Vi er ved at begå en alvorlig fejl i debatten om datacentre

Klumme: Datacentre er genstand for stor debat og bliver betragtet som samfundets helt store strømslugere, når kapaciteten i elnettet skal prioriteres. Men den tilgang overser nogle vigtige pointer.

Artikel top billede

(Foto: Naoise Culhane Photography / Naoise Culhane)

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Jeg kan godt forstå logikken.

Når elnettet er presset, er det nærliggende at rette søgelyset hen mod de virksomheder, der bruger mest strøm.

Og på papiret ser datacentre ud til at være blandt de helt store syndere og elforbrugere.

Problemet er bare, at vi kigger det forkerte sted.

Datacentrene bruger selv noget strøm til lys, køling og netværk, men det massive strømforbrug, der snurrer i rækkerne af rackskabe, stammer ikke fra datacentrene selv.

Det er hele samfundets strømforbrug.

Det er en afgørende forskel, som risikerer at drukne i den aktuelle debat om, hvordan den begrænsede kapacitet i elnettet skal fordeles.

Hvis vi overser den forskel, risikerer vi at træffe beslutninger, der svækker den digitale infrastruktur, som både virksomheder, myndigheder og borgere er blevet dybt afhængige af.

Og jeg vil slå fast, at hvis datacentrene ikke fandtes, ville strømforbruget være langt større.

Datacentret er ikke slutforbrugeren

Elnettet er under hårdt pres, fordi hospitaler skal kunne tilgå patientjournaler.

Fordi banker skal kunne gennemføre millioner af betalinger. Fordi kommuner skal levere digitale borgerservices. Fordi virksomheder driver deres ERP-systemer, udvikler kunstig intelligens, analyserer data og beskytter sig mod cyberangreb.

Og fordi vi alle ser serier, film, bruger AI og lever digitale liv.

Datacentret er ikke slutforbrugeren, men en bærende del af infrastrukturen.

Vi er motorvejen og en forudsætning for trafikken, men det er ikke os, der brænder energi af på at drive bilerne.

Det lyder banalt, men når debatten rammer det forkerte sted, får vi sværere ved at finde de rigtige løsninger. Strømforbruger forsvinder ikke ved at bremse datacentre. Den flytter bare.

Tag et hospital som eksempel.

Hvis hospitalet driver sine egne serverrum i kælderen, bliver strømforbruget registreret som sundhedsvæsenets.

Flyttes præcis de samme servere til et professionelt datacenter, bliver det pludselig registreret som datacenterets energiforbrug.

Forskellen er, at et tidssvarende datacenter udnytter energien bedre, har højere oppetid, stærkere cybersikkerhed og et væsentligt lavere klimaaftryk end tusindvis af små serverrum kan levere hver for sig.

Datacentre giver vækst

Datacentre møder ofte stor modstand, og det lader til, at et datacenter per definition er en upopulær nabo.

Men de store enterprise-datacentre skal ligge tæt på kunderne, tæt på fiberinfrastrukturen og leve op til eksempelvis krav om latenstid, datasuverænitet, cybersikkerhed og beredskab.

Et datacenter, der understøtter danske banker eller offentlige myndigheder, kan ikke uden videre flyttes til udlandet uden konsekvenser.

Samtidig konkurrerer Danmark med resten af Norden om investeringer.

Datacenterbranchen giver vækst og arbejdspladser, og internationale investorer sammenligner rammevilkår på tværs af landegrænser, når de vælger lokation. Hvis Danmark bliver et land, hvor datacentre bliver nedprioriteret, risikerer vi at blive forbigået.

En forudsætning for den digitale omstilling

Vi er som samfund i fuld gang med en historisk digital omstilling, hvor AI er overskriften.

Virksomheder, staten og alle andre, er dybt afhængige af datacenterkapacitet.

Produktion, automatisering, cloud-løsninger, cybersikkerhed og dataanalyse kræver alle steder, hvor data kan behandles sikkert og stabilt. Man kan ganske enkelt ikke styrke den digitale økonomi ved at svække den infrastruktur, den bygger på.

Vi står midt i to store samfundsforandringer. Den ene er den grønne omstilling, og den anden er den digitale.

De bliver ofte behandlet som to forskellige dagsordener, men i virkeligheden er de uløseligt forbundet.

Vi kan ikke digitalisere uden strøm, men vi kan heller ikke gennemføre den grønne omstilling uden digital infrastruktur.

Derfor håber jeg, at vi får en model, som ikke kun spørger, hvor elektriciteten bliver brugt, men også hvad den gør muligt.

Mange moderne datacentre kan allerede i dag tilbyde fleksibelt elforbrug, batterilagring, intelligent load shifting og genanvendelse af overskudsvarme. De kan være med til at aflaste nettet frem for blot at belaste det.

For datacentre er ikke bare store elforbrugere. De er den infrastruktur, som resten af samfundet bygger sin digitale fremtid på.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.

Navnenyt fra it-Danmark

Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Kristina Svingel Jeppesen som bogholder ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Kontorassistent hos DFI Geisler. Nyt job
TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job