I 2008 begyndte Kina at bygge en højhastighedsbane mellem Beijing og Shanghai.
Samme år stemte vælgerne i Californien for at bygge en lignende bane mellem Los Angeles og San Francisco. Begge baner skulle være cirka 1.300 kilometer lange.
Den kinesiske bane stod færdig efter tre år og fragter i dag cirka 200 millioner passagerer årligt.
Mens den californiske bane efter 18 år kun udgør en sølle strækning i Central Valley og ikke er i nærheden af at forbinde de to storbyer.
Til gengæld har den kostet godt 130 milliarder dollar og støder kontant på indvendinger, sagsanlæg, miljøvurderinger og andre juridiske spidsfindigheder.
Det er den brutale virkelighed, Dan Wang præsenterer os for i ”Breakneck: China’s Quest to Engineer the Future”, der med rette er en af de senere års mest roste bøger om Kinas udvikling.
Wang er ikke en tør akademiker. Han har boet seks år i Kina, cyklet gennem nogle af landets fattigste provinser og set, hvordan man i selv mange afsidesliggende udørker har bedre infrastruktur end den, amerikanske storbyer må lide under.
Han konstaterer, at Kina i stigende grad fremstår som en ingeniørstat, mens USA er blevet til et advokatsamfund, hvor man er langt bedre til at indkalde til høringer end til at ringe efter entreprenøren.
Så kan man tilføje, at vi i EU – som Wang stort set ikke beskæftiger sig med, men kun kort omtaler som et økonomisk mausoleum – til gengæld har tendens til at pakke os ind i et stærkt stigende antal forordninger, regler og regulativer. Så vi er om muligt endnu værre stillet.
For eksempel kunne man forleden læse, at VW angiveligt planlægger at lukke endnu en håndfuld fabrikker og fyre 50.000 ansatte ud over de allerede planlagte afskedigelser.
Netop fordi konkurrencen fra Kinas delvist statsstøttede autoindustri er alt for hård kost.
Vestas er heller ikke længere verdens største vindmøllefabrikant. Mindst fem kinesiske fabrikanter producerer i dag flere turbiner. Bevares, de er stadig stærkest på hjemmemarkedet. Men alligevel.
Under alle omstændigheder er Vesten blevet fænomenalt dygtige til at stoppe ting, men er stadig ringere til at starte dem (for slet ikke at tale om at følge dem til dørs).
En af årsagerne er ifølge Dan Wang, at hvor jurister sidder tungt på den politiske magt i USA, så er nærmest hele den kinesiske politiske top naturfagligt uddannede personer, der betragter problemer som matematiske ligninger, der skal løses.
Mangler vi strøm? No problemo; vi bygger en dæmning. Er der for mange mennesker? Vi indfører etbarnspolitikken. Er der en pandemi? Vi lukker alt ned. Brokker folk sig? Vi bygger en digital overvågningsstat og holder dem i stram snor.
Det er effektivt, men også fuldkommen blottet for empati og har ofte store menneskelige konsekvenser.
Tilgangen går heller ikke altid lige godt, selv hvis vi ser bort fra de menneskelige omkostninger. Etbarnspolitikken viste sig jo f.eks. at give enormt demografisk bagslag.
Tilsvarende sker det også, at man bygger infrastruktur eller hele byer, som ingen rigtig bruger eller bor i.
Under alle omstændigheder er en af Dan Wangs centrale pointer, at fabriksgulvet er det nye laboratorium. Og det er her, at vi i Vesten har misforstået selve innovationsbegrebet.
For innovation sker ikke af sig selv, fordi en karismatisk CEO i sort rullekrave holder en keynote. Den virkelige magt ligger i ”procesviden.”
Udvikler man f.eks. solceller og elbiler, er det en meget stor fordel at kunne teste, forfine og producere i storskala, og her har Kina en forlomme.
Shenzhen er f.eks. ikke længere bare en enorm kopi-fabrik. Det er et økosystem, hvor man i rasende fart kan gå fra idé til prototype, fordi alle komponenter og al den nødvendige knowhow er lige rundt om hjørnet.
Så mens USA og Europa i årevis outsourcede produktionen – til, ja, Kina – for at spare penge, har vi samtidig outsourcet evnen til at innovere på skulderen af selve fremstillingsprocessen. Det bider os nu bagi.
Vi er heller ikke nær så gode til at bygge infrastruktur og boliger som kineserne, og det hæmmer vækst og mobilitet.
Men som antydet er ”Breakneck” langtfra heller blot en ubetinget hyldest til det kinesiske styre, og Dan Wang er helt åben omkring bagsiden af medaljen.
Ingeniørstatens logik førte til de drakoniske nedlukninger under Covid-19, hvor folk blev holdt indespærret i deres lejligheder i ugevis.
Tilsvarende har det heller ikke været specielt morsomt for dem, der uheldigvis boede, hvor partiet meget hellere ville have en dæmning, bro, motorvej eller jernbane.
Det er prisen for nådesløs effektivitet. For når staten betragter borgerne som mursten i et byggeprojekt, så betyder deres velfærd og rettigheder ikke det store. Bare projektet skrider frem efter planen.
Under alle omstændigheder er Wangs bog en nyttig påmindelse om, at vi i Vesten er nødt til at genlære kunsten at bygge fysiske ting, hvis vi ikke vil ende som et frilandsmuseum for demokrati og bureaukrati.
Det er ikke nok at have de bedste apps, medmindre vi også har viljen og evnen til at udvikle både den fysiske infrastruktur og bygge vores egne chipfabrikker og energisystemer.
I dette interview skærer forfatteren det ud i pap: Vi har brug for færre advokater og flere, der er klar til at rulle betonkanoner ud.
