ComputerViews: It-virksomhederne WM-data og NeoProcess valgte i denne uge at indgå forlig og dermed undgå den Højesteretssag, som var i sigte.
Det var ellers retssagen mellem de to, der for alvor afdækkede omfanget af de forkætrede, hemmelige jobaftaler virksomhederne imellem.
Det fremgik af sagens akter, at WM-data har mere end 300 aftaler, der de facto forhindrer arbejdskraftens frie bevægelighed til skade for den enkelte og samfundsøkonomien som helhed.
Derfor ærgrer flere parter sig også over forliget, fordi de gerne så, at sagen var blevet afprøvet i Højesteret.
Men hvad har fået WM-data til at ændre strategi og indgå forlig i sagen i stedet?
Det ikke alt for dristige gæt er, at WM-data og NeoProcess med tiden har anset følgevirkningerne af den store omtale for mere skadelige end det aftalebrud, som lå til grund for retssagen.
Det er i hvert fald ikke pengene, der trækker, for det oprindelige erstatningskrav var på 1,5 millioner, mens beløbet nu måske er blevet på blot en symbolsk en-krone?
Forliget er heller næppe et udtryk for, at WM-data enten er blevet ligeglad med kravet om betaling af en bod eller pludselig mener, at jobkarteller ikke er i orden og derfor har droppet kravet.
Omtalen af sagen betyder, at der helt sikkert er mange it-medarbejdere, der ville tænke sig om en ekstra gang, inden de sagde ja tak til et job hos WM-data. En højesteretssag ville skabe yderligere medieinteresse.
Ledelsesmæssigt er det en uholdbar situation på et arbejdsmarked, hvor arbejdskraften er den største vækstbegrænsning.
Så selv hvis WM-data har indvilget i at frafalde kravet om erstatning totalt, og måske samtidig har betalt en del af eller alle sagsomkostningerne, så kan afværgelsen af fremtidig dårlig omtale vise sig værdifuld.
I USA ville aktionærerne givetvis gøre kort proces med en ledelse, der påfører sig selv imageproblemer, som WM-data og NeoProcess. Dette er imidlertid Danmark.
Desuden er der den klart formildende omstændighed, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen for to år siden arkiverede jobaftalerne som et ikke-problem, da de første gang dukkede op.
Vi må derfor blot nøjes med at takke de to virksomheder for at have bidraget afgørende til at blotlægge et meget væsentligt problem på det danske arbejdsmarked, som efter behørig regulering kan komme til at fungere bedre og mere effektivt end i dag.
