Snart kommer vi til at leve i en verden, hvor der er flere sensorer end mennesker: Hvis man skal tro, hvad man læser, er RFID en teknologi, der på magisk vis vil afskaffe kabler, skannere i butikker samt kreditkort og vanen med at have småpenge lommen. Tyverier vil ophøre, fejlmedicinering ligeså og intet vil forsvinde mere: Alle flytbare genstande vil være udstyret med en RFID-brik.
Problemet er bare, at de, der ved mest om disse teknologier - nemlig de folk, der arbejder med indlejrede systemer, bryder ud i hånlatter over visioner som denne. Passive RFID-brikker, som er den billigste og mest udbredte type, kan i dag fås for ned til 7 US-cents svarende til 45 øre. Men hertil kommer udgifterne til læsere og til de systemer, der skal håndtere informationerne fra RFID-brikkerne. Dette forhold gør, at folk, der arbejder med automatisering på fabriksgulvene, med sporing af varer under transport og på lagre, og med at holde rede på vigtigt udstyr, opfatter RFID som en teknologi med begrænsede - men vigtige anvendelser.
Det grundlæggende problem er, at RFID-brikken er dum. Den er ude af stand til at lære, logge, indhente information fra omverdenen eller gøre noget som helst på egen hånd. Hvis en brik ikke er i kontakt med en læser eller hvis en læser mister forbindelsen til systemet, går det glip af information. Det er rigtigt, at der findes aktive RFID-brikker, som kan udstyres med sensor-funktioner, men de kræver batterier eller anden strømkilde. Dermed er der snarere tale om trådløs kommunikation: Det muliggør mere intelligente løsninger mulige - men omkostningsniveauet stiger også.
Hvis en teknologi ikke inspirerer til at tænke stort og komme på løsninger, der ikke kan lade sig gøre i dag, hvorfor så overhovedet investere i den? Investeringer i RFID benytter udviklingsressourcer, der i stedet kunne være gået til at frembringe mere intelligente løsninger, der rækker ud over, hvad vi allerede kan med stregkoder i dag.
