En skærm på 27” er nærmest hverdag på de fleste kontorer, men selv om Philips 27M2N6501L har en størrelse, som vi kender fra mange kontorskærme, har den et OLED-panel, der er sjældent i det segment, og dens egenskaber gør den ret egnet til allround-brug hjemme.
For kombinationen af størrelse, opløsning og ikke mindst et meget hurtigt panel, der håndterer HDR400, gør den egnet til alt fra tekst og underholdning til billedbehandling i den lette ende.
Elegant design med et men
Med en pris på 3.090 kroner er den ikke billig i forhold til størrelse og opløsning, men med OLED-panelet i mente er det godkendt.
Designet følger prisen og er ret nydeligt med en metalskinne i bunden og ellers en ultrasmal ramme i metal, der gør Philips-skærmen til lidt af en elegantier på skrivebordet.
Foden i plast stikker noget ud til hver side og betyder, at du har god plads på skrivebordet, men plastbenene kunne med fordel være lavet i metal og have fulgt designlinjen fra skærmen.
Skærmarm og fod ligner et produkt, der bliver brugt i andre Philips-skærme (hvilket den også er), og derfor er den let at integrere i alle modeller.
Selve armen fungerer fint, og ergonomien er god i forhold til at kunne vippe, løfte og så videre. Men køn er den ikke.
Tilslutninger er mangelfulde, og du finder kun HDMI og DisplayPort – det er altså et kæmpe minus, at en helt ny skærm anno 2026 ikke har USB-C.
Hurtigt panel ”mit alles”
Der er ingen tvivl om, at det er OLED-panelet, der er kransekagefiguren i denne skærm.
For ud over fordelene, som de fleste gode OLED-paneler har – og det har den, som du kan læse lidt længere nede – så er der tale om en skærm, der kan håndtere lidt af hvert.
Først og fremmest har den HDR400 til at øge kontrasten, hvilket er særligt godt ved underholdning og film, som skærmen i den grad egner sig til.
Dernæst har den en opdateringsfrekvens på 240 Hz kombineret med en responstid på 0,03 millisekund. Med andre ord er den også oplagt til gaming, da den også har AMD FreeSync Premium.
Fordelen ved et hurtigt panel er jo, at det naturligvis også kan holde ro, når du benytter den til alt andet.
Dynamiske farver
I tv-verdenen er OLED lig med filmisk skær, farvedybde og glød.
Det er ikke på samme måde tilfældet i en monitor som denne Philips, men du får mange af de dyder, OLED netop er så fremragende til.
Så kigger du på stillbilleder, levende billeder og lignende, er der en fin dybde og glød i billedet.
Vi taler på ingen måde om en skærm, som jeg kan anbefale til professionel billedbehandling, men farverne er unægtelig flotte og kan sagtens anvendes på ikke-professionelt niveau.
De lyse områder brænder ikke ud, men har ikke helt samme klarhed som vi finder på de bedste og dyreste skærme, mens sort står helt sort og stadig har fint med detaljer og nuancer. Altså kendetegnende for OLED.
Sæt en film på, og OLED-panelets forcer kommer i spil, og du kan nyde klare, men ikke voldsomt lysende farver med god glød og dybde. Et billede, jeg fandt behageligt til mange timer foran skærmen.
4K-udsendelser skaleres ned, men billedet står stadig med en god skarphed og fine detaljer – til trods for, at du ikke har fuld opløsning på alt, du ser.
Skærmens menuer lader dig i øvrigt let navigere mellem forskellige indstillinger til forskellige formål, som med fordel kan benyttes, da de gør en stor forskel.
Skal på listen
Denne Philips-skærm er noget speciel og ikke en skærm, der er for alle, men en med styrker, som jeg mener, at mange vil sætte pris på – især hjemme.
Derfor er den også oplagt som en ekstra skærm, når du skal se noget underholdning, som resten af familien ikke magter at se.
Og her betyder opløsningen – eller manglen på samme – faktisk ikke så meget, som du kan forvente, da 4K udsendelser stadig står med detaljer og dybde, selv om du ikke kører native opløsning.
Det ændrer ikke ved, at du kan få fine alternativer i 32” med 4K-opløsning, der ikke har helt samme farvegengivelse, men har detaljer og størrelse til samme pris.
Derfor ender jeg på et stort tre-tal i karakter.