Jovist, du planlægger dit projekt. Fra start til slut. Fra de første spæde analyser til den sidste store test før udrulning.
Men har du tænkt på, at ting uundgåeligt går galt hen ad vejen – også i den altid tidsknappe testfase, hvor det ikke må gå galt?
Og har du tænkt længere end en konventionel risikolog? Skyggeplan, måske?
I opstartsfasen af projektet får den ikke for lidt med forundersøgelse, business case, ledelsesmandat, projektgrundlag, projektorganisering, acceptkriterier osv. Måske opstiller du også en risikolog. Og måske opdaterer du den endda løbende…
Nogenlunde overblik
Risikostyringen sikrer dig jo, at du har et nogenlunde overblik over udefra- og indefrakommende faktorer, der kunne påvirke dit projekt i en negativ retning.
Men når det går galt i de hektiske og kritiske perioder i projektet, er en risikolog ikke det papir værd, den er skrevet på. Lad os for eksemplets skyld tage fat på fasen alle elsker at hade – testfasen.
Sejler op ad åen
Testfasen er af natur bare ikke morsom. Testfasen er som den kedelige tante, der til selskaber lige minder alle om, at tallerkenerne skal bæres ud, bordene ryddes og der skal spyttes i kaffekassen, før musikken kan begynde.
Som tanten har testen typisk ganske kort tid til at klare alle opgaverne, før hele selskabet sejler op ad åen i de tilstødende.
Den korte tid (og udnyttelsen af denne) kan vise sig så kostbar for projektets succes, at der ikke er plads til, at det går galt.
Alt er minutiøst planlagt – nogle gange ned på hver halve time per aktivitet.
En veludrustet risikolog vil givetvis indeholde risici om
f.eks. sen levering af kode, miljøproblemer og lignende. Og der vil også være formildende handlinger beskrevet.
Men en log – hvor stor den end er – indeholder givetvis ikke nogen konkret og detaljeret plan for, når tingene alligevel går galt, og testen (som festen) i værste fald fiser ud.
Skyggeplanen og din taktiske snilde holder festen i gang.
Det er nødvendigt at tænke taktisk test (3T) ind i planlægningen.
Sådan gør man
Du skal kunne besvare spørgsmålet: ”Hvordan kan vi blive ved med at teste/arbejde, når alt går galt?”
Det kræver, at man:
- Fjerner afhængighederne. Ingen test må være afhængig af resultatet fra en anden test.
- Identificerer uafhængige pakker. Testene skal kunne køres separat.
- Planlægger og følger op. Følg og marker udviklingen ofte og mindst et par gange om dagen. Hav f.eks. planen hængende på væggen og flyt pilen, når fremdrift observeres.
- Er klar til at tænke innovativt. Når testen ikke kan køre på den normale måde, skal man være klar til at tænke test på en anden måde for at komme videre.
Der skal være noget at rive i
På alle tidspunkter i fasen (og alle de andre faser) skal der være noget at lave, selvom der ikke er noget at lave.
Og her kommer skyggeplanerne ind i billedet. Når det, der burde eksekveres, ikke kan lade sig gøre, så skal skyggeplanen træde i kraft og aktiviteterne i den gå i gang.
Den proaktive skyggeplan udarbejdes på forhånd – i modsætning til en afvigelsesplan, der laves når skaden er sket.
Skyggeplanerne fungerer i testfasen som et supplement til 3T-tankegangen og – hvis alt går galt! – sikrer, at total tabt testtid (4T) reduceres og projektet triumferer.
For din tante og projektets skyld er det vigtigt at sikre fremdrift hele tiden i alle faser – også når det går galt.
Kristian Fischer er managementkonsulent i
PA Consultning Group.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
