Da New York Times i januar spurgte Donald Trump, hvorfor han har tilladt sin familie at lave forretninger i udlandet, når han forbød dem at gøre det i sin første periode, lød svaret nogenlunde: Ingen gik rigtig op i det, og så måtte han jo godt.
Det svar er på mange måder omdrejningspunktet i "Regime Change - Inside the Imperial Presidency of Donald Trump", der udkom i sommer og er skrevet af to journalister fra New York Times.
Maggie Haberman har dækket Trump siden hans tid som ejendomsudvikler i New York og var med på det hold, der fik en Pulitzerpris i 2018. Jonathan Swan er avisens White House- korrespondent.
Bogen bygger på tre års arbejde og mere end tusind interviews, hovedparten af den såkaldte deep background-type, hvor man må bruge oplysningerne, men ikke afsløre kilden. Resultatet er en krønike over de første fjorten måneder af Trumps anden periode.
Grundtesen er en erkendelse, som forfatterne mener, at Trump selv er nået til: Anklageskrifterne, domfældelserne, attentatforsøgene og de fire år i eksil gjorde ham ikke svagere.
De gjorde ham tværtimod stærkere, mere hævngerrig og langt mere villig til at satse end nogen anden præsident i nyere tid.
Havde han derimod vundet over Joe Biden i 2020, ville han efter forfatternes vurdering have brugt fire år på at kæmpe med corona, inflation og Afghanistan, mens MAGA-bevægelsen sandsynligvis ville være løbet ud i sandet.
Undervejs får man blandt andet historien om medarbejderen, der fodrer præsidenten med en jævn strøm af positive nyheder og rosende opslag fra sociale medier, som hun læser højt for ham.
Man hører om ideen om at gøre Venezuela til USA's 51. delstat med en udpeget guvernør.
Om triumfbuen, han vil bygge i Washington, og som skal være verdens største. Og om forsvarsministeren, der sender videoer af droneangreb videre til Det Hvide Hus, og som en embedsmand kalder noget nær snuff-film.
Til sidst i bogen sidder forfatterne over for præsidenten i en time i Det Ovale Værelse. Det er syttende dag af krigen mod Iran. På skrivebordet ligger ikke kort over Mellemøsten, men udskrifter med billeder af ahorntræer, som han overvejer at købe til Det Hvide Hus.
Netop dét er nok bogens egentlige pointe. Ikke at Trump lyver lige så stærkt, som hest kan rende, for det er velbeskrevet. Men at afsløringer ikke længere har nogen konsekvens, fordi ingen omkring ham for alvor har tænkt sig at stoppe ham.
For hvor han i første periode trods alt havde mennesker med rygrad omkring sig, har Trump i anden periode primært omgivet sig med spytslikkere og nikkedukker.
"Regime Change" har fået fremragende anmeldelser og røg direkte ind på New York Times' bestsellerliste, da den udkom sidst i juni, og her ligger den endnu.
I dette meget underholdende interview med Jon Stewart på The Daily Show lukker forfatterne også selv lidt op for posen.
