil videre fire bind.
