EDB Gruppen lander rekordkvartal
Børsnoterede EDB Gruppen fik i første kvartal et overskud før skat på 13 millioner kroner. Det gør kvartallet til det bedste i selskabets historie. Til gengæld blev væksten i omsætningen ikke så stor som forventet. EDB Gruppen forventer fortsat at lande et overskud før skat for hele året på 70 millioner kroner.
Gammelt it-udstyr dårlig for arbejdsglæden
En undersøgelse fra hardware-producentn ViewSonic fastslår, at 39 procent af de europæiske kontoransatte anvender så gammelt it-udstyr, at det går ud over arbejdsglæden og produktiviteten. Undersøgelsen er alene blevet foretaget i England, Frankrig og Tyskland. Ifølge ViewSonic-undersøgelsen er mere end en tredjedel af udstyret i de pågældende lande mere end tre år gammelt.
NetPartner åbner ny afdeling
Konsulenthuset NetPartner åbner ny afdeling i Aalborg, hvor medejer Jesper Christensen skal forsøge at få stabilt fodfæste i det jyske, som det hedder. Med udgangspunkt fra Aalborg er det nemlig hensigten, at nå bedre ud til de jyske kunder. NetPartner har haft god vækst i den seneste tid. Selskabet beskæftiger 41 medarbejdere.