Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Vær velkommen til fredag, klumme og weekend.
Men jeg starter hårdt op denne gang: Vi er nødt til at tale om iOS26.
Jeg går ud fra, at alle med en iPhone på nuværende tidspunkt har set det følgende fænomen både i SMS og Messenger?
Man kan ikke se, hvad man skriver og er nødt til at gå tilbage og ind igen for at kunne se det og skrive færdigt.
Det er SÅ amatøragtigt af Apple, og jeg fatter ikke, at det ikke er blevet rettet i den nyeste release 26.1. Suk.
Nå, tak fordi I lyttede. Jeg har det bedre nu.
Der er rigeligt at tage fat på denne gang:
Den store ting i denne uges klumme er, at Morten Kjærsgaard, en hædersmand, der er boss for Magenta, har forfattet en virkelig god klumme, hvor han går i rette med mig i forhold min klumme om uopnåelig, digital suverænitet. Fedt at få noget modspil. Jeg forsøger at svare ham.
Og sørme om ikke Gældsstyrelsen har forsøgt at give mig hjertestop i den forløbne uge.
Dertil kommer en PS, som jeg selv synes er skide sjov - det handler om selvmodsigelsen at være sjov på LinkedIn - og et PPS, som er en gengivelse af min klumme fra 14. december 2005, hvor emnet er navnestandarder og lavlandsgorillaer.
Men lad os begynde med et par gode nyheder og så se, hvad der sker:
Første gode nyhed: Fem gode nyheder fra CNN
CNN 5 Good Things er en ny podcast fra CNN, hvor de fortæller om fem positive udviklinger i Verden. Fedt.
Pro-tip: Professor Claus Nygaard fortalte mig, at han har sat et fast job op i ChatGPT til at give ham nyheder hver morgen. Det skal jeg kopiere. Så kan man starte dagen på en god fod.
Anden gode nyhed: Afrika (sol)stråler
Det, der sker i hele det subsahariske Afrika lige nu, er det mest ambitiøse infrastrukturprojekt i menneskehedens historie — bortset fra, at det ikke bliver bygget af regeringer, forsyningsselskaber eller Verdensbanken.
Det bliver bygget af startups, der sælger solpaneler til landmænd på afbetalingsordninger. Og det virker.
Over 30 millioner solprodukter blev solgt i 2024. 400.000 nye solinstallationer bliver sat op hver måned over hele Afrika. 50 procent markedsandel er nu på hænderne af virksomheder, som ikke eksisterede for 15 år siden. CO₂-kreditter subsidierer omkostningerne.
IoT-chips er indbygget i hvert apparat, og over 90 procent af lånene bliver tilbagebetalt af mennesker, der tjener omkring to dollar om dagen.
Det samme sker i øvrigt i Pakistan, hvor folk er trætte af en elendig infrastruktur, der ikke fungerer, og derfor anskaffer batterier og solceller til deres huse og får det hele til at fungere upåklageligt døgnet rundt - billigt.
Den pakistanske regering har reageret fuldstændigt ligesom vore hjemlige monopoler og oligopoler plejede at reagere, nemlig ved at prøve at stoppe det, hæve priserne og i det hele taget gøre Alt Det Dumme for at stoppe gode initiativer fra borgernes side.
Men de KAN ikke stoppe det. Det er fantastisk.
Man skipper en hel generation eller to af alt muligt, der skal graves ned, koordineres centralt, og hvad ved jeg - lidt ligesom med mobilmasterne for nogle år siden. Fedt!
Det er en solstrålehistorie. Samtidig ser vindmøller ud til at være i modvind.
Tilbage i Miracle-tiden lavede vi en video, hvor Morten Egan med stor selvsikkerhed forklarede, hvorfor sol var fremtiden, mens vind ikke var det - men alle Miracle-videoer og sjove websteder blev desværre beordret slettet af salgsdirektøren dagen efter, at jeg blev fyret, inklusive ViBrugerIkke.dk. Øvbøv. Jeg må spørge Morten, om han kan huske sine pointer fra dengang.
Kjærsgaards kritik: Mogens har drukket for meget øl
Morten Kjærsgaard fra Magenta er faret i blækhuset, som vi sagde i gamle dage, og givet mig svar på tiltale for det jeg skrev om digital suverænitet, open source i EU og meget andet.
Det er en velskrevet og gennemført kritik, og selvfølgelig skal mine ølsmagninger nævnes. Det manglede bare.
Jeg afholdt faktisk en juleøl-smagning for kollegaer den selvsamme aften.
Det er godt, hvis vi kan diskutere og blive klogere. Jeg vælger at tage to temaer op: Open source og politikernes ansvar.
Open source bruges bare ikke rigtigt
Et af Mortens temaer er, at open source bare ikke er blevet brugt rigtigt og/eller tilstrækkeligt endnu.
Men jeg synes faktisk open source har haft chancen mange gange, nogle gange er det lykkedes (Linux, Tomcat, alt muligt) og flere gange er det mislykket (Region Midt har lige opgivet Libre Office og er gået tilbage til Microsoft, de evindelige historier om tyske myndigheder, der NU går over til noget open source).
Det føles lidt ligesom når denne verdens Pelle Dragsted’er siger, at, ja, det kan da godt være, at alle kommunistiske regimer hidtil er slået læsterlig fejl, men “det er bare fordi, at det ikke har været RIGTIG kommunisme…”
Der findes masser af open source alle vegne. Men det er bits & pieces, ikke totale væg-til-væg, gulv-til-loft løsninger med en eller nogle få leverandører, der kan tage ansvar for store dele af tech-stakken.
Det er et vildt kludetæppe af alle mulige utilities og fiffige programmer, der er i konstant ubalance og kræver virkeligt nørdede folk, der holder øje med det hele tiden. Det er ikke noget, man normalt holder af hverken som it-chef eller ejer-kreds.
Og de frivillige er ikke sikkerhedsgodkendte, hvilket i sig selv giver nogle interessante problemstillinger og muligheder for de slemme drenge.
Kort sagt: Jeg kan stadig ikke se et forenet Europa pludselig begynde at være ledende i softwareudvikling, og jeg kan ikke se, at alle mulige krav om governance kan opfyldes uden solidt ejerskab af software-stakken.
Jeg ved stadig ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre med open source. Men jeg lytter gerne.
Helt useriøst og urelateret: Er det ikke bare skønt, at vi nu igen har et ægte, kommunistisk parti her i landet? Det har vi virkelig savnet 🙂. De siger i øvrigt, at NU skal vi omsider have RIGTIG, ÆGTE kommunisme… Nå, videre.
Tag direkte hen på kommunekontoret
Et andet tema i Kjærsgaards klumme er, at det er op til politikerne at få det rigtige til at ske på området. Really?
Det tror jeg bestemt ikke. Det er netop IKKE op til de øverste politikere at få ting til at ske (apropos Østeuropa, kommunisme, mm).
Problemet er præcist dette: Alle - virksomheder, borgere, foreninger, interesseorganisationer, medier - har efterhånden fået den tvangstanke, denne knee-jerk-reaktion, at det er politikerne, der skal ordne alt.
Det er løsningen på alle tidens gordiske knuder. Det er den universelle måde at komme ud af et hjørne, man har malet sig selv op i nu om dage: Det må politikerne lige ordne.
Men det KAN politikerne jo ikke. Forestil jer, at de havde magt til at gøre alt det, som alle mulige så gerne vil have dem til “lige at gøre” - det ville være ensbetydende med noget endnu større og værre end den Big Mother-state, som vi allerede har, der blander sig i alt som en anden folkepolitibetjent, som Shi-Bi-Dua sang.
Derfor har vi SÅ mange eksempler på, at https://derskerikkeenskid.dk - et skønt eksempel er jo Civilforsvars-styrelsen, der har brugt en masse kræfter i snart to år på IKKE at få skrevet en kort vejledning i at skide under krigsforhold, og i forløbet har forsøgt at tørre opgaven af (get it? tørre af…) på to-tre andre offentlige dimser.
Vi ser denne fodslæbende og Yes Minister-agtige adfærd i alle led af samfundskæden. Piet Hein sagde, at Ting Tager Tid, men nu er det altid LANG tid.
Ingen er ansvarlige for noget som helst (alle har en procents ansvar, som joken lyder). Intet haster. Intet er vigtigt.
Vi kan jo også tale om, at soldater ikke længere må køres på lastvogne (fordi Arbejdstilsynet), så man har brugt Viking-busser, hvor de skulle have blå plastic-ting rundt om støvlerne for at blive kørt ud til kamppladsen.
Efter mange år med det vanvid har man opfundet en løsning, hvor man losser 20-fods-containere på lastbiler med kraner, så de små pus kan sidde sikkert og trygt inde i containerne (no kidding). De tre danske D’er (Dyrt, Dumt, Dårligt) lever.
Eller de fem MEGET forskellige supersygehuse, der selvfølgelig hver især har MEGET forskellige forsinkelser, fordyrelser og fordummelser (den med Aalborgs supersygehus, hvor facaden ikke kunne tåle regn er stadig min favorit, men der er mange perler i processen).
Kunne man ikke bare have bygget det første, fået erfaringer fra det og så kopieret det fire gange, men denne gang bygget på (!) reelle erfaringer?
Eller de vidt forskellige og inkompatible EPJ-systemer dengang i 1990’erne. Nu, hvor vi ikke har amter længere, men regioner, er sundhedssystemerne selvfølgelig stadig vidt forskellige, men nu er der kun fire. Hurra.
Eller det MEGET forskellige udstyr, som sættes på kroppen af patienter for at monitorere dem på Rigshospitalet: Én bestemt leverandør til helikopteren, noget andet til traume-afdelingen, noget tredje nede på opvågningen, osv. - så personalet bruger faktisk meget tid på at af- og påmontere det hele tiden, og intet af det er kompatibelt. No shit.
Det medfører morsomt nok også, at meget af det dyre grej ikke returneres, men kasseres.
Man kunne jo lave en hel genbrugsindustri ud af det. Eller måske bare standardisere det.
Ammunitionsfabrikken er stadig ikke skudt igang (!). Og glem ikke de store, offentlige it-projekter, hvor det bliver stadigt værre, jo mere kontrol og registrering man lægger hen over dem vha. Statens IT-Råd og andet godt.
Ingen voksne dukker op og brøler “Nu får I Den Onde Brand Brøle Mig og Brodere Mig gjort det her færdigt i en ruf!”.
Ingen bliver nogensinde straffet for at sige nej, så det er det sikre svar. Man kan jo altid, under pres, ændre det til “OK, så siger jeg ja, men så er det dit ansvar”.
Selv når statsministeren siger “Køb, køb, køb”, så indfører bureaukraterne i Forsvars- og Finansministeriet STADIG sparerunder i Forsvaret samtidig med, at MF’erne bevilger hundredvis af milliarder. Mærkeligt nok gider de ansatte ikke rigtigt være statister i sådan et cirkus.
Og så sidder Morten og alle andre gode mennesker stadig og venter på, at politikerne GØR noget og får noget magisk til at ske? Nope. Det er ikke sådan man revolutionerer noget i vores samfund.
Vi hader at tage beslutninger
Det er jo sådan, at vi efterhånden HADER selv at tage en beslutning både herhjemme og i EU, men til gengæld ELSKER at kritisere dem, der gør det, og da specielt, hvis det ikke går godt. Dem forfølger vi resten af livet.
Og her er medier, interesseorganisationer, virksomheder og borgere lige gode om det.
Det er meget uskønt at se på, og det fører til den der danske lammelse, hvor ingen gør noget i meget lang tid.
Det er os selv, der skal gøre noget
Lad os tage chokket up front: Det er ikke politikere, men derimod almindelige mennesker, der skal være motiverede til at få ting til at ske, støtte entreprenører og hylde dem, der lykkes og bliver stinkende rige.
Det er almindelige mennesker, der skal opfordre og præge deres børn til at sætte kursen mod rigtige virksomheder, vove pelsen, starte noget nyt - frem for at tage den obligatoriske, akademiske uddannelse og sætte kursen mod det nærmeste kommunekontor.
Bi-bemærkning: Det med kommunekontoret har jeg fra en bog, der udkom for 10-15 år siden, hvor forfatterne kraftigt advarede mod at tro, at man kan lykkes i Danmark uden at være på offentlig støtte.
Det vil sige, at man som virksomhed skal satse ALT på at få opgaver for det offentlige - eller som det blev sagt: Sæt straks kursen mod det nærmeste kommunekontor.
Der er nogle forskelle på USA og EU, som jeg ikke aner, hvad vi skal gøre ved i EU, og som gør, at de vinder over os hele tiden: Graden af frihed, holdningen til dem, der lykkes, og ikke mindst holdningen til dem, der ikke lykkes første, anden eller tredje gang.
To jante or not to jante
Forskellen er også graden af systemtænkning og intellektuel dovenskab.
Vi i EU tænker: Der kommer nok en voksen og redder os. Politikerne må GØRE noget. Lad os satse på at få en kontrakt med en offentlig virksomhed i stedet for en privat. Så behøver JEG alt i alt ikke tage ansvar for noget som helst. Pyha.
Vi kører ALLE den store Admiralen på Pinafore-model (stå aldrig til søs, lad de andre stå).
Og værst af alt: Resultaterne taler for sig selv, ikke?
Vi har haft siden 1960’erne til at få gjort noget ved vores erhvervsstruktur og incitamenter, men bygger bare flere og flere mærkelige støtteordninger i form af selvmodsigelsen Væksthuse op.
Vi har haft siden 1949 til at betale det, som vi lovede NATO.
Vi har haft siden 00’erne til at få styret regulering fra EU’s side i en retning, der ikke skød os selv i foden, knæet og skridtet.
Men vi gør det modsatte: Vi kræver mere og mere “handling” fra politikernes side, mere og mere regulering fra EU, flere og flere regler for at bevare friheden, tøhø.
Fordi vi ikke selv gider handle. Fordi den, der handler, næsten med sikkerhed straffes af folkedomstolen og mediehelvedet resten af sit liv.
Jeg kan desværre ikke se, at Mortens vision kan lykkes, når alle andre satser på, at forandring kun kan ske via top-politikerne og massiv statsstøtte, og det kan SLET ikke lade sig gøre på tværs af EU-landene. Desværre.
Javist, man kan lave en Østeuropa-løsning, hvor den mægtige stat tvinger alle til at køre noget elendigt i stedet for noget godt, fordi staten siger det.
Men godt bliver det ikke, og alle vil lide under det og nok også finde det underligt, at man nærmest drømmer om at stoppe verden og udviklingen, så man kan vende tilbage til hestevogne midt i en el-bil-tid, få et romantisk brændekomfur fremfor induktion, og brænde CO2-holdigt træ af på kraftværkerne herhjemme i stedet for at indføre atomkraft.
Bevares, nogle tilbageskridt lykkes faktisk - nu prøver vi at forbyde mobiltelefoner til unge.
De unge må jo tro, at de vokser op på et alderdomshjem. Forestil jer at være barn og ung og skulle høre på den slags pladder.
Forestil jer, at vores forældre havde forbudt os at bruge lommeregnere, se lørdagsfodbold eller optage Jørgen Mylius på kassettebåndoptageren fra Grundig.
Hvis det virkeligt skal kunne lade sig gøre at lave den forandring, som Morten drømmer om, kræver det en massiv mentalitetsændring hos os ALLE fra “doven/passiv/ligeglad” til en “den, der har evnen, har pligten”-attitude.
Det kræver nok lidt mere end at skrive nogle opråb. Husk også, at det tillige skal være på tværs af alle EU-landene.
Til almindelig underholdning og inspiration bringer jeg afslutningsvis Eder disse tre perler med mine egne titler Suk, Endelig og Nemlig (HR):
Suk:
Det dersens AI er en døgnflue.
Endelig:
EU: Kan i SÅ smide Huawei ud!
Nemlig (HR):
https://m.slashdot.org/story/448914
Anyway, TAK for en gennemtænkt og interessant klumme, Morten. Du er meget velkommen til at skrive til mig på mogensxy@gmail.com, så vi kan finde en tid og et sted, hvor jeg kan give en juleøl eller to og samtidig få løst alle de store problemer i verden 🙂.
Og apropos ting, der er meget danske:
Gældsstyrelsen slår til igen
Kan I huske, at jeg tidligere har skrevet om nogle fantastiske oplevelser, jeg havde med Gældsstyrelsen? Ellers kan I fornøje jer her og her.
Nu har jeg lige haft tre oplevelser mere med dem.
Første oplevelse: Affaldsgæld
Den første kom, da jeg i e-Boks modtog en meddelelse fra Gældsstyrelsen om, at de ville indeholde cirka 2.400 kroner i min løn.
Jeg anede ikke, hvad det kunne være, men det viste sig at være den der fantastiske affaldsafgift, som man skal betale, når man har en virksomhed. Også hvis virksomheden ikke genererer noget som helst affald.
Man kan søge om fritagelse for denne afgift, men som udgangspunkt pålægges den automatisk alle, der registrerer et firma med CVR-nr.
Nå, det viste sig at være Københavns Kommune, der i et par år har opkrævet affaldsafgift fra mig, uden at jeg har hørt om det, og uden at jeg har fået besked via nogen som helst form for digital post eller på anden måde.
Jeg har skrevet til dem. De har i et auto-svar lovet at svare lynhurtigt. Jeg har ikke hørt fra dem endnu. Jeg skrev tirsdag.
Den anden oplevelse: Gælden eksploderer
Jeg ringede til Gældsstyrelsen for at finde ud af, hvordan det var gået for sig, at jeg intet havde hørt om dette, men det kunne hun ikke hjælpe mig med, og foreslog at jeg kontaktede Københavns Kommune.
Men SÅ kom det: Hun fortalte mig, at i det gamle system (det hedder DMI) var der faktisk også lige kommet noget ny gæld på cirka 25.000 kroner.
Jeg spurgte meget overrasket, hvad det dog kunne være, eftersom jeg jo har en erklæring fra Gældsstyrelsen om, at nu havde jeg betalt alt den gæld, der eksisterede i både det nye system og i det gamle system.
Hun fortalte så, at denne nye gæld, som jeg pludselig havde fået, på cirka stort kroner 25.000,-, var noget gæld fra 2021, der nu var blevet erklæret gyldig til inddrivelse.
Så siden 2021 har man et eller andet sted i det offentlige overvejet, om jeg skulle betale den gæld, men det har man ikke fortalt mig, og jeg har ikke haft mulighed for at se det.
Det spurgte jeg hende så om. Svaret var, at den type gæld, der endnu ikke er godkendt til inddrivelse, heller ikke står på de lister, som man kan ringe og bede om at få tilsendt fra Gældsstyrelsen. Aha. Alle andre end borgeren kan altså se det? Eller hvad?
Man kan nemlig ikke se gælden i DMI-systemet på den web-side, der ironisk nok hedder Mit Gældsoverblik. Kun gælden fra det nye system, som hedder PRMS eller noget lignende.
Det ER da fantastisk og mageløst🙂. Det vidste jeg i øvrigt godt fra sidste gang, jeg muntrede mig med dem.
MEN så fortalte hun mig, meget overraskende, at jeg nu faktisk KUNNE se min samlede gæld fra både det gamle system OG det nye system, hvis jeg loggede ind på Min Gældsoversigt. Wow! Nogen har lavet en integration mellem DMI og PRMS - endelig! Yes! Tænkte jeg.
Det prøvede jeg straks jeg kom hjem den dag - og det er selvfølgelig ikke rigtigt.
Min tredje oplevelse: Min gæld forsvinder
Den tredje oplevelse var anderledes positiv og glædelig: Jeg ringede selvfølgelig igen, denne gang for at få tilsendt en oversigt over min gæld i DMI-systemet.
Han blev meget overrasket og kunne fortælle mig, at der overhovedet ikke stod nogen gæld dér i mit navn. Der var kun den der klatgæld på 2.400 kroner i PRMS, som jeg havde betalt aftenen før på Mit Gældsoversigt. Ingenting overhovedet i DMI.
Jeg gengav omhyggeligt, hvad damen havde sagt dagen før, og han checkede alt muligt. Men nej. Gælden var forsvundet hen over natten.
Jeg lovede den herlige gut i Tønder, at jeg ville købe en øl eller 42 til ham næste gang, jeg var dernede.
Hvem ved? Måske bliver jeg snart gældfri? Eller også dukker der pludselig noget ny gæld op.
Som Sonja bemærkede: “Der er ikke noget at sige til at folk hænger sig i desperation 😫”
Nå, nu må det stoppe, hvis jeg skal nå alle de ølsmagninger Morten Kjærsgaard så behjertet har gjort opmærksom på. Jeg tror dog, jeg vil variere det med en vinsmagning i aften hos min ven Mads. Skriv til mig på mogensxy@gmail.com med kommentarer og gode idéer. Skriv meget gerne om, hvad der skal til for at vi kan opnå digital suverænitet. Overbevis mig! Skål! Og nyd så ved passende lejlighed både mit PS og mit PPS (som er 20 år gammelt).
PS: Kun for sjov: Få MEGET mere ud af LinkedIn!
Jeg fik tilsendt den her af min ven Bagmanden, og den er bare så meget ramt rent i røven med hensyng til al det nonsens, som folk skriver på LinkedIn. Nyd det.
Bryan Follicle, Thought Leader, Seriegrundlægger, Far, Ægtemand, Søn
Lad aldrig nogen fortælle dig, at dine drømme er uopnåelige.
Da jeg var 14, var jeg millionær flere gange over.
Da jeg var 21, var jeg fallit.
Da jeg var 28, var jeg milliardær.
Nu er jeg 34 – og en smule nervøs.
Livet er en rejse. Rejs godt.
Vincent Vincenti, Global CEO, CFO, CTO, CMO og CHRO: Tak, Bryan. Så sandt.
Dale Commerce, 12 exits, No BS:
Hvis du læser dette, er du en total taber.
Læg telefonen fra dig og kom væk fra sociale medier.
Begynd at kode den app, der skal gøre dig rig.
Lær den færdighed, der driver din næste forretning.
Hver time, du ikke arbejder mod dit mål, tager en time af dit liv.
Hvis du vil have min 12-siders guide til succes, så skriv WINNER i kommentarerne.
#Boss #Mindset #Winner
Vincent Vincenti: WINBER
Sarah Green-Brown, International Thought Leader, QXIG Top 1,000 40 Under 40 (to år i træk)
Modstandskraft er en superkraft.
Jeg har brugt det sidste år på at finde mit næste job – uden ét eneste interview.
I går blev jeg ringet op af en headhunter og fik mit drømmejob.
Jeg blev i kampen. Kampen blev i mig.
Ajay Bloom, Bestsellerforfatter, mod-ambassadør: Elsker dit gåpåmod! Hvis du vil vide mere om at overvinde modgang, så læs min nye bog “Bounceback!”
Garry Morrisson, Regnskabsleder, Ultramarathonløber
Jeg er begejstret for at kunne meddele, at jeg er rykket op på næste niveau i Duolingo Portugisisk. Obrigado!
Raleigh Mundesley, Senior Business Development Leader: Tillykke, Garry. Hvis du vil oversætte din podcast til portugisisk, så send mig en DM – vi kan tale muligheder.
Frederick Salamon, Juridisk influencer, Delta SkyMiles Premium-medlem
En kæmpe tak til mit team for den succesfulde lancering af vores nye AI-drevne due diligence-værktøj:
• Weekender ofret!
• Deadlines overholdt!
• Kunder tilfredse!
Har aldrig været mere stolt af at arbejde for @FrederickSalamonPartners!
Vincent Vincenti: Tillykke, Frederick. Det lyder som ægte teamwork!
Herman Flange, Produktleder, 28.000 LinkedIn-følgere og stigende
Jeg har ansat hundredvis af kandidater i min karriere.
De bedste følger én simpel regel, man ikke lærer på handelsskolen: Blink ikke.
Jeg mener det bogstaveligt. At blinke signalerer usikkerhed og frygt.
At blinke viser manglende interesse for jobbet.
Hold øjenkontakten. Uafbrudt.
Blink ikke. Aldrig.
Shruti Shetty, Bestsellerforfatter, TEDx-publikumsgæst: Elsker det råd. Hvis du vil lære mere om at lande det perfekte job, så tjek min bog “Career!”
Anne Smalls, Careerpreneur, 950 præstationer på Strava
Ansæt for potentiale. Skærp for performance. #HipHop
Kees van Dries, C-level coach, tidlig AI-adopter: Glem ikke: Coach for Excellence! #HipHopCoe
Harriet Phyllis-Crowbar, Forfatter og Thought Entrepreneur
Jeg accepterer ikke flere LinkedIn-forbindelser – jeg har nået det maksimale antal!
Men se denne video af Steve Jobs’ tilbagekomst til Apple.
Hans måde at håndtere spørgsmål fra salen på er en lektie for os alle. #Grace
Fabien Glace, Innopreneur: Tak fordi du delte den, Harriet.
Han inspirerer mit konsulentarbejde for Fortune 500-virksomheder hver dag. #InsanelyGreat
Rob Snow, bestyrelses- og C-suite-leder, 10x i alt, hvad jeg gør
Jeg er beæret over at have selvnomineret mig til de årlige Global Thoughtpreneurship Awards i alle 21 kategorier.
Du kan stemme på mig så mange gange, du vil – klik blot på dette link.
Rohan Singh, Business Operations, Business Strategy, Business: Tillykke, Rob. Jeg har også selvnomineret mig i alle kategorier, men jeg stemmer på dig. #CoOperationNotSilos
Henry Smith, konsulent
Jeg er ikke naturligt selvpromoverende, men jeg ved, at hvis man ikke spørger, får man ikke noget.
Jeg er åben for arbejde og taknemmelig for enhver hjælp, mens jeg begiver mig ud på mit næste eventyr.
Raleigh Mundesley: Tillykke, Henry. Hvis du skal bruge hjælp til at skalere dit podcast-audience, så DM mig.
PPS: Min klumme om navnestandarder og lavlandsgorillaer fra 2005…
Nørgaards klumme: Navnestandarder
Man skal tage sig lidt i vare, når man navngiver ting, steder, firmaer og computere. Måske specielt computere og firmaer. Måske ganske særligt når der i forvejen er velfungerende navne.
Tag nu det hæderkronede Dansk Data Elektronik (DDE), som i et anfald af internet-feber og opblæste ledere og regnskaber lavede sig selv om, så de kom til at hedde eHuset.
Det dér 'e' var meget hot dengang. Det var noget med elektricitet og strøm på alle processerne og gang i den.
Da så eHuset gik ned var det nærliggende for mange at kalde det "exHuset" i daglig tale.
Et andet eksempel er eMentor, der i daglig, kærlig tale benævnes deMentor blandt dets kunder og partnere - ikke fordi de er demente, men fordi det er sjovt for os alle at lege med navne.
Så er der den kategori af danske firmanavne og begreber, der er sjove at sige på engelsk. Vores eget - meget beskedne, ikke sandt? - firmanavn Miracle A/S er jo også sjovt at sige: MiracleAss. Af samme grund har vi også registeret www.MiracleASS.dk - så kan vi selv lave den sjov, der skal laves.
Folkeviddet er en kraftfuld størrelse
Vi har tit udenlandske gæster fra vores OakTable Network. De har det sjovt med adskillige udtryk her: Der står stadig i nogle elevatorer "I fart", hvilket jo ikke er en oplysning en engelsktalende gentleman giver til sine omgivelser. En IT-afdeling af "drifters" vækker også moro. Omvendt synes jeg jo ikke at det engelske ord "operations" helt dækker en drifts-afdeling, men snarere en kirurgisk organisation på Rigshospitalet, men det må de jo om.
Så er der de videnskabeligt funderede navnestandarder, gerne udarbejdet af konsulenter. I Sparekassen SDS, hvor jeg slog mig løs i slut-firserne, fik man lavet en rapport hos Digital - til en halv million kroner eller så - der skulle komme med anbefalinger til navnestandarder m.v.
Indtil da var vore maskiner typisk opkaldt efter lavlandsgorillaerne i Københavns Zoo - Samson, Dalila, osv. Jeg havde endda vundet en konkurrence om navngivning af en udviklingsmaskine.
Jeg vandt suverænt (jeg fik vist fire stemmer) med navnet "KNUD" - KuN UDvikling, forstås.
Tilbage til virkeligheden: Digital foreslog denne navnestandard for vore store servere:
Da vores gode, gamle Vax-server Samson tilhørte Edb-afdelingen og stod i Meldahlsgade endte den derfor med at blive omdøbt til VMED01 - Vax, Meldahlsgade, EDb-afdelingen, løbenummer 01.
Som sagt: Det var en dyr rapport, så den skulle jo bruges til noget. Så maskinerne fik alle sammen nye navne.
Så flyttede EDB-afdelingen til Kongens Nytorv, VAX'erne blev Alphaer og EDB blev til IT. Man kunne selvfølgelig have taget konsekvensen og lavet navnet om til AKIT01, men man valgte i stedet at kalde serverne noget, der ikke var afhængig af ydre ting.
SDS blev til Unibankus, som blev til Nordea, og maskinerne derefter røg til Nordic Processor og nu bare til (IBM) Danmark. Serveren hedder stadig Samson.
Firmaer kommer og går. Servere består.
Jeg tror fornuften råder de fleste steder nu om dage. Takket være Asterix-serien, den nordiske mytologi, mangfoldigheden af ølmærker og Ringenes Herre er der nok af gode navne at tage af.
Lavlandsgorillaerne er heldigvis også flyttet fra de forfærdelige forhold i den såkaldte Abejungle i Københavns Zoo. Alt var grønt rundt om gæsterne, mens aberne sad i en betonskal i et par årtier og blev mere og mere desperate. De er nu på den jyske hede, hvor der er plads nok, og hvor de endda - helt vildt - kan komme udenfor!
Samson kom ikke uden for en dør derovre det første år. Han turde simpelthen ikke. Sad bare i et hjørne og kiggede. Intet liv.
Sådan kan det gå, når man outsourcer.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
