Ud med kvinderne!

Klumme: Nedringede damer med dybe sensuelle blik har intet at gøre i gadget-bladene. Os gadget-elskere elsker gadgets, og de skal ikke reduceres til lir med de bare damer.

Artikel top billede

Jeg elsker gadgets.

Elektroniske dingenoter af enhver art fra mobiltelefoner over iPods til små robotter, fladskærme, puls­ure, hovedlamper til bjergbestigning, trådløse headsets, navigationsudstyr og spilkonsoller.

I min studietid ernærede jeg mig blandt andet ved at teste datidens gadgets for Alt om Data.

Det var en stor tid, hvor kassevis af forbrugselektronik kunne bæres hjem til den ydmyge studenterhybel. Nætterne gik med at få modemmer, pc’er, skrivehjulsprintere, eksterne floppy-diske, gigantiske mobiltelefoner, A/D-convertere og alt muligt til at virke.

Ja, det var livet

Vennerne kom forbi, og vi læste manualer, forbandt ledninger, konfigurerede, installerede og levede livet med halv-liter colaer i glasflasker.

Nu er jeg blevet voksen, men som mange jævnaldrende er jeg stadig vild med gadgets.

I dag er det imidlertid blevet en selvstændig øvelse at opbygge en troværdig argumentation for sin nærmeste familie for, hvorfor livet dårligt kan leves uden den nyeste version af Lego Mindstorm.

Jeg skal her prise mig lykkelig for en meget, meget forstående hustru. Så længe jeg selv bortskaffer papkasserne.

Markedet overstrømmes af disse elektroniske løsninger, der i princippet bare leder efter et rigtigt problem – og vi er som sagt mange, der gerne melder os til at deltage i eftersøgningen.

Nu er vi imidlertid stødt ind i et problem.

Prisen og damerne

Problemet er de blade, man er nødt til at købe for overhovedet at få et overblik over det helt hysteriske udbud af gadgets.

Det er efter min mening helt naturligt, at et ordentligt gadget-magasin på 92 sider (hvoraf 23 er reklamer) skal koste 59,50.

Den pris står i et fuldstændig rimeligt forhold til prisen for en ordentlig gadget, og (måske vigtigere) for det tab af status, man kan udsætte sig for ved at købe den forkerte gadget.

Nej, jeg ville såmænd gerne spendere både 70 og 80 kroner for et godt gadget-magasin.

Problemet er damerne. Flere gadget-magasiner er nemlig fyldt med mere eller mindre (ofte mindre) påklædte kvinder.

Denne måneds version af T3 (“Danmarks Bedste Gadget­magasin”) har Apples iPhone på forsiden.

Det er et godt og rigtigt redaktionelt valg.

Jeg tror, jeg taler på vegne af mange gadget-elskere, når jeg siger, at vi her står over for årets vigtigste beslutning: Skal jeg være tro mod min foretrukne MP3-gadget og tage skridtet fuldt ud, eller skal jeg være tro mod mit sædvanlige mobiltelefon-brand.

Der er meget på spil, og det er efter min mening en frygtelig fejl, når udgiverne af T3 forsøger at reducere dette til stil og lir.

På siden finder vi nemlig en iPhone gemt væk i hånden på en kvinde i MEGET korte shorts, en helt unaturlig dyb udskæring og et udfordrende blik, der sikkert skal indikere, at hun synes, iPhone er det mest sexede, man kan vælge.

VI ER FULDSTÆNDIG LIGEGLADE!!

Og så går det helt galt

Inde i bladet går det helt galt.

Over to dobbeltopslag (siderne 26-27 og 32-33) præsenteres vi for en meget meget nødtørftigt påklædt yngre kvinde (muligvis den samme som på forsiden), der slanger sig på fede silkelagner i en artikel under titlen “Gadget dream-team” (sic!).

De enkelte gadgets fylder cirka fem cm på siden, mens pigebarnet altså breder sig fra den ene side til den anden.

Hør nu godt efter T3: Vi vil have jeres features, jeres diagrammer og de fede gadget-billeder. Vi vil have jeres test og også gerne den lidt kække tone.

Men vi vil have et blad, vi kan have på sofabordet. Et blad vi kan tage frem, når vi begejstret skal vise, hvad der snart skal indkøbes og berige familiens liv.

Alle, der vil have kvinder (med eller uden undertøj), kan sikkert finde ud af at købe andre blade.

Henrik Zangenberg, managing partner, Gartner Danmark

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.

Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger |

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

29 april 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job
Lector ApS har pr. 9. juli 2026 ansat Simeon Dimitrov som IT-konsulent i Lectors TeamShare-gruppe. Han skal især beskæftige sig med cloud og infrastruktur samt design og optimering af Lectors infrastruktur og løsninger. Han kommer fra en stilling som DevOps Engineer hos Kraftvaerk. Han har tidligere beskæftiget sig med Azure og onprem infrastruktur, automatisering, implementering og optimering af cloudløsninger. Nyt job

Simeon Dimitrov

Lector ApS

netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
WITRICS A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Tim Meicker som Sales & Marketing Manager. Han skal især beskæftige sig med marketingstrategi, salgsaktiviteter, samt virksomhedens kommercielle vækst. Han kommer fra en stilling som projektansat hos WITRICS A/S. Han er uddannet BA (hons) Strategic Management og MBA fra Syddansk Universitet. Nyt job

Tim Meicker

WITRICS A/S