Computerworld mener: Vi har få år tilbage at ruste den offentlige sektor til det forestående krydspres fra en svulmende ældregruppe med voksende velfærdsbehov og en skrumpende arbejdsstyrke til at levere ydelserne.
Det er i det lys, vi skal se den nye strategi for digitalisering af den offentlige sektor frem til 2010, som Den Digitale Taskforce netop har sendt til politisk høring.
Det bliver ganske enkelt umuligt at opretholde velfærdssamfundet, som vi kender det, uden hjælp fra informationsteknologien.
Formålet med den nye strategi er da også at frigøre offentlige ressourcer til mere “personalekrævende, borgernær omsorg og service” ved at bruge it smartere. Populært sagt skal digitaliseringen trylle funktionærer om til hjemmehjælpere.
Centralisering
Den magiske formel er en hidtil uset centralisering, politisk styring og økonomisk kontrol af it-anvendelsen i det offentlige.
Omdrejningspunktet er en række domæner, der skal samle aktører og interessenter på tværs af ministerier, regioner og kommuner inden for områder som sundhed, børn og miljø.
Hvert domæne får sin egen bestyrelse og ledelse. Ved at samle it-planlægningen skal det være muligt at rationalisere både indkøb og drift af it, men også det administrative bøvl, som inkompatible systemer spreder omkring sig.
Det første eksempel på disse domæner er den nye nationale EPJ-organisation, som skal skabe sammenhæng i den vildtvoksede jungle af elektroniske patientjournaler.
Morads af uens standarder
Den danske EPJ-indsats er endt i et morads af uens standarder, inkompatible systemer og galopperende budgetter, takket være en decentral model uden politisk styring.
Hvad regeringen nu gør i den offentlige sektor, er det samme, som erhvervslivet for længst har gjort i de danske virksomheder.
Skaber en koncernstruktur med en central it-governance og økonomisk styring.
I den offentlige sektor bliver øvelsen blot meget større og mere kompleks, fordi den involverer alle landets kommuner og regioner samt store dele af centralforvaltningen.
Det store spørgsmål er, om planen kan lykkes.
Strategien lægger op til et egentligt systemskifte i den offentlige forvaltning, som udfordrer det traditionelle kommunale selvstyre og det ressortopdelte ministeransvar.
Og trods de nye domæner ligger ansvaret for handling og budgetter fortsat hos den enkelte kommune, region og styrelse.
Strategien bygger med andre ord på en konsensusdannelse og et samarbejde, som kræver en mere eller mindre frivillig suverænitetsafgivelse i mange administrative kongedømmer landet over og en økonomisk prioritering i den enkelte kommunalbestyrelse.
Er der talent nok?
Med andre ord hviler den digitale satsning, som skal redde Velfærdsdanmark, i udpræget grad på domæneledelsens talent.
Det er et tungt ansvar – og en vanskelig opgave – for disse Dannebrogs nye digitale velfærdsriddere.
Hvis det skal lykkes ridderne om de digitale domæneborde at mobilisere vilje og engagement til at redde fremtidens stærkt grånende jomfruer i nød, så fordrer det som udgangspunkt en klart beskrevet nødvendighed af indsatsen – en såkaldt brændende platform, hvor konsekvenserne af et svigt er tydelige.
Ambitionen med den nye strategi er, at den domænedrevne digitalisering af den offentlige sektor skal frigøre ressourcer til mere velfærd.
Men hvor meget – hvor hurtigt – hvor vigtigt er det?
Det mangler vi tal på.
Det bliver velfærdsriddernes første opgave at levere.
