Skattevæsnet er endnu en gang løbet ind i problemer med det omfattende it-system, der skal håndtere de nye boligskatter.
Systemet, som både er forsinket og fordyret, bliver nemlig dyrere, end først antaget. Men hvor stor ekstraregningen bliver, vil Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der står for udviklingen af det nye it-system, ikke oplyse.
"De konkrete tal for programmets økonomi er omfattet af fortrolighed og kan derfor ikke oplyses, skriver styrelsen," lyder det i et skriftligt svar til DR.
Milliardregning
Systemet, der går under navnet Boligprogrammet, og som blev indført 1. januar 2024, skal stå for opkrævning og administration af boligskatten.
Systemet er sat til at koste mere end 1,3 milliarder kroner. Det kommer oven i knap fem milliarder kroner til udvikling af de nye ejendomsvurderinger.
I en orientering til Folketinget erkender styrelsen, at programmet nu er gået i rødt og kræver "omfattende fokus og handling."
Forsinkelsen skyldes blandt andet problemer hos en ekstern leverandør og kompleksitet i behandlingen af store datamængder.
Systemet har tidligere været centrum for kritik, fordi det satte en forkert skatterabat i drift og dermed risikerede at efterlade boligejere med uventet gæld og restskat.