Morgen-briefing: Facebook vil lade dig bestemme, hvad du ser i dit feed / Google gør det muligt at lave dine egne private Android-apps med AI / Din telefon skal advare dig, når nogen filmer med smartbriller

Google gør det muligt at lave dine egne private Android-apps med AI. Din telefon skal advare dig, når nogen filmer med smartbriller, siger EU. Facebook vil lade dig bestemme, hvad du ser i dit feed. Google lancerer ny AI-model og lover bedre resultater til billigere penge.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen og velkommen til Computerworlds morgen-briefing.

Det er onsdag, vi er halvvejs gennem arbejdsugen, og selvom efterårsferien er i fuld gang, så er der ingen grund til at frygte, at nyhedsstrømmen går på efterårsferie her på redaktionen.

Det er fortsat undertegnede, Qëndrim Fazliu, der har morgenvagten i denne uge.

I dag skal vi blandt andet omkring Facebooks forsøg på at give brugerne mere magt over deres nyhedsfeed, en ny mulighed for at lave sine egne apps og Googles seneste AI-model.

Og så vil et europæisk databeskyttelsesråd gøre det sværere at filme folk i smug med smartbriller.

Tak fordi du læser med – og rigtig god dag herfra.

Facebook vil lade dig bestemme, hvad du ser i dit feed

Er du træt af, at Facebook fylder dit nyhedsfeed med opslag, du ikke interesserer dig for?

Så er der måske hjælp på vej.

Meta er nemlig begyndt at udrulle en ny funktion, der giver brugerne mulighed for at fortælle Facebooks algoritme, hvad de gerne vil se mere eller mindre af.

Brugerne kan blandt andet tilføje emner til en interesseliste, fravælge bestemte typer indhold og med deres egne ord beskrive, hvad de ønsker at få vist, skriver Engadget.

Funktionen bygger på AI-modeller, som gør det muligt for Facebook at forstå brugernes ønsker i almindeligt sprog frem for udelukkende at udlede deres interesser af tidligere aktivitet.

En lignende funktion blev tidligere på året introduceret på Instagram.

Google gør det muligt at lave dine egne private Android-apps med AI

Det bliver nu lettere at lave sin helt egen Android-app uden at skulle offentliggøre den i Google Play.

Google har nemlig lanceret en funktion, der gør det muligt at udvikle apps ved hjælp af AI og installere dem på sin egen telefon, uden at andre får adgang til dem, skriver TechCrunch.

Med Googles AI Studio kan brugerne beskrive den app, de ønsker, og lade kunstig intelligens hjælpe med at udvikle den – altså det, der populært kaldes for vibe coding.

Hidtil har det været nødvendigt at offentliggøre apps i Google Play for at bruge dem på denne måde.

Den nye mulighed bliver i første omgang tilgængelig for amerikanske brugere over 18 år.

Senere vil Google også gøre det muligt at dele de private apps med udvalgte venner og familiemedlemmer.

Hvis en app bliver mere populær, end man havde regnet med, så vil der være mulighed for at slippe den løs for alle andre også.

Alle apps - private eller - skal dog fortsat leve op til regler og vilkår.

Google lancerer ny AI-model og lover bedre resultater til billigere penge

Google har præsenteret en ny AI-model, der har fået navnet Gemini 4 Argon.

Ifølge selskabet er den nye model bedre til at løse komplekse opgaver inden for blandt andet programmering, cybersikkerhed og forskning.

Modellen skal især være stærkere til avanceret problemløsning, dataanalyse og forståelse af dokumenter, der kombinerer forskellige typer indhold, skriver selskabet i en meddelelse.

Ifølge Google overgår modellen flere konkurrerende AI-modeller i forskellige test og indtager aktuelt førstepladsen på Vals Index, der måler AI-modellers præstationer inden for blandt andet finans, jura og programmering.

Gemini 4 Argon bliver i første omgang tilgængelig for udviklere, erhvervskunder og betalende Gemini-abonnenter, mens den brede offentlighed efter planen får adgang senere på året.

Modellen lanceres med en introduktionspris på to dollar per million input-tokens.

Din telefon skal advare dig, når nogen filmer med smartbriller, siger EU

Det skal være tydeligere, når nogen filmer eller fotograferer andre med smartbriller.

Det mener Det Europæiske Databeskyttelsesråd, som nu foreslår nye tiltag for at beskytte borgernes privatliv.

Blandt forslagene er tydelige lys på brillerne, der viser, når kameraet er aktivt. Samtidig bør det ikke være muligt at optage, hvis lyset er dækket til, skriver Politico.

Rådet foreslår samtidig, at forbipasserende kan modtage en advarsel på deres mobiltelefon, når smartbriller i nærheden optager.

Udmeldingen kommer i takt med, at blandt andre Meta satser på smartbriller med indbyggede kameraer.

Selvom rådets udtalelse ikke er juridisk bindende, så kan den få betydning for, hvordan tech-virksomhederne indretter deres produkter til det europæiske marked.

Annonce

Annonceindlæg fra Salesforce

Det vigtigste AI-spørgsmål handler ikke om valg af model

Det er mindst lige så afgørende at optimere overblik, kontekst og datakontrol som at beslutte, hvilken AI-model man skal satse på.

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

Annette Macsay Mostrup

IFS Danmark A/S

IFS Danmark A/S har pr. 1. september 2026 ansat Gustav Olsen som Business Development Representative. Gustav skal især beskæftige sig med forretningsudvikling & identificering af muligheder med fokus på AI, automatisering og optimering af forretningsprocesser. Gustav kommer fra en stilling som Business Development Specialist hos SAP Danmark A/S. Gustav er uddannet Cand.merc Sales Management. Gustav har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling og salgsstrategi inden for ERP-teknologi. Nyt job

Gustav Olsen

IFS Danmark A/S

Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

Rasmus Pedersen

Dansk AM Hub

Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

Victor Dohlmann

Arctic Wolfs Network