Et af AI-branchens helt store datacenterprojekter bliver et år forsinket på grund af problemer med at skaffe strøm, og Oracle trækker som underleverandør i nødbremsen med et helt usædvanligt træk for at undgå at blive trukket for meget ind i balladen.
Oracle aktiverer nemlig den ret sjældent anvendte force majeure-klausul, der findes i de fleste kontrakter - men som typisk anvendes, hvis et projekt rammes af natur-katastrofer, krig eller andre uforudsete og ødelæggende forhold.
Det er der ikke tale om her
Sagens kerne er det gigantiske AI-datacenter-projekt Jupiter i den amerikanske delstat New Mexico, som selskabet Blue Owl er ved at bygge til OpenAI - og Oracle skal levere strøm til projektet.
Men Oracle er i problemer og kan ikke levere den nødvendige energi som aftalt.
Reuters skriver, at forsinkelsen kan ende med at skubbe byggeriet af det store datacenter et år frem i tiden.
I sig er det måske ikke usædvanligt, at store byggeprojekter løber ind i problemer og forsinkes.
Alligevel vækker forsinkelsen og Oracles problemer opsigt og har skabt uro i banker og finaniserings-kredse i en tid, hvor markedet er på stikkerne i forhold til de ekstreme summer, der i flere år er blevet investeret i at bygge AI-datacentre, AI-systemer og infrastruktur til blandt andet energi-forsyning.
Generelt er markedet bekymret for, om økonomien nu også holder i de store datacenter-projekter og om de kan få de lovede afkast ved de store investeringer - og derfor næsten hysterisk opmærksom på mulige problemer som eksempelvis mangel på strøm.
Det hele er ikke blevet bedre af, at renterne stiger.
Reuters skriver, at uroen forstærkes af, at mere end 100 af de store datacenter-projekter i USA er løbet ind i lokal modstand fra lokale borgere, interessegrupper, miljøaktivister og andre.
Og nu trækker Oracle altså force majeur-kortet for at forsøge at undgå at få ørerne i maskinen.
"Investorer og banker følger Oracle-sagen tæt som et konkret eksempel på, hvordan kontraktlige sikkerhedsnet fungerer i praksis, og hvem der ender med regningen, når store projekter bliver forsinket af forhold uden for parternes kontrol," skriver Reuters.
Det spørgsmål kan få stor betydning for, hvordan fremtidens AI-datacentre bliver finansieret.
"Disse kontrakter udvikler sig ekstremt hurtigt. Hvis man sammenligner en datacenterkontrakt fra januar med en kontrakt i dag, er forskellen enorm," siger Rajat Rana, partner hos advokatfirmaet Quinn Emanuel, til Reuters.
Oracle-aktien faldt 3,5 procent torsdag efter mediernes omtale af sagen, mens Blue Owl lukkede dagen 3,6 procent lavere.
Læs også: