Forestillingen om tænkende maskiner er ikke ny, og med ”Den korte historie om kunstig intelligens” trækker Markus Giessing og Viktor Udbye en linje fra antikkens myter til nutidens sprogmodeller.
Undervejs får man en historisk gennemgang, en filosofisk diskussion og en nutidig analyse af teknologiens konsekvenser.
Den første del bevæger sig gennem centrale epoker og viser, hvordan ønsket om at skabe noget, der ligner os selv, hænger sammen med et andet centralt spørgsmål.
Nemlig vores forsøg på at forstå, hvad et menneske egentlig er (det lyder banalt, men er mere besværligt at svare på end man skulle tro).
I den anden del skifter fokus til nutidens AI og de spørgsmål, der opstår, når maskiner kan føre samtaler og løse komplekse opgaver.
Her argumenterer forfatterne for, at selv om avancerede systemer fremstår overbevisende og kløgtige, så besidder de ikke en egentlig bevidsthed – ja, ikke engang en egentlig forståelse.
Tredje del retter blikket mod de konkrete udfordringer om, hvordan vi bruger AI bedst og hvad vi skal prøve at undgå.
Her sætter den først og fremmest fingeren på helt jordnære problemer. Herunder hvordan man håndterer sociale relationer til chatbots, balancerer ressourceforbrug og klimaaftryk med konkret nytte. Men også hvordan AI kan udbrede og bekæmpe misinformation.
Igen er Giessing og Udbye nøgterne i deres fremlæggelse og søger at afdramatisere de mest spektakulære forestillinger om AI, men uden at nedtone de reelle konsekvenser.
Resultatet er en kompakt introduktion, der forklarer, hvor teknologien kommer fra og som sætter den på rette hylde.
Her kan den passende stå mellem ”Leksikon over meget farlige ting” og ”Praktisk introduktion til ufatteligt fede muligheder.”
