Det har taget sin tid. Tilbage i 1995 trillede verdens første kabelfri robotplæneklipper rundt foran en imponeret verdenspresse, men først i 2023 blev det geniale koncept en kommerciel realitet.
Og nu er vi med en stærk tredje generation på vej mod haver, hvor nedgravede styrekabler kan blive lige så ”yt”, som fossile luft- og støjforurenere allerede er.
Normalt skænker vi det ikke så mange tanker, men især efter at jeg – sammen med Michael Hagelund – begyndte at teste robotplæneklippere, har min hustru og jeg adskillige gange talt om, hvad elektriske plæneklippere har gjort for miljøet i villakvarterer.
Specielt omkring frokost-, drinks- og middagstid blev vores udendørs kvalitetsliv tidligere forpestet af elendigt vedligeholdt, hakkende og larmende plæneklippere med en ”ånde” som flere hundrede Gauloise-rygende, parisiske taxichauffører samlet på alt for lidt plads.
I dag slås stort set alt græs i vores kvarter elektrisk, og i stadig flere haver klares jobbet af robotter, som reelt er lydløse og luffer stilfærdigt rundt, når deres AI-algoritmer kommanderer dem på arbejde.
Robotter kommer med en pris
Robotplæneklippere har to ulemper: Du kan nemmere høre, hvad naboerne siger – og vice versa. Og selv om priserne hos nogle udbydere er på vej nedad, er de stadig ikke ligefrem billige.
Hvis du selv gider skubbe en batteridrevet elplæneklipper, kan du hos Harald Nyborg slippe med mindre end en ”tusse”.
For under det dobbelte kan du samme sted få en selvkørende robot, men så skal du også bøvle med afgrænsningskabel til klippeområdet.
Hos Bilka har vi set en No-Name robot uden grænsekabel til 3.999 kroner, men ellers slipper du næppe for at budgettere med noget mere for en kabelfri sag. Det er dovenskabens pris.
Farvel til kablerne
Det siger sig selv, at en autonom plæneklipper ikke skal slå andre vækster end det græs, som haveejeren vil holde nede.
Den udfordring løste man i begyndelsen med et modificeret elhegn, der med elektriske pulser kan signalere til plæneklipperen, at den nærmer sig en grænse, den ikke må overskride.
Teknikken er enkel og billig i materialer. En almindelig plastisoleret ledning, der hverken kræver skærmning eller udsøgt kobber – billigt aluminium eller tyndt ståltråd er helt fint, og det koster ikke alverden.
Den tilhørende elektronik – et par enkle transducere – er heller ikke ruinerende.
Desværre kan et afgrænsningskabel være ganske sart, og dets værste fjende er rent statistisk den robotplæneklipper, det skal kontrollere.
Hvis kablet ikke er nedgravet eller ligger helt plant på græsset, kan de roterende knive på klipperen få fat i det og hakke det over på et splitsekund.
Jeg har på det seneste bemærket ganske mange annoncer for kabelsamlere og specielt splejseværktøj samt måleinstrumenter til lokalisering af kabelbrud. Et nyt eftermarked, som branchefolk vil formulere det.
Alt dette bøvl kan du undgå ved at vælge en kabelfri robot, men du slipper ikke med denne beslutning. Du kommer også forholde dig til de forskellige positioneringsteknologier på markedet.
Avanceret robot-navigation
Når du vil have en robotplæneklipper til at slå din plæne, kan du groft sagt vælge mellem to teknologier:
GPS-baseret programmering, hvor du på et digitalt kort definerer et klippeområde, ligesom du gør analogt med et afgrænsningskabel.
Robotten kan have sin egen skærm, men kan som regel også styres på en smartphone.
Alternativt kan du udstyre robotten med forskellige sensorer, der sætter den i stand til at skelne mellem græs og alt andet i haven.
Den GPS-baserede programmering bliver mere udførligt omtalt i forbindelse med Husqvarna-testen.
Her skal det blot nævnes, at denne løsning er forholdsvis dyr. Til gengæld giver den robotten mulighed for at klippe med centimeter-præcision i et vilkårligt afgrænset område.
En sensorstyret robotplæneklipper kan sammenlignes med en mere eller mindre selvkørende bil.
Her bruges kameraer samt radar- og LiDAR-sensorer til at kortlægge omgivelserne og skelne mellem græs, og hvad der ikke skal klippes.
Begge typer robotter er naturligvis også forsynet med sensorer, der kan genkende levende væsener og forhindringer, så de hverken skader andre eller sig selv.
Og der er ingen præmie for at gætte, at alle disse features bliver markedsført med flittig brug af den magiske trylleformel ”AI”. Tilsæt selv en passende mængde salt!
Husqvarna Automower 405XE NERA med EPOS til 20.498 kroner
Svenske Husqvarna begyndte i 1689 med at fremstille geværer.
I vores tid er firmaet især kendt for maskiner til have- og skovbrug, men det lægger også navn til avancerede motorcykler og har haft knallerter og cykler i sortimentet.
Når det gælder plæneklippere generelt, spænder sortimentet fra en håndskubber med traditionel cylinder og underkniv (929 kroner) til professionelle maskiner til priser langt oppe i de seks cifre.
Robotplæneklippere fylder efterhånden også meget hos Husqvarna.
I denne kategori kan du vælge mellem 31 modeller, heraf 10 professionelle, og prisniveauet er ingen udfordring for discountbutikker.
Den absolut billigste model koster 6.599 kroner, kræver fysisk kabel og er dimensioneret til 400 kvadratmeter.
I den anden ende kan du for godt en kvart million blive ejer af et monster med en områdekapacitet på 48.000 kvadratmeter – mere end seks typiske fodboldbaner.
Hvis det ikke var for det let ændrede typenummer, ligner dette års Husqvarna-robot 2024-forgængeren Automower 410XE NERA til forveksling.
Også prisen er omtrent uændret, og det samme er materiale- og byggekvaliteten.
Med en vægt på 12 kilo er 405XE ikke specielt tung, men den gør et bundsolidt indtryk – som Husqvarna generelt eller en klassisk Volvo.
Ny vin på gammel flaske
For professionelle tæller det også, at producenten servicerer kunderne via et landsdækkende forhandler- og servicenetværk.
Hvis du har forsøgt at få support fra et nummer i New Delhi, ved du hvorfor vi sætter pris på sådan en organisation.
Men lad os først se lidt på den nye robot.
Den nye Automower 405XE med tilnavnene NERA og EPOS, som står for henholdsvis kabelfri teknologi (New Era) og ultrapræcis positionering (Exact Positioning Operating System), kan købes i flere konfigurationer til forskellige priser.
Basismodellen til 16.999 kroner er beregnet til plæner op til 900 kvadratmeter, hvad der bør række til flertallet af parcelhuse i Danmark.
Så skal klippeområdet markeres med afgrænsningskabel. Den testede variant er udstyret med et EPOS-modul til kabelfri drift.
Ny vin på gammel flaske
Det koster 3.499 kroner på toppen og kan sikre kantklip med en præcision på fem centimeter.
Er det for sjusket til din slotshave, kan du komme ned på blot to centimeter.
Det kræver dog, at du investerer yderligere omkring 3.000 kroner i en såkaldt referencestation, der minder om en lille, vandret orienteret parabol og kan forbedre præcisionen i satellitsignalerne.
Til denne test i Michaels have bør EPOS-modulet være rigeligt præcist, men det forudsætter, at du har 4G-mobildækning og WiFi-dækning af hele klippeområdet.
Michael har ingen mobilproblemer, og desuden er han en tilfreds bruger af et fornuftigt mesh-system fra TP-Link, som også rækker langt nok ud af huset til at dække haven.
Hvis du ikke har et mesh-system i denne klasse, kan det være nødvendigt at udvide et eksisterende WiFi-system med en kompatibel udendørs mesh-enhed – koster typisk omkring 1.000 kroner – og få den kabeltilsluttet til husets lokalnetværk.
Som den optræder i denne test er den nye Automower 405XE i runde tal 20 procent billigere end sidste års testmodel – og bedre på flere vigtige punkter.
Beslutninger, beslutninger…
Normalt er Michael og jeg lykkelige for gennemtænkte plug and play-gadgets, som blot skal have strøm og så ellers bare gør, hvad vi vil have dem til.
Hvis du anskaffer en GPS-baseret robotplæneklipper, kan du ikke bare slippe den løs som en robotstøvsuger og lade den orientere sig selv.
Du er nødt til at fortælle plæneklipperen, hvor den skal slå græs.
Du kan også komme til at bestemme hvordan, hvor hyppigt og højt den skal gøre det.
Sværest kan det være at programmere det ønskede klippeområde.
Med en Husqvarna-maskine er det næsten som sidemandsoplæring: Du starter robotten og styrer den simpelthen rundt omkring det ønskede område med et virtuelt joystick på din smartphones touchskærm.
Den mest præcise programmering får du, når du går i hælene på robotten og kan se præcis, hvor den er på plænen.
Min egen motorik til den slags ting har aldrig været noget at prale af.
Heldigvis er Michael uddannet Airbus-kaptajn, og den træning betyder, at han også kan styre en robotplæneklipper med rolige, glidende og meget præcise bevægelser, mens jeg blot kan se beundrende til.
Sidste år brokkede vi os over, at Husqvarna havde valgt et vilkårligt (random) klippemønster til 410XE-maskinen.
I år kan vi så glæde os over, at firmaet har lyttet til den kritik og udstyret 405XE med en fuld palet af mønstre, som er tæt på at være for meget.
Vil du have lige baner? I hvilke retninger? Måske et skakbræt? Noget derimellem? Take your pick! Et fremskridt, selv om vores vægelsind bliver udfordret.
Kantklipper med kant
Sidste år var en af 410XE-sensationerne en kantklipper.
Det er fint at have en autonom plæneklipper, men det tager lidt af glæden, hvis du selv skal gå en tur med en kantklipper og gøre arbejdet færdigt.
Første generation af kantklipperen reducerede den efterbehandling, men helt perfekt var den ikke.
Hvad Husqvarna har gjort i mellemtiden, ved vi ikke, og ”undervognen” på 405XE ligner til forveksling forgængerens.
Det er nok noget med software, for når den nye maskine kommer i nærheden af en kant, som bør trimmes, slår den et koket slag med halen, positionerer kantklipperen over det uønskede græs, slår det og vender tilbage til det egentlige job. Sådan.
En greenkeepers drøm
Hverken Michel eller jeg har nogen ambitioner om at blive professionelle græsplejere, som vedligeholder golfbaner, sportspladser, parker og andre grønne områder.
Men vi har ikke svært ved at forestille os, at sådan en supergartner vil kunne leve fint med en Automower 405XE NERA EPOS-robot i sin private have.
Efter at have kørt regelmæssigt med et stribe-mønster i en uges tid har robotten virkelig pyntet på Michaels plæne. Og endnu bedre vil der være udsigt til yderligere forbedringer, hvis Husqvarna’en havde fået permanent ophold på adressen.
Dette skyldes, at det er muligt at indstille en ”target height”, som robotten skal ramme, når den efter et par måneder er blevet helt fortrolig med plænen.
På den måde kan græsset blive endnu tættere og få det eksklusive look, som får nogle til at investere i ”Græsset må ikke betrædes” skilte.
Den korte version: I modsætning til nogle mærker, som designes til at klippe højt græs kort, skal en Husqvarna-robot holde kort græs kort.
Bedre menuer
Det er tydeligt for os, at Husqvarna også har brugt noget af det forløbne år på at gøre appen nemmere at overskue og menusystemet mere brugervenligt.
Der er stadig et par detaljer, hvor vi har haft svært ved et se den intuitive logik i organiseringen af nogle elementer i det overdådige udvalg af funktioner.
Men brugerfladen som helhed er blevet meget bedre – og en mindre trussel for vores udtyndende hårpragt.
Konklusion
Automower 405XE NERA EPOS er en typisk Husqvarna-robotplæneklipper.
Den er bygget som en anden svensk klassiker og giver et indtryk af at kunne holde nærmest evigt.
Vi kan også konstatere, at maskinens software har fået en større overhaling, så vi kan vælge mellem flere klippemønstre, og at den praktiske kantklipper nu fungerer helt efter hensigten. Et sikkert valg.
Læs også: