Fodfolket lægger pres på EPJ-direktør

Direktøren for den nationale organisation Digital Sundhed, Otto Larsen, var i defensiven på EPJ-observatoriets årsmøde. Direktørens udmeldinger mangler substans, lød kritikken.

Det var småt med de konkrete mål og retningslinjer, da direktøren for den syv måneder gamle nationale enhed, Digital Sundhed, i går besøgte EPJ-observatoriets årsmøde.

De cirka 600 deltagere på årsmødet, som blev afholdt for tiende gang, ville gerne have mere styring, klare udmeldinger og noget at forholde sig til.

Det leverede Otto Larsen ikke. Han understregede, at der skal være tale om evolution, ikke revolution.

"Vi vil undgå at bygge luftkasteller og tage en pragmatisk tilgang til verden," forsikrede Otto Larsen den forventningsfulde flok.

EPJ-observatoriets årsmøde betegnes af deltagerne som dansk sundheds-its fætter kusinefest. De fleste af hovedkræfterne i den danske EPJ-udvikling er tilstede.

Og selv om deltagerne har fået opfyldt ønsket om national koordination, høstede den tilbageholdende linje fra Otto Larsen ikke store bifald.

Niels Mortensen, der er it-direktør i Region Syddanmark, er observatør i Digital Sundheds bestyrelse. Han prøvede også at dæmpe forventningerne til den kommende strategi.

"Mange af de ting, vi venter på, vil først stå klart, når der begynder at komme nogle handleplaner," sagde Niels Mortensen.

"Strategien for digitalisering af sundhedsvæsnet" som er Digital Sundheds første og primære opgave bliver i denne måned afleveret til regeringen. Senere følger handlingsplaner og de mere konkrete projekter.

Kritiske klinikere

Den besked var dog ikke nok til at holde kritikken fra næstformanden i Dansk Selskab for kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsnet, Hans-Jørgen Frederiksen tilbage.

"Siden sundhedsministeren meldte ud, at vi skulle have en fælles platform om to år, har der været dyb tavshed i to år," sagde Hans-Jørgen Frederiksen. Han så ingen substans i Otto Larsens udmeldinger. Blandt andet savner han udmeldinger om standarder.

"Er G-EPJ død eller, hvad skal vi forholde os til," spurgte han.

Otto Larsen forsvarede sig dog med, at heller ikke det internationale marked kan levere en fælles standard.

"Vi vil ikke låses i et properitært system, som kan ende med at binde os til en leverandør og gøre det meget dyrt senere," sagde Otto Larsen blandt andet.

Projekter på vej

Otto Larsen var ikke helt så fåmælt, da Computerworld interviewede ham.

Her løftede Digital Sundhed-direktøren sløret for to konkrete tiltag, som kan komme i spil, når først strategien er på plads.

Det ene initiativ er et nationalt patientindeks, som skal fungere som vejviser, når en læge ønsker information om en ny patient.

EPJ-direktøren mener ikke, at informationerne skal samles ét sted.

"Jeg er ikke vanvittig begejstret for sådan et stort register. Og på dette område er der sket noget med teknikken," siger han.

En læge i Gentofte skal for eksempel via patientindekset kunne trække oplysninger fra patientens seneste røngtenfotografering, også hvis det er foregået i en anden region.

Desuden er Otto Larsen, ligesom mange af deltagerne på EPJ-observatoriet årsmøde, meget begejstret for det britiske tiltag. Map of Medicine, som er et såkaldt Sundhedsfagligt Informations system.

Forsimplet kan man sige, at kortlægningen viser et konstant opdateret billede af et standardbehandlingsforløb ved en given sygdom.

"Det er jeg optaget af om vi kan bruge og arbejde videre med, hvis vi oversætter det," siger Otto Larsen.

Projektet koster den britiske regering over en milliard kroner at udvikle, blandt andet fordi 1.600 læger, sygeplejersker og andre klinikere danner og opdaterer indholdet.

Læs mere om Otto Larsens udmeldinger i denne uges trykte udgave af Computerworld

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Steffen Bendix Søjberg som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Rødekro. Han kommer fra en stilling som Systemadministr,og har været i branchen i mange år. Nyt job
    Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job
    Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

    Kari Lehtimäki

    Den danske eID-virksomhed Idura