Klokken var fire, da jeg vågnede på mit kontor.
Tør i halsen som bare fanden.
Jeg kunne slet ikke huske, hvornår jeg var faldet i søvn eller besvimet.
Jeg åbnede skrivebordskuffen.
Lyden af klirrende flasker skar gennem mit plagede hoved, og jeg knipsede skruelåget af en flaske morgenmad.
Det tog mindre end 90 sekunder for effekten at indfinde sig: Det skarpe lys blev mere blødt, støjen fra gaden var ikke helt så infernalsk, og mit kontor så helt hyggeligt ud.
Telefon
Telefonen ringede, og jeg tog den.
Stemmen var af den slags hæse kvindestemmer, der kunne få en svagere mand til at glemme al forsigtighed og omtanke og bare ønske sig langt ind i tågerne af tung parfume.
“Du er en død mand Hank Z, medmindre du hjælper vinduespudseren. Mød mig på vinstuen om en time.”
Allerede på lang afstand kunne jeg se, at det ville blive en lang dag. De blå blink, ambulancen, menneskemængden.
Jeg nåede frem i tide til at se hende blive båret ud. Hun var et smukt lig, men det hjalp mig ikke.
Næsen
“Du holder næsen fra denne sag, Hank.”
Min gamle ven kommissær Justesen kom imod mig med en smøg i hånden. Han kiggede på mig med et træt udtryk.
“Overlad denne sag til de professionelle.”
Lavmælt spurgte han mig, hvad jeg vidste. Jeg valgte at indvie ham i alt. Midt i beretningen stivnede han og afbrød mig.
“Vinduespudseren? Hvad ved du om ham?”
“Intet. Kun at hende der blev myrdet, fordi jeg skulle tale med ham. Han skal bruge hjælp, og jeg var åbenbart udset til at hjælpe. Mere ved jeg ikke.”
Justesen røg en smøg i tre hiv, tændte en ny og så direkte på mig.
“Du møder ham, vi følger efter, og du holder dig i baggrunden, når mine drenge tager over. Forstået?”
Jeg havde ikke noget valg, og da min mobil ringede, vidste vi alle, at det var showtime.
Tre kvarter efter sad jeg i mørket på endnu et snusket værtshus et sted i storbyens pulserende hjerte. Vinduspudseren sad over for mig og smilede imødekommende.
Han var kendt for det smil, havde Justesen fortalt mig.
“Vinduespudseren er det danske overhoved for den berygtede Microsofos-familie” havde Justesen fortalt mig.
“Vi har dem mistænkt for åger, tricktyveri, afpresning og skumle eksperimenter. Listen er lang, men de smiler altid”
Tredobbelt longhorn
Han smilede stadig, da han viftede tjeneren over og bestilte en tredobbelt Longhorn til sig selv og en til mig.
Det her var åbenlyst et tilbud, man ikke kunne afslå.
“Lad mig gå lige til sagen,” sagde han.
“Jeg har hørt, at man kan hyre dig til svære opgaver. Vi har en svær opgave.”
Han lænede sig tilbage og slog ud med armene.
“Jeg går ind for åbenhed,” sagde han, “men alting har sine grænser. Jeg mener, at man skal passe meget på med at overdrive. Og vi har nogle….venner… der har det med at overdrive. Vi vil meget gerne have, hvis du kan give dem en besked. Forstår du mig?”
Han så på mig med et spørgende smil.
I det samme blev døren slået op.
Det var Justesen med tjenestepistolen i den ene hånd og smøgen i den anden.
“Det slutter her,” sagde han.
Man han havde ikke forudset vinduespudserens næste træk.
Hvem skriver den bedste fortsættelse på historien?
Læg din fortsættelse ind som debatindlæg herunder. Det bedste bud vinder en flaske Jack Daniels.
Vær opmærksom på, at Computerworld.dk logger dig af, når du er inaktiv i et vist stykke tid. Derfor er det en god ide at skrive i et andet program eller tage en kopi af dit indlæg med ctrl+c, før du klikker på "Gem".
